Kirkelig fornyelse 10

Flere spørgsmål til Indre Mission

II — „Mellemtingene”

Mon tiden ikke er inde til, at man kan tale rent ud af posen med Indre Mission om de såkaldte adiafora, „mellemtingene”? Tale uden lidenskab — uden at stå i et reaktions-forhold til spørgsmålet — prøve at se positivt på tingene?

Vi kender jo tilstrækkeligt til den næsten patologiske reaktion derimod. Mange velbegavede præster indenfor Tidehverv kan i en alder af over 60 år endnu ikke komme ud af deres reaktion. De bander endnu, som fiskerne gjorde i min barndom. De demonstrerer ved sognets gilder på iøjnefaldende måde, at de i en sen alder har lært at danse, spille kort og drikke øl. Alt sammen, fordi de voksede op i hjem, hvor man ikke måtte deltage i disse „glæder”.

Alle vi andre, der altid har måttet gøre disse ting — og altid har gjort disse ting — blot i beskeden udstrækning, fordi vi har haft andre interesser — ser undrende på denne reaktion. Men vi er måske i den grad uden for dette mellemværende, at netop vi kan gå I.M. positivt i møde.

Et kætteri — en vranglære — er vel netop den rette lære, blot forvrænget. Man kan gerne se den rette lære bagved. Det er som i spejlsalen i Tivoli: Vi kan hele tiden kende os selv — og dog er der noget galt i den ene eller den anden retning. Hvad er det rigtige bag disse pietistiske bud, som nogle forarges over, og andre smiler ad — at man ikke må danse, spille kort, gå i theater, måske ikke drikke spiritus?

Lad mig kalde det trangen til virkelig hellighed. Eller kaldet til en virkelig hengivelse til Gud — til en overgivelse til ham med hele sit liv. Og dette kan være en fuldkommen ægte livsytring — udsprunget af en ret kristen tro. I.M. har sikkert aldrig ment noget så uevangelisk, at afholdelse fra disse ting kunne fortjene frelsen. Hvad det blev til i praksis, er en anden sag. Jeg er næsten helt sikker på, oprindelig var dette hovedmotivet: Man havde mødt Guds nåde i Jesus Kristus. Så måtte konsekvensen blive, hvad man opfattede som et helligt liv i troen — eller så måtte man ofre noget, man holdt af, for at vise Gud (og måske verden med), at man helt ville være hans. Der kunne også være bimotiver, at var angst for fristelserne gennem disse ting.

Men dette hovedmotiv er sandt katolsk i betydningen alment kristeligt, medens den praktiske udformning i de forskellige tiders pietisme er noget specielt, som andre smiler ad (som moderne missionsfolk smiler ad de tider, hvor det var synd at have gardiner for vinduerne!). — I ordet „offer” ligger det sandt kristelige i I.M.’s stilling til mellemtingene. Dette nej, man siger, er udtryk for noget, man ofrer til Gud i taknemmelighed for nåden — eller som udtryk for sin hengivelse til Gud. Vranglæren viser sig især ved, at man ikke skelnede mellem disse „ofre” — disse hjemmelavede og tidsprægede bud — og så Guds almene, for alle tider gældende bud, som de udtrykkes f.eks. i de ti bud og i kærligheds-budet. Man ville have, at disse ens egne „bud” skulle gælde alle — og dermed netop blive „bud” og ikke ofre. Ja, det ægte oprindeligt kristelige motiv — offermotivet — forsvandt jo i det øjeblik, at de andre heller ikke måtte have fornøjelsen. Og en hel karikatur var der kommet ud af det, når et menneske overfor mig engang fastholdt, at kristne måtte ikke danse, og så sluttede samtalen med den morsomme finale, at han selv hverken kunne eller brød sig om at danse! Så er der bare tilbage et hjemmelavet bud, som man selv med lethed kan efterleve, og nu kan slå andre i hovedet med — og endelig selv blive farisæisk af. Ofret var helt forsvundet.

Men de første i vækkelsestiden — de ofrede virkelig — gav sig hensynsløst Gud i vold, når de smed deres elskede spillekort i ilden og knuste violinen. Det var et sandt udtryk for at ofre sig til Gud. Men det betyder at „mellemtingene” må ses på linie med de andre ofre, som troende mennesker frivilligt er gået ind under i kirkens historie: at ofre ægteskabets glæder i cølibatet — ofre jordisk gods i frivillig fattigdom. Det skyldes vel en i disse tider medfødt anti-katolicisme, at man slet ikke havde øjnene åbne for disse i hele kirkens historie så almindelige udtryk for menneskers hengivelse og offer til Gud. I stedet for disse i virkeligheden bibelske udtryk for ofret valgte man altså disse mere småborgerlige, hjemmelavede udtryk. Men troen bagved — offersindet har sikkert engang været det samme.

JO, jeg er overbevist om, at I.M. engang har haft fat i noget rigtigt, da den den vidste — eller måske blot anede, at til troen hører at ofre — at give afkald.

Jeg håber, at det virkelig vil fremgå, hvor positivt vi stiller os til I.M.’s forhold til „mellemtingene”. Tidehvervs reakton er tragi-komisk. Men det er også alt for billigt at mene, at de ting kan man blot lade ligge og så som „frisindede” missionsfolk og K.F.U.M -folk begynde at eksperimentere med bal i krypten og Fadervor til slut. Det kender vi jo fra „De danske ungdomsforeningers” første år. Nej, vi må se at finde tilbage bag den noget forvrængede lære til den gamle kirkelige lære, der ligger bag. I indstillingen til „mellemtingene” er bevaret en erindring om, at troen må give sig udtryk i visse synlige, håndgribelige ofre. Ja, jeg tror, der ligger gemt noget af kirkens gamle tale om offer og faste. Ordene er de fleste af os så fremmede i munden og i pennen. Men vi er nogle, der er ved at blive klar over, at disse ord bør blive levende igen, hvis vor kristendom skal komme op af det morads af snak og theorier, som den er ved at forsvinde i.

Poul Ulsdal
3. årgang nr. 1 — Fasten 1960

Kirkelig fornyelse 9

Spørgsmål til Indre Mission

I min forrige artikel understregedes det glædelige i Indre Missions principielle kirkelige indstilling. Der var oprindelig en virkelig fastholden ved så fundamentale ting som: kirke, sakramenter, dogmer, embede. Hvor dette er tilfældet, er man i forbindelse med kristen-livets ægte kilder, hvorfra enhver sand fornyelse og vækkelse kommer.

Jeg vil nu nævne nogle punkter, hvor det, der ellers særligt har karakteriseret I.M. kommer frem. Jeg vil prøve at undersøge, i hvilken grad de højkirkelige synspunkter kan forliges dermed — og hvor vejene eventuelt må skilles.

I — Omvendelsesforkyndelsen

Vi må være absolut enige med I.M. i, at der skal prædikes omvendelse. Ellers forkyndes ikke den hele, fulde kristendom. Der skal ganske vist også prædikes meget andet end omvendelse på årets ca. 60 søn- og helligdage — og alle de andre gange, den kristne sandhed forkyndes, hvad I.M. undertiden synes at have glemt. Men der skal i hvert fald lyde et kald til omvendelse til de mange vantro og ligegyldige i vort land, der lever uden Gud i verden. Og til alle kirkelige og troende skal det samme kald lyde, for de er også ofte på vej bort fra Gud, så de igen må vende om til ham. Det har I.M. også ofte været ved at glemme.

Vil vi være sandt katolske, d.v.s. se os som et led i hele kirkens historie, er vi dermed færdig med en vis tids mærkelige diskussion om eengang-omvendelse og daglig omvendelse. Vi tror da på begge dele. Omvendelse er på en måde noget meget forskelligt, hvad I.M. også ofte har glemt. Det fælles i al slags omvendelse er blot den, man omvender sig til, Gud. Der er omvendelser, der sker som sjælelige jordrystelser, der er nogle, der har præg af lang udvikling, hvor de enkelte trin ikke altid erindres, men de fører til samme mål. Der er omvendelser, der er præget af følelser. Der er andre, hvor viljens overgivelse synes at være dominerende. Og der er atter andre, der helt er præget af erkendelsens voksende klarhed og sindets og tankens oplysning. Ja, så forskelligt ser det ud fra vor side. Men alt sammen er det blot forskellige udtryk for Guds virken i os. — Og endelig er der mennesker, hvis hele bevidste liv fra barndommen har været ført på den vej, der vendte mod Gud. De må høre ordet om omvendelse som et kald til en stadig overgiven sig til Guds nåde påny og påny.

Den oprindelige I.M. førte en klar kirkelig omvendelsestale — den samme som de første grundtvigianere førte. Vilhelm Beck prædikede således helt evangelisk omvendelse til dåbens nåde. Senere blev betoningen ofte ganske langsomt flyttet andet steds hen, og omvendelsesforkyndelsen blev delvis falsk. Undertiden blev det den moralske forbedring, der fik hovedvægten. Allerværst: Det blev oplevelsen af omvendelsen, der blev centrum. Ja, frelsesvisheden blev salighedsbetegnelse.

Domprovst Aastrup udtalte for nogle år siden, at da skete I.M.’s afgørende syndefald fra det lutherske. Jeg er 100 % enig med Tidehverv her. Men jeg kan ikke lade være med at tilføje, at i den norske kirke lærer man endnu, at det, Luther bragte, netop var frelsesvisheden — forstået på afsporet indremissionsk måde. Så diametralt forskelligt kan selve hovedsagen i det lutherske altså forstås! — Jeg er også enig med Aastrup i, at med denne lære om frelsesvisheden som betingelse gik den vækkende kraft i I.M. tabt. Gud kan ikke bruge en bevægelse, hvor hans evangelium forvanskes sådan. Straffen over I.M. har været meget hård: Mange af dens børnebørn blev Tidehvervsfolk, foruden de utallige som tabte troen.

Jeg tror de højkirkelige står helt udenfor den reaktion i dag. Derfor står vi altid i et godt forhold og samarbejde med den kirkelige I.M. — Ganske ulidenskabeligt konstaterer vi blot, som vi konstaterer andre kirkehistoriske fænomener, at i en periode blev I.M.’s omvendelsesforkyndelse delvis ødelagt. Vi har slet ikke spor imod religiøse oplevelser og moralske sejre, — bare de ikke bliver betingelser. Dem tager vi imod i tilgift og med tak, hvis vi får lov at smage noget deraf.

Jeg tror ikke, der er mange præster fra I.M., der hylder dette kætteri mere. Derimod har jeg hørt missionærer, der ikke er kommet helt ud af det endnu. Men principielt er dette kætteri vist overvundet. Det er måske netop det enestående ved denne bevægelse, at den kan overvinde sine afsporinger og begynde igen og nu snart blive 100 år. Skyldes det mon ikke, at dens mål egentligt er ægte kirkeligt og grundkristeligt: at gå ud til mennesker og kalde dem til Gud! Er kirken sand kirke, vil der altid være en „indre mission” til. Fordi denne forening, der blev stiftet dengang i Stenlille stadig har kunnet komme ud af sine kætterier og holdt sit egentlige mål fast, har Gud stadig kunnet bruge den til „indre mission” i den danske kirke. — Hvorfor er det gået modsat med grundtvigianismen, der jo havde en meget „finere” teologi oprindelig? Den synes at være gået fra det ene kætteri til det andet. Allerede Anders Nørgaard undrede sig over dette — og så slap han dog for at se de sidste par stykker.

Men glemmer I.M., hvad den er sendt fra (mission betyder jo sendelse) — glemmer, at den er sendt fra kirken — og skal kalde til kirken, hvor Kristus er i ord og sakrament, så dør den, hvad den er i færd med mange steder i vort land — og netop af den grund.

Men en god del af I.M. lever endnu og er måske den betydeligste levende kristne kærne i vort folk. Den anden del af I.M. synes at være tomme skaller i dag. Den er lige så ukirkelig som mange andre. Tilbage synes ofte kun at være visse adfærdsmønstre, som vi andre kigger undrende på. Ja, en farisæisme er også ofte tilbage, der virker ekstra besynderlig, når den kun synes at have tommer skaller at prale af. Når højkirkelige præster i dag fører en realistisk omvendelsesforkyndelse og kalder mennesker til den levende Kristus i kirken — i skriftemålet — i nadveren, så går disse „missionsfolk” i lige åg med de vantro og bliver vrede på præsten. Der er mange af den slags missionsfolk i dag, det må ses i øjnene. De vil ikke omvende sig, derfor bliver de vrede. Da den unge Vilhelm Beck forkyndte omvendelse, var der også mange, der blev vrede.

Poul Ulsdal
2. årgang nr. 4 — jul 1959

Kirkelig fornyelse 8

Forholdet til Indre Mission

Som vi i kampen for fornyelse af vor kirke kan samarbejde med den gamle grundtvigianisme, hvor den endnu findes, således er der også en indre mission, vi kan arbejde sammen med. Som der lå noget meget betegnende i den første grundtvigianismes ofte brugte navn: „Den kirkelige anskuelse”, således var det ikke tilfældigt, at Indre Missions fulde navn blev „Kirkelig forening for den indre mission i Danmark”. Jeg tror ikke et øjeblik på, at det var på grund af magtstræb, som det for tiden påstås i professoral dømmesyge, når den lille missionsforening i 1861 i Stenlille fik dette navn. I hvert fald: på programmet blev I.M. en kirkelig bevægelse, og hvad det har betydet i vor kirkes liv, er svært at måle. Vækkelsen blev som helhed bevaret inden for den danske kirke. Dens muligheder for vildførelser blev stærkt begrænsede. Trods dens meget stærke vægtlæggen på lægfolkets medarbejde — altså på det almindelige præstedømme — har det særlige præsteembedes bærere altid haft en afgørende indflydelse. Jeg har en fornemmelse af, at der altid i I.M. har været en instinktiv respekt for embedet. Når forargelsen var så stor over, at dets bærer var vantro, fjende af vækkelsen o.s.v., var baggrunden vist, at denne mand havde så stort et embede.

Når embedet værdsættes, sættes også kirkens bekendelse højt. Det var tilfældet for Indre Mission. En vækkelsesbevægelse falder gerne for den vranglære, at livet er vigtigere end læren. Det blev for en del den gamle pietistiske vækkelses undergang. Når læren ikke fastholdes, breder subjektivismen sig. Og når følelsernes glød er ved at slukkes, så har man i sin subjektivisme smidt lærens og dogmernes stærke støtter bort og har kun sin private spekulation og snusfornuft — kort sagt rationalismen tilbage.

Foruden at være vækkelsesbevægelse har netop det præstelige element i I.M. været medvirkende til, at bevægelsen gang på gang har stået i en kirkekamp for den rette lære og for den augsburgske bekendelse. Man kan sagtens som kirkehistoriker bagefter være farisæisk og pege på, at disse folks hænder ikke altid var rene. Kirkepolitisk kamp for dogme og lære er nu engang et groft stykke arbejde, men et arbejde der skal gøres. Man kan pege på håbløse affærer på disse områder, som I.M. i tidens løb er blevet indblandet i — f.eks. Arboe-Rasmussen-sagen og sidst sagen om kvindelige præster. Hvor lidt der tilsyneladende kom ud af alt dette, så er der dog derved sket det, at en snart 100-årig vækkelsesbevægelse aldrig har sluppet troen på bekendelsens, lærens og dogmets betydning. Det er sande kirketegn. At denne bevægelse så også har haft sine svinke-ærinder bort fra den rette tro, er en anden sag. Det kommer jeg senere tilbage til.

Det, der vel allermest har bevaret I.M. indenfor folkekirken og dermed gjort den til en uhyre vigtig faktor i vor kirkes liv, er dog dette udprægede kirketegn, at sakramenterne: dåb og nadver og for en del også skriftemålet blev holdt højt i ære — og i hvert fald længe beholdt deres ortodokse indhold.

Vækkelsens omvendelsestale var i hvert fald i begyndelsen en tydelig omvendelse til dåbens nåde. Og så er faren for afsporing ikke stor. Og nadveren blev flittigt brugt. Og kirkegang var en selvfølgelighed som hos romerkirken i dag. Når der i dag fra visse moderne missionsfolks side udtales eller antydes, at vækkelse og mission ikke kan forliges med højkirkelighed, så er selve I.M.’s første historie et bevis for det modsatte. For en bevægelse, hvor kirkegang er det selvfølgelige, hvor sakramenterne holdes i levende brug, hvor både det særlige og det almindelige præstedømme har deres rette værdi, hvor bibeltro ikke står alene, men er knyttet til bekendelse og lære, er en bevægelse, der rent ud sagt har meget vigtige højkirkelige træk. Og det var en sådan bevægelse, der dengang blev en stærk vækkelsesbevægelse i vor kirke. Og på den anden side er det en afsporet højkirkelighed, der ikke har kristenlivets vækkelse som sit mål.

Men — der er desværre et „men” at sige, som må siges. Ja, der er adskillige, for den foregående skildring kan måske nok siges, at være noget idealiseret, idet den kun har tegnet nogle væsentlige træk af især den gamle I.M.’s teologi. Der er spørgsmålet om religiøs praksis på forskellige områder, der er de særlige adfærdsmønstre, som præger bevægelsen o.s.v. Disse spørgsmål er nu ikke så vigtige, selvom de oftest falder mest i øjnene. Jeg vil pege på noget langt vigtigere — på den måde, hvorpå I.M. hist og her er ved at dø i dag.

Kætteriet ligger altid lige op ad sandheden. Sådan også her. Fra „Kirkelig forening for Indre mission” er der ikke lang vej til den bevægelse, man mærkelig nok kalder „Luthersk mission”. De menige medlemmer kan ofte ikke se forskel. Og så er der dog et dybt svælg imellem dem. Det er de ovennævnte kirketegn, der forsvinder. Og netop det er I.M.’s ulykke mangfoldige steder i dag. Lægmandselementet får overhånd over det særlige præstedømme. Så kan man godt selv. Så bliver bibelen den private opbyggelsesbog løsrevet fra bekendelsen og læren. Så bliver missionshuset til pseudo-kirke, så skikker man sig lige med denne verden og går snart lige så lidt i kirke og til alters som den. Så viser man ikke mere andre kirkevejen. En tid kan man bevare troen for sig selv, hvis man endnu bruger bibelen og bønnen — ja, tilsyneladende kan det gå længe. Men mangfoldige steder ser man i dag det hele ebbe ud. Når man ikke holder fast ved kirke, gudstjeneste, sakramenter, bekendelse, embede, så tømmes også det lille røde hus med det bibelske navn. Hvor man holder fast ved disse ting, kan Gud stadig bruge disse huse som sine redskaber til at drage mennesker ind i sit rige. Der kan de endnu være sande missionshuse. (fortsættes i næste nummer).

Poul Ulsdal
2. årgang nr. 3 — Allehelgen 1959

Kirkelig fornyelse 7

Grundtvigsk højkirkelighed

Som omtalt i forrige nummer karakteriserer Hal Koch i bind 6 i den nye store kirkehistorie Grundtvigs „kirkelige anskuelse” og den oprindelige grundtvigianisme med ord som: kirkelig, udpræget sakramental, kultisk. Og dog skriver han s. 257, at denne bevægelse ikke „i mindste måde tenderer imod det højkirkelige”. Det er for mig at se en ubegribelig sætning. En kristen bevægelse, der kan betegnes med ord som: kirkelig, sakramental, kultisk, er simpelthen en højkirkelig bevægelse. Det er meningsløs tale, når Hal Koch samme sted fortsætter: „Sikkert er det … at vækkelsesbevægelsen blev kirkelig og sakramental, men samtidig bevarede sit klart, lavkirkelige præg”. Nej, det er helt modsat: når en vækkelse er kirkelig og sakramental, har den et klart højkirkeligt præg.

Af sammenhængen fremgår det, hvori Hal Kochs misforståelse består. I hans private billede af, hvad højkirkelighed er, er det mest betegnende træk en stærk vægtlæggen på ordination, embede, bispeembede, succession — ja, klerikalisme. Det sidste hæslige ord nævnes direkte det omtalte sted. Tænk så sent som i 1954 skal højkirkelighed sættes i forbindelse med skældsordet: klerikalisme. Det er lige så galt, som når Lindhardt i den brevveksling, han nylig har udsendt, kalder bisperne Stein og Swane for „højkirkemænd”, men han indrømmer dog selv, at det er falsk varebetegnelse. Om disse ganske lavkirkelige bisper kunne man snarere bruge ordet „klerikalisme”. Men intet ligger dog den moderne højkirkelighed fjernere end det, der gemmer sig i det ord.

For en ægte højkirkelig betragtning må f.eks. størstedelen af den svenske kirke betegnes som udpræget lavkirkelig — til trods for biskoppelig succession, bispestave, messehagler i mange farver, gudstjenester med Kyrie og Gloria o.s.v. — fordi den alligevel ikke kan betegnes med de ord, hvormed Hal Koch altså karakteriserede den oprindelige grundtvigianisme: kirkelig, sakramental, kultisk.

Jamen, det med embedet hører da også med til det typisk højkirkelige, vil man indvende. Ja, det er sandt, men ikke som det primære — ikke som hovedsagen — men sammen med det øvrige.

Her dukker igen en mærkelig fejltagelse op hos Hal Koch. Efter at have sagt, at grundtvigianismen ikke engang „tenderede imod det højkirkelige”, fortsætter han med at indrømme, at der dog hos de første grundtvigske præster kunne „dukke en vis højkirkelig betoning af præsteembedet og ordinationen som sakramente op … , men Grundtvig selv var ved mødet med den engelske højkirkelige bevægelse blevet grundigt kureret for sådanne tilbøjeligheder”.

Det er helt forkert. Der var tale om meget mere end „en vis betoning” af præsteembedet og ordinationen. Det er tydeligt, at fremhævelsen af kirkens præsteembede blev en selvfølgelig konsekvens af „den kirkelige anskuelse”. Det blev det for Grundtvig selv, ved vi. I en række skrifter fra 1820’erne og 1830’erne brugte han de stærkeste ord om præsteembedet og bispeembedet. Ja, men hensyn til det sidste var han i mange år efter 1825 meget mere højkirkelig end de danske højkirkelige er i dag!

Så sent som i 1839 skrev Grundtvig i et skrift imod Mynsters forslag til en ny alterbog ord, man kunne tro, var taget fra de sidste års højkirkelige debat:

„Såvidt jeg har kunnet mærke, ved de fleste af statskirkens præster slet ikke, hvordan de er indviede, og har ikke mindste tanke om, at der under håndspålæggelsen meddeltes dem noget, som var værd at nævne … Hvad det nemlig har at sige at få „det hellige præste- og prædikeembede overantvordet efter apostolisk skik i navn Gud Faders, Søns og Helligånds” (citat fra vort stadigt gældende ordinationsritual) — under håndspålæggelse, det har jeg ikke blot følt den dag, jeg blev indviet, men nu snart i tredive år, og må da vel korse mig over den ligegyldighed, hvormed det sædvanlig både meddeles og modtages … ”

Altså i 30 års præsteliv har Grundtvig haft dette syn på embede og ordination — og efter tre englandsrejser! Vi ved endda, at han beholdt det til omkring midten af 40’erne. Altså i 35 år var Grundtvig præst med dette højkirkelige syn på embedet — og i 20 år efter „den mageløse opdagelse”. Først da han var nær folkepensionsalderen, droppede han det. Og for mange af den kirkelige anskuelses tilhængere — måske de fleste — gjaldt det samme ikke blot i de første 20 år, men ofte århundredet ud: en selvfølgelig konsekvens af anskuelsen var et gammel-kirkeligt embedssyn.

Hal Koch antyder selv, at dette var tilfældet for det: „sydsjællandske broderkonvent”, der jo rummede nogle af de første grundtvigianere. Da bevægelsen en tid efter Grundtvigs død splittedes i ny-grundtvigianere og gammel-grundtvigianere, finder man hos de sidstnævnte samme embedssyn.

Men allertydeligst fremgår dette måske af Kaj Baagøs disputats om Jakob Christian Lindberg (1958). I en samtale med bladet Universitas nr. 2 1959 tør Baagø sige rent ud, at den ældste grundtvigianisme var højkirkelig. Læser man bogen, må man give ham ret, hvis ikke man havde vidst det i forvejen. Lindberg havde en tro på kirken, som Baagø ligefrem kalder katolsk. Og en lægmand som Peter Larsen Skræppenborg blev grundtvigianer gennem Lindberg og kunne udtrykke den højkirkelige anskuelse i så „højkirkelige” vendinger i et brev i 1841: „Sig mig engang, hvor havde du og jeg været med Vorherre eller Han med os uden gennem kirken, vi vidste jo slet ikke, hvordan han var sindet imod os, hvis ikke kirken havde sagt det … Hvis derfor du og jeg ikke tror på kirken, så tror vi heller ikke på Vorherre, for Han har ej talt med os uden gennem kirken… Skriften har jo ikke Herren, men kirken forfattet. Derfor må vi ej alene tro, at kirken er til, men at den er virkelig nærværende”. De fleste af ordene er næsten taget fra et skrift af Lindberg fra 1834.

Men også i embedssynet viser den grundtvigske højkirkelighed sig hos Lindberg.

I et svar til læreren Rasmus Sørensens angreb på præstestanden skriver han: „Måske tænker De Dem, at De kan sagtens få præster, at dem kan de lave selv ved i en gudelig forsamling at lægge hænderne på dem. Ja, vistnok kan De få præster på den måde, med de bliver da derefter, selvgjorte sekt-præster, som har brudt Herrens orden og adskilt sig fra den hellige, almindelige kirke. Omend tusinde troende ville lægge hænderne på mig og ved selvtægt gøre mig til deres præst, jeg måtte vige fra dem som en sværm af vanvittige dårer … ”

Det er jo næsten ordret, hvad højkirkelige præster siger i dag om den såkaldte ordination af kvinder, hvor mange hænder man end lægger på dem, bliver der ingen rigtige præster ud af det — kun selvgjorte sekt-præster.

I Baagøs bog er der en række eksempler af lignende art. I 1837 skriver Lindberg i et brev, at „hvis han ikke havde haft øre for ordinationen som Herrens indstiftelse og for den kirkelige anskuelse, ville han have været fristet til at bryde med præstestanden”. Og han fastholdt dette syn til sin død i 1857 — modsat Grundtvig. Altså så højkirkelig var den mand, der ifølge Baagø var den, der faktisk førte den kirkelige anskuelse ud i livet — gjorde den forståelig for folk — og var dens mest betydende forsvarer ude i livets kamp. Og han opfattede altid sig selv som Grundtvigs lærling, de agtede hinanden højt.

MAN MÅ vel nok sige, at der ikke er meget grundlag for Hal Kochs sætning om den første grundtvigianisme: at den „ikke i mindste måde tenderede imod det højkirkelige”. Det gør mig egentlig lidt ondt, for dette bind af kirkehistorien er ellers for mig at se det bedste af de udkomne bind. Men den „fladkirkelighed”, som Hal Koch så frimodigt bekender sig til, må have svækket hans syn. For han slutter denne sammenhæng s. 257 med at skrive: „Derfor kunne der også de fleste steder komme et forbilledligt samarbejde i stand mellem præsterne og lægmændene”. Altså fordi det med embedet ikke betød noget i den oprindelige grundtvigianisme.

Her åbenbares en hel serie fejltagelse. Man havde for det første et højkirkeligt embedssyn. Og dernæst havde netop de grundtvigske præster med dette syn et forbilledligt samarbejde med lægfolket. Det gjaldt ikke mindst broderkonventets højkirkelige grundtvigianere, der alle var ivrige medarbejdere i de vaktes forsamlinger. Og det gjaldt da især Lindberg, der var de vaktes åndelige fører. Netop med sit kirkelige embedssyn lykkedes det ham at bevare vækkelsen indenfor kirken. Havde han ikke haft det syn, var det sikkert gået, som det ofte gik i Sverrig, at vækkelsen gik udenfor kirken. Og til trods for et så „klerikalt” syn — for at bruge Hal Kochs udtryk — var han elsket af folket, så der kunne skrives på hans mindesten: „Guds og folkets mand”.

Og det er netop, hvad vi er overbeviste om, er sandheden. Det er, når præsten virkelig er præst, at der er et godt samarbejde mellem præst og lægfolk. Det er ubegribeligt, at ikke alle kan se, at det er det lavkirkelige syn på embedet, der gang på gang får samarbejdet til at knirke. Det er, når præsten kun har sin egen personlighed, sine venner, sin begavelse at bygge på, at der bliver ballade i sognene.

Om den oprindelige grundtvigianismes højkirkelighed kan der ikke herske tvivl. Det er i hvert fald en højkirkelighed af den art, som kredsen om Re-formatio føler sig beslægtet med. Men den moderne af Tidehverv påvirkede ny-grundtvigianisme fornægter den oprindelige grundtvigianisme. Man kunne fristes til at spørge: Hvornår blev Grundtvig grundtvigianer? Var det i 1810 — eller 1825 — eller i begyndelsen af 30’erne — eller var det først hen i 40’erne, da han begyndte at kritisere den danske kirkes officielle syn på embedet? Er det sidste tilfældet, er der ikke meget originalt ved grundtvigianismen. Det er inden den tid, at det grundtvigske er et fængslende og originalt kapitel af europæisk kirkehistorie. Efter den tid taler Grundtvig næsten kun tidens sprog. Lindhardt peger på det i 7. bind af den store kirkehistorie s. 68. Han nævner en lang række gloser, der karakteriserer Grundtvigs skrifter efter den tid: Spire, vækst, udvikling, fremskridt o.s.v. Altså hele tidens sædvanlige liberalistiske sprogbrug i de fleste lande — ikke andet. Det var ganske i pagt med tiden, at han i de samme år ikke mere kunne lide ordet „kirke”, men foretrak ordet „menighed”. Men det er denne uoriginale, uaktuelle, tidsprægede Grundtvig de moderne „grundtvigianere” sætter højt.

Vi, der står i kampen for den kirkelige fornyelse i dag, fornemmer derimod en mærkelig samhørighed med den kamp, som Grundtvig stod i de første 35 år af sit præsteliv. Det er denne kirkelige og ret forståede katolske Grundtvig, der er aktuel og moderne i dag — i det århundrede, der med rette er kaldt „kirkens århundrede”.

Poul Ulsdal
2. årgang nr. 2 — Høst 1959