Forholdet til Indre Mission
Som vi i kampen for fornyelse af vor kirke kan samarbejde med den gamle grundtvigianisme, hvor den endnu findes, således er der også en indre mission, vi kan arbejde sammen med. Som der lå noget meget betegnende i den første grundtvigianismes ofte brugte navn: „Den kirkelige anskuelse”, således var det ikke tilfældigt, at Indre Missions fulde navn blev „Kirkelig forening for den indre mission i Danmark”. Jeg tror ikke et øjeblik på, at det var på grund af magtstræb, som det for tiden påstås i professoral dømmesyge, når den lille missionsforening i 1861 i Stenlille fik dette navn. I hvert fald: på programmet blev I.M. en kirkelig bevægelse, og hvad det har betydet i vor kirkes liv, er svært at måle. Vækkelsen blev som helhed bevaret inden for den danske kirke. Dens muligheder for vildførelser blev stærkt begrænsede. Trods dens meget stærke vægtlæggen på lægfolkets medarbejde — altså på det almindelige præstedømme — har det særlige præsteembedes bærere altid haft en afgørende indflydelse. Jeg har en fornemmelse af, at der altid i I.M. har været en instinktiv respekt for embedet. Når forargelsen var så stor over, at dets bærer var vantro, fjende af vækkelsen o.s.v., var baggrunden vist, at denne mand havde så stort et embede.
Når embedet værdsættes, sættes også kirkens bekendelse højt. Det var tilfældet for Indre Mission. En vækkelsesbevægelse falder gerne for den vranglære, at livet er vigtigere end læren. Det blev for en del den gamle pietistiske vækkelses undergang. Når læren ikke fastholdes, breder subjektivismen sig. Og når følelsernes glød er ved at slukkes, så har man i sin subjektivisme smidt lærens og dogmernes stærke støtter bort og har kun sin private spekulation og snusfornuft — kort sagt rationalismen tilbage.
Foruden at være vækkelsesbevægelse har netop det præstelige element i I.M. været medvirkende til, at bevægelsen gang på gang har stået i en kirkekamp for den rette lære og for den augsburgske bekendelse. Man kan sagtens som kirkehistoriker bagefter være farisæisk og pege på, at disse folks hænder ikke altid var rene. Kirkepolitisk kamp for dogme og lære er nu engang et groft stykke arbejde, men et arbejde der skal gøres. Man kan pege på håbløse affærer på disse områder, som I.M. i tidens løb er blevet indblandet i — f.eks. Arboe-Rasmussen-sagen og sidst sagen om kvindelige præster. Hvor lidt der tilsyneladende kom ud af alt dette, så er der dog derved sket det, at en snart 100-årig vækkelsesbevægelse aldrig har sluppet troen på bekendelsens, lærens og dogmets betydning. Det er sande kirketegn. At denne bevægelse så også har haft sine svinke-ærinder bort fra den rette tro, er en anden sag. Det kommer jeg senere tilbage til.
Det, der vel allermest har bevaret I.M. indenfor folkekirken og dermed gjort den til en uhyre vigtig faktor i vor kirkes liv, er dog dette udprægede kirketegn, at sakramenterne: dåb og nadver og for en del også skriftemålet blev holdt højt i ære — og i hvert fald længe beholdt deres ortodokse indhold.
Vækkelsens omvendelsestale var i hvert fald i begyndelsen en tydelig omvendelse til dåbens nåde. Og så er faren for afsporing ikke stor. Og nadveren blev flittigt brugt. Og kirkegang var en selvfølgelighed som hos romerkirken i dag. Når der i dag fra visse moderne missionsfolks side udtales eller antydes, at vækkelse og mission ikke kan forliges med højkirkelighed, så er selve I.M.’s første historie et bevis for det modsatte. For en bevægelse, hvor kirkegang er det selvfølgelige, hvor sakramenterne holdes i levende brug, hvor både det særlige og det almindelige præstedømme har deres rette værdi, hvor bibeltro ikke står alene, men er knyttet til bekendelse og lære, er en bevægelse, der rent ud sagt har meget vigtige højkirkelige træk. Og det var en sådan bevægelse, der dengang blev en stærk vækkelsesbevægelse i vor kirke. Og på den anden side er det en afsporet højkirkelighed, der ikke har kristenlivets vækkelse som sit mål.
Men — der er desværre et „men” at sige, som må siges. Ja, der er adskillige, for den foregående skildring kan måske nok siges, at være noget idealiseret, idet den kun har tegnet nogle væsentlige træk af især den gamle I.M.’s teologi. Der er spørgsmålet om religiøs praksis på forskellige områder, der er de særlige adfærdsmønstre, som præger bevægelsen o.s.v. Disse spørgsmål er nu ikke så vigtige, selvom de oftest falder mest i øjnene. Jeg vil pege på noget langt vigtigere — på den måde, hvorpå I.M. hist og her er ved at dø i dag.
Kætteriet ligger altid lige op ad sandheden. Sådan også her. Fra „Kirkelig forening for Indre mission” er der ikke lang vej til den bevægelse, man mærkelig nok kalder „Luthersk mission”. De menige medlemmer kan ofte ikke se forskel. Og så er der dog et dybt svælg imellem dem. Det er de ovennævnte kirketegn, der forsvinder. Og netop det er I.M.’s ulykke mangfoldige steder i dag. Lægmandselementet får overhånd over det særlige præstedømme. Så kan man godt selv. Så bliver bibelen den private opbyggelsesbog løsrevet fra bekendelsen og læren. Så bliver missionshuset til pseudo-kirke, så skikker man sig lige med denne verden og går snart lige så lidt i kirke og til alters som den. Så viser man ikke mere andre kirkevejen. En tid kan man bevare troen for sig selv, hvis man endnu bruger bibelen og bønnen — ja, tilsyneladende kan det gå længe. Men mangfoldige steder ser man i dag det hele ebbe ud. Når man ikke holder fast ved kirke, gudstjeneste, sakramenter, bekendelse, embede, så tømmes også det lille røde hus med det bibelske navn. Hvor man holder fast ved disse ting, kan Gud stadig bruge disse huse som sine redskaber til at drage mennesker ind i sit rige. Der kan de endnu være sande missionshuse. (fortsættes i næste nummer).
Poul Ulsdal
2. årgang nr. 3 — Allehelgen 1959