FASTETIDEN, som vi nu er inde i, er ikke en Tid, som hele Vejen igennem blot bærer det samme Præg. Men den har sin særlige Rytme og viser fra Uge til Uge en stadig Stigning eller snarere Fordybelse.
Forud for den går den korte Fastelavnstid med Fastelavns Søndag, Mandag og Tirsdag [i år d. 6.3-8.3.2011]. Den er efter Kirkens fine pædagogiske Forstaaelse en munter Festtid, hvor vi slaar gækken løs med Fester og Karnevaler, inden den alvorligere, kødløse Tid kommer — Ordet „Karneval” betyder jo „Farvel til Kødet”.
Saa begynder Kirkens gamle 40 dages Fastetid Askeonsdag [d. 9.3.2011]. Fra da af bør kristne Mennesker lægge en Dæmper paa visse Ting i deres Liv og begynde at faste saadan, som enhver evner det og behøver det. Men at faste er ikke nogen paabudt Lov, det er en gavnlig Øvelse, som vi indbydes og tilskyndes til at deltage i. Og vi skal huske Herrens Ord i Askeonsdags Evangelium: „Naar I faster, skal I ikke gaa med sørgmodig Mine — Men naar du faster, saa salv dit Hoved og vask dit Ansigt” (Matt 6,16-18).
Derpå følger Fastetidens første Del med 1. – 3. Søndag i Fasten samt Midfaste Søndag [i år d. 13.3 – 3.4.2011]. Disse Uger er endnu ikke præget af Tonerne om Jesu Lidelse. De fører mere vore Tanker hen paa hans Kamp mod Ondskabens Magter, hvorom ogsaa Søn- dagenes Evangelier handler:
- Fristelsen i ørkenen — [Matt 4,1-11]
- Den kanaanæiske Kvinde — [Matt 15,21-28]
- Den Stærke og den Stærkere — [Luk 11,14-28]
- Bespisningen i Ørkenen — [Joh 6,1-15]
Da tænker vi ogsaa paa Kristenlivets Kamp og synger: „Op, I Kristne, ruster eder! Kristi Kæmper, ud paa Vagt!” [DDS 2002: nr. 625].
Med Søndagen efter Midfaste [d. 10.4.2011] er vi inde i Fastetidens anden Del, Passions-tiden. Dagens gamle Navn er Passionssøndag. Og at det nu er Jesu Lidelse, der helt optager vore Tanker, ser vi af Dagens oprindelige Evangelium: „Da tog Jøderne Sten op for at kaste dem paa ham” (Joh 8,59). Nu begynder ogsaa alle Passionssalmerne at lyde ved Gudstjenesterne, ikke mindst Kingos. Og et endnu stærkere Præg af den dystre Alvor, som møder os her paa Vejen til Langfredag, udtrykker sig i Kirkens Liturgi — der er f. eks. Tradition for fra Passionssøndag at lukke de gamle Skabs-Altertavler, hvor saadanne haves i Kirkerne.
Men i vor danske Kirke møder vi paa denne Søndag en Vanskelighed, idet Dagen er blevet slaaet sammen med Mariæ Bebudelses Dag og i Alterbogen har fået dennes Navn og Bibeltexter. Og hvordan kan vi fejre baade Begyndelsen på Guds Søns Menneskevordelse, der kalder paa vor Glæde, og hans Passion, der stemmer os til Sorg? Det er meget uheldigt med denne Ordning, som midlertidigt maaske bedst kan afbødes ved, at der holdes to Gudstjenester paa Dagen, Højmesse som Bebudelsesfest og Aftengudstjeneste i Passionens Tegn. Her er en Opgave for vort liturgiske Udvalg, at arbejde paa at flytte Festen for Mariæ Bebudelse tilbage til dens gamle Dato d. 25.3 eller hen i Ugen efter Paaske. Thi som Festdag i Passionstiden passer den ikke, og udgaa af vort Kirkeaar maa denne vor eneste Maria-dag heller ikke.
Med den følgende Søndag, Palmesøndag [d. 17.4.2011] gaar vi ind i Passionstiden sidste Uge, den stille Uge. Nu er vi gennem Liturgiens Texter med i Jerusalem, Herrens Lidelsers By. Og al vor Opmærksomhed er nu samlet om at følge ham til Golgata. Alle Ugens Dage, paa hvilke al Fest og Komsammen er udelukket, bør fejres, helst i Kirken, ellers i det private Andagtsliv. Der er Tradition for paa Ugens tre første Hverdage at læse Jesu Lidelseshistorie henholdsvis efter Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet.
Skærtorsdag vil det være ret at fejre Højmessen om Aftenen, nemlig ved den Tid, „da Jesus vidste, at hans Time var kommet”.
Langfredag, om hvis liturgiske Udformning vor Alterbog tier, kan Johannesevangeliets Lidelseshistorie læses; ligesaa de saakaldte Improprier, „Bebrejdelserne”, et gammelt Led af netop denne Dags Liturgi. Gudstjenesten bør ikke være Messe med Altergang — ogsaa den hellige Nadvers Glæde vil vi undvære paa denne Sorgens Dag. Og Alteret bør være helt afklædt, saa det i sin barske Nøgenhed bliver os et Billede på Golgata. Den Korsets Hyldning, som fra gammel Tid sluttede Langfredags Gudstjeneste, kan vi faa med paa forskellig Vis, bl. a. ved at bruge Salmebogens Nr. 184 [DDS 2002 – nr. 211: Lad vaje højt vort Kongeflag], Grundtvigs Gendigtning af Venantius Fortunatus’ Langfredags-Salme „Vexilla Regis”.
Ogsaa Paaskelørdag bør fejres med Kirkegang, som det nu sker mange Steder. Texten er Evangeliets Beretning om Herrens Gravlæggelse, og vor Salmebog har nogle udmærkede Salmer til Dagen. Og naar Kirkeklokkerne Lørdag Aften begynder at Kime, gaar Pas- sionstiden til Ende med sin Faste og sin Sorg.
Og Paaskemorgen [d. 24.4.2011], naar Alteret igen er klædt, Lysene tændt, Kristtjørnens stikkende Torne afløst af gule Paaskeliljer, der som smaa Trompeter trutter det ud, at „Krist stod op af døde”, og Liturgiens Glædesled er vendt tilbage, da er alt Glæde, Jubel og Fest ved Menighedernes Paaskehøjmesse. Paaskefesten, den korsfæstedes frydefulde Opstandelsesfest kræver to Helligdage på Rad og kaster sit Lys over hele den følgende Tid, Kimetiden, hvor Klokkerne kimer hver Søndag lige til Pinse. Og Søndag efter Paaskedag, Hvide Søndag [d. 1.5.2011] gaar Konfirmandernes lange Procession ind i Kirken til Konfirmation, for nu i Opstandelsens Lys er der noget at konfirmere paa og fri Adgang til at holde Fest. Og Klokkerne bliver ved at kime til Himmelfarts- og Pinsefest. Men saa langt vil vi ikke tænke frem endnu, den Glæde gemmer vil til næste Nummer.
Urban Schrøder, Varnæs
1. årgang nr. 5 — Fasten 1959