Flere spørgsmål til Indre Mission

II — „Mellemtingene”

Mon tiden ikke er inde til, at man kan tale rent ud af posen med Indre Mission om de såkaldte adiafora, „mellemtingene”? Tale uden lidenskab — uden at stå i et reaktions-forhold til spørgsmålet — prøve at se positivt på tingene?

Vi kender jo tilstrækkeligt til den næsten patologiske reaktion derimod. Mange velbegavede præster indenfor Tidehverv kan i en alder af over 60 år endnu ikke komme ud af deres reaktion. De bander endnu, som fiskerne gjorde i min barndom. De demonstrerer ved sognets gilder på iøjnefaldende måde, at de i en sen alder har lært at danse, spille kort og drikke øl. Alt sammen, fordi de voksede op i hjem, hvor man ikke måtte deltage i disse „glæder”.

Alle vi andre, der altid har måttet gøre disse ting — og altid har gjort disse ting — blot i beskeden udstrækning, fordi vi har haft andre interesser — ser undrende på denne reaktion. Men vi er måske i den grad uden for dette mellemværende, at netop vi kan gå I.M. positivt i møde.

Et kætteri — en vranglære — er vel netop den rette lære, blot forvrænget. Man kan gerne se den rette lære bagved. Det er som i spejlsalen i Tivoli: Vi kan hele tiden kende os selv — og dog er der noget galt i den ene eller den anden retning. Hvad er det rigtige bag disse pietistiske bud, som nogle forarges over, og andre smiler ad — at man ikke må danse, spille kort, gå i theater, måske ikke drikke spiritus?

Lad mig kalde det trangen til virkelig hellighed. Eller kaldet til en virkelig hengivelse til Gud — til en overgivelse til ham med hele sit liv. Og dette kan være en fuldkommen ægte livsytring — udsprunget af en ret kristen tro. I.M. har sikkert aldrig ment noget så uevangelisk, at afholdelse fra disse ting kunne fortjene frelsen. Hvad det blev til i praksis, er en anden sag. Jeg er næsten helt sikker på, oprindelig var dette hovedmotivet: Man havde mødt Guds nåde i Jesus Kristus. Så måtte konsekvensen blive, hvad man opfattede som et helligt liv i troen — eller så måtte man ofre noget, man holdt af, for at vise Gud (og måske verden med), at man helt ville være hans. Der kunne også være bimotiver, at var angst for fristelserne gennem disse ting.

Men dette hovedmotiv er sandt katolsk i betydningen alment kristeligt, medens den praktiske udformning i de forskellige tiders pietisme er noget specielt, som andre smiler ad (som moderne missionsfolk smiler ad de tider, hvor det var synd at have gardiner for vinduerne!). — I ordet „offer” ligger det sandt kristelige i I.M.’s stilling til mellemtingene. Dette nej, man siger, er udtryk for noget, man ofrer til Gud i taknemmelighed for nåden — eller som udtryk for sin hengivelse til Gud. Vranglæren viser sig især ved, at man ikke skelnede mellem disse „ofre” — disse hjemmelavede og tidsprægede bud — og så Guds almene, for alle tider gældende bud, som de udtrykkes f.eks. i de ti bud og i kærligheds-budet. Man ville have, at disse ens egne „bud” skulle gælde alle — og dermed netop blive „bud” og ikke ofre. Ja, det ægte oprindeligt kristelige motiv — offermotivet — forsvandt jo i det øjeblik, at de andre heller ikke måtte have fornøjelsen. Og en hel karikatur var der kommet ud af det, når et menneske overfor mig engang fastholdt, at kristne måtte ikke danse, og så sluttede samtalen med den morsomme finale, at han selv hverken kunne eller brød sig om at danse! Så er der bare tilbage et hjemmelavet bud, som man selv med lethed kan efterleve, og nu kan slå andre i hovedet med — og endelig selv blive farisæisk af. Ofret var helt forsvundet.

Men de første i vækkelsestiden — de ofrede virkelig — gav sig hensynsløst Gud i vold, når de smed deres elskede spillekort i ilden og knuste violinen. Det var et sandt udtryk for at ofre sig til Gud. Men det betyder at „mellemtingene” må ses på linie med de andre ofre, som troende mennesker frivilligt er gået ind under i kirkens historie: at ofre ægteskabets glæder i cølibatet — ofre jordisk gods i frivillig fattigdom. Det skyldes vel en i disse tider medfødt anti-katolicisme, at man slet ikke havde øjnene åbne for disse i hele kirkens historie så almindelige udtryk for menneskers hengivelse og offer til Gud. I stedet for disse i virkeligheden bibelske udtryk for ofret valgte man altså disse mere småborgerlige, hjemmelavede udtryk. Men troen bagved — offersindet har sikkert engang været det samme.

JO, jeg er overbevist om, at I.M. engang har haft fat i noget rigtigt, da den den vidste — eller måske blot anede, at til troen hører at ofre — at give afkald.

Jeg håber, at det virkelig vil fremgå, hvor positivt vi stiller os til I.M.’s forhold til „mellemtingene”. Tidehvervs reakton er tragi-komisk. Men det er også alt for billigt at mene, at de ting kan man blot lade ligge og så som „frisindede” missionsfolk og K.F.U.M -folk begynde at eksperimentere med bal i krypten og Fadervor til slut. Det kender vi jo fra „De danske ungdomsforeningers” første år. Nej, vi må se at finde tilbage bag den noget forvrængede lære til den gamle kirkelige lære, der ligger bag. I indstillingen til „mellemtingene” er bevaret en erindring om, at troen må give sig udtryk i visse synlige, håndgribelige ofre. Ja, jeg tror, der ligger gemt noget af kirkens gamle tale om offer og faste. Ordene er de fleste af os så fremmede i munden og i pennen. Men vi er nogle, der er ved at blive klar over, at disse ord bør blive levende igen, hvis vor kristendom skal komme op af det morads af snak og theorier, som den er ved at forsvinde i.

Poul Ulsdal
3. årgang nr. 1 — Fasten 1960