Forfatter: admin

Fra ægteskabsdebatten i Norge

Offentlig regulering av ekteskap – grenser for lovgiverens makt

 Av: Johan Haga

I 2008 vedtok stortinget at homofile kan inngå ekteskap. Ingen har stilt spørsmålstegn ved om denne type stortingsvedtak ligger innenfor det lovgiver har makt til å vedta. Vedtaket reiser spørsmål om grensene for lovgiverens makt.

Politikerne har i dette tilfelle endret et begrep som har usedvanlige lange og dype røtter i de fleste kjente kulturer.

Som mange andre fenomen, er det ikke politikere som har skapt ekteskapet. Det bestod lenge før det ble gjenstand for lovgivning, og ekteskapet forsvinner ikke om lovreguleringen oppheves. Ei heller det grunnleggende rettslige innhold forsvinner om loven skulle forsvinne.

Det grunnleggende spørsmål for ekteskapets vedkommende er hva som skal til for at et samliv skal være et ekteskap også i rettslig forstand.

Ekteskapet som fenomen er nært knyttet til videreføring av slekten. Den ideologiske forutsetningen for begrepet ekteskap er at partene etter naturen kan få barn sammen. Det kan bare heterofile.

Det urgamle rettslige minimumsinnhold i ekteskapet er at kvinnens barn automatisk regnes som mannens barn, pater est regelen. Denne regel er skapt av menneskenes oppfatning gjennom uminnelige tider. Den innebærer at ektemannen, fordi han er ektemann, får ansvar for – og myndighet over barnet. På sin side får barnet rettigheter i forhold til morens ektemann, blant annet arverett.

Saken er den at lovgiver ikke har makt og myndighet til hva som helst. All makt ligger ikke i hendene på politikere, byråkrater og rettslærde. Det er med andre ord grenser for statens makt. Staten kan ikke forandre hva som helst etter eget forgodtbefinnende. F. eks. kan staten – og heller ingen annen for den saks skyld – bestemme at en fisk er en fugl, eller at en bil er et fly. Men akkurat dette gjør staten når den vedtar i lovs form at homofile kan inngå ekteskap. De homofile kan kort og godt ikke inngå ekteskap om de og alle andre aldri så mye vil.

Min uærbødige påstand er at da stortinget i 2008 vedtok at homofile kunne inngå ekteskap, og innførte begrepet medmor i barneloven istedenfor far, fattet de en beslutning som ligger langt utenfor deres myndighet og reelt sett er en nullitet. Lovgiver kan ikke bestemme at to kvinner eller to menn kan få barn sammen. Det må en mann og en kvinne til for å skape et barn. Denne livsloven kan en lovgiver ikke komme utenom. Ekteskap mellom homofile er derfor en nullitet. Deres samliv blir ikke ekteskap selv om staten aldri så mye betegner deres samliv med dette begrep.

Staten har myndighet til å vedta rettsregler for samliv mellom så vel heterofile som homofile. Men hva som er et ekteskap kan staten ikke skalte og valte med.

Den politiske korrektheten har fullstendig tatt overhånd i denne saken. Hvorfor var det ingen på stortinget som påpekte dette enkle faktum da loven ble behandlet? Hvor var kirken da loven ble vedtatt, og hvor er kirken nå? Jo, den er der at den vurderer å innføre vigselsliturgi for homofile! Kirken planlegger altså å lage en liturgi for et ekteskap som er en nullitet, og for et samliv som rimelig klart strider mot kirkens lære.

Det staten også har gjort ved endringen av ekteskapsloven i 2008, er å kaste blår i øynene på de homofile. Staten prøver til og med å innbille dem at de kan få barn sammen ved å innføre begrepet medmor. At de homofile selv vil det slik, er helt ubegripelig, men saken blir ikke bedre av den grunn. Det tilligger heller ikke dem å avgjøre hva som er et ekteskap.

Etter 1972 er ekteskapet deregulert i Norge. Slik er det for øvrig i de fleste vestlige land. Borgerne kan velge om de vil regulere sitt samliv uavhengig av det vedtatte lovgivning om ekteskapet. Den lovregulerte ordningen av ekteskapet er med andre ord sunket ned til å bli bare et frivillig alternativ.

Den forandringen som skjedde i 1972, burde for lengst fått som konsekvens at Den norske Kirke og alle andre kristne trossamfunn vurderte på ny ekteskapet i forhold til kristen tro. Samliv uten vigsel er teologisk problematisk. Men når staten har deregulert ektskapet, er det da nødvendig å inngå ekteskap i samsvar med den lovgivning staten har gitt for at et ekteskap skal være gyldig i teologisk forstand, eller kan ekteskap inngås uavhengig av det statlige alternativ?

Når staten i tillegg gjennom sin lovgivning har torpedert begrepet ekteskap, er det etter min mening teologisk ikke bare akseptabelt, men egentlig også påkrevet det skapes teologiske og rettslig holdbare alternativer til den statlige regulering av ekteskap.

I et samfunn hvor samliv er deregulert – hvor det er opp til partene å avtale form og innhold når det gjelder samliv, hvor den offentligrettslige reguleringen av samliv er blitt deklaratorisk – kan jeg vanskelig se noe teologisk til hinder for at gyldig ekteskap kan inngås på annen måte enn i samsvar med de krav til avtaleinnhold og form for avtaleinngåelse som er gitt av staten.

Det er ingen teologiske eller rettslige hindringer for at trossamfunnene etablerer sine egne ordninger for ekteskapsinngåelse uavhengig av statens deklaratoriske lov. Ekteskap inngått uavhengig av statens regulering vil være teologisk gyldige. De kan gjøres like rettslig bindende som statens regulering.

Kirkesamfunnene bør lage sine egne regler for prøving av ekteskap, utarbeide egne avtalevilkår for ektefellene og ha sin egen vigselsordning. Ved dette kan det skapes kirkelig ekteskap og kirkelig vigsel virkelig et alternativ til statlig ekteskap og statlig vigsel. I et samfunn som har deregulert ekteskapet og tillatt alternative samlivsformer, kan ingen hindre dette.

Ved endringen i 2008 prøver staten å rive i stykker ekteskapsbegrepet og ekteskapet som rettsinstitutt ved å innføre kjønnsnøytralitet. Dette er en handling fra statens side langt utenfor dens myndighet. I denne situasjonen bør de kristne kirker etablere alternativer som bidrar til å holde ekteskapsbegrepet intakt og bevare ekteskapet som rettsinstitutt.

Johan Haga, advokat

(Kronikk i Dagen 19.03.14)

Hyrdebrev

En række kirkelige organisationer og bevægelser har udsendt et åbent brev til folkekirken:

Åbent brev til folkekirken

  • Et hyrdebrev til vejledning, trøst og håb for menighederne i en kirkelig brydningstid

Anledningen til dette brev er Folketingets vedtagelse af den nye lov om kønsneutralt ægteskab og folkekirkelige biskoppers udarbejdelse af et vielsesritual for homoseksuelle. Det udsendes af bestyrelserne i følgende kirkelige bevægelser og organisationer:

– Dansk Bibel-Institut

– DanskOase

– Evangelisk Luthersk Missionsforening

– Evangelisk Luthersk Netværk

– Indre Mission

– Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

– Kristeligt Forbund for Studerende

– Luthersk Mission

– Menighedsfakultetet

Vi udtaler:

Med indførelsen af et ritual for vielse af homoseksuelle befinder den evangelisk-lutherske kirke i Danmark sig i en historisk krise. Det er i denne situation påtrængende at give åndelig vejledning og udvise teologisk lederskab, og for at fremme dette har hyrdebrevets afsendere søgt enhed mellem forskellige organisationer og bevægelser, der i denne sag deler en stor bekymring for den danske folkekirkes tilstand og et stort håb til kirkens Herre.

Vi vil understrege, at vi ikke ønsker at medvirke til fordømmelse af homoseksuelle i vores kirker og vores samfund. Tværtimod ønsker vi, at vores menigheder i stadig højere grad bliver fællesskaber, hvor mennesker med homoseksuel orientering og følelser finder et hjemsted og et fristed midt i livets vilkår og efterfølgelsens udfordringer.

Samtidig er det påtrængende for os at understrege, at kirken ikke har noget mandat til at velsigne eller indstifte et homoseksuelt parforhold som et ægteskab. Et ritual for vielse af homoseksuelle bringer kirken i konflikt med kirkens grundlag, som det kommer til udtryk i de fire klassiske kendetegn, som er fælles for den globale, kristne kirkes bekendelse: Én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.

Kirkens ENHED er truet, fordi ritualet isolerer folkekirken fra det meste af kristenheden i både fortid og nutid, der ikke vil anerkende den teologiske legitimitet af dette ritual.

Kirkens HELLIGHED er truet, fordi ritualet velsigner det, som Bibelen kalder synd. Dermed forkyndes syndernes tilladelse i stedet for forladelse, og dette såkaldte evangelium er ikke et evangelium.

Kirkens ALMINDELIGHED er truet, fordi ritualet er i modstrid med bibelsk skabelsesteologi og samtidig omdefinerer, hvad der kulturhistorisk og erfaringsmæssigt har været anerkendt som ægteskab, også i ikke-kristne kulturer.

Kirkens APOSTOLSKE tradition er truet, fordi ritualet afskærer kirken fra den apostolske tradition i dette spørgsmål: Paulus, kirkefædrene, Luther m. fl.

Vi har forgæves forsøgt at undgå denne situation, hvor nogle af biskopperne som kirkens øverste ledere og hyrder baner vej for dette ritual. Nu beklager vi denne situation, og vi vil åbent gøre opmærksom på, at vi betragter det som et stort og alvorligt svigt af kirkens åndelige ledere. Og vi udtrykker vores støtte til de biskopper, som har forsøgt at undgå denne situation.

I denne situation drager vi forskellige konsekvenser. Nogle vælger at blive i sognemenigheden, andre danner valgmenigheder inden for folkekirken, andre igen træder ud af folkekirken og går over i frimenigheder og andre kirker. Vi vil opfordre til, at vi sætter hinandens samvittigheder fri og anerkender de forskellige veje, vi vil gå i den kommende tid, når vi forsøger at være sandheden tro i kærlighed. Og lad os fastholde, at vi stadig er i fællesskab om det afgørende: Kirkens enhed, hellighed, almindelighed og den apostolske tradition, som den er bevidnet i Bibelen og de evangelisk-lutherske bekendelser.

Lad os se hinandens forskellige valg som forskellige sider af samme nød, samme kamp, samme glød, samme glæde. Lad os stræbe efter samhørighed og kærlighed og lad os fortsætte fra hver vores sted med at løfte fanen højt for et ægte, åndsfyldt evangelium og for dette evangeliums udbredelse i vores folk. Lad ikke den nuværende nødsituation tage modet eller kræfterne fra os til at gøre det, vi under alle vilkår er kaldet til at gøre: forkynde korsets evangelium og praktisere opstandelsens liv. Det har til alle tider haft alle Guds største løfter for sig.

Når Gud er trofast og har al magt i himlen og på jorden, så retter vi ryggen og ser lyst på fremtiden. Den er under alle omstændigheder Guds.

Må Gud være nådig mod vores folk og forbarme sig over folkets kirke!

Teksten til ritualet er meldt ud

Ritualets tekst er nu blevet offentliggjort. Det skete i dagens kronik i Jyllands-Posten. Endda på fandens fødselsdag af alle dage; en dag hvor der også blev flaget med split-flag ved alle officielle bygninger, fordi Prinsgemalen Henrik fyldte år.

Det er selvfølgelig ikke tiltænkt, men det er da meget symbolsk at det nye ritual lanceres på en sådan dag, hvor der flages med split-flag.

Ritualet kommer ikke til at samle, det kommer til at splitte.

Kirken som brud?

I kølvandet på vedtagelsen af Lov 106 om ægteskab mellem to personer af samme køn, melder spørgsmålet sig naturligt om dette ægteskab også skal kunne indgås i den lokale sognekirke, som ægteskaber hidtil har kunnet. Ja, selvfølgelig.

Det er en del af ligestillingsprojektet. Ritualet herfor løftes snart.

Otte ud af ti biskopper har set på sagen, medvirket.
To har meldt fra.

Gad vide hvilke ekklesiologiske og kristologiske følger den nys vedtagne omdefinering af ægteskabet i Dannevang får for forkyndelsen i kirkerne? Ingen vil fortalerne sige, men det er jo ikke rigtigt.

Menigheden omtales flere steder i Ny Testamente som brud og Kristus som brudgom. Herrens apostel skriver i Efeserbrevet kap. 5:

“I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, v22  I hustruer under jeres mænd som under Herren; v23  for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. v24  Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.

v25  Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den v26  for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, v27  for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. v28  Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. v29  Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken. v30  For vi er lemmer på hans legeme. v31  Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. v32  Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken.v33  Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand.”

Herrens apostel kendte ikke noget til ægteskab mellem to mænd eller to kvinder.

Vi får brug for en ny teologi, en ny kristologi, en ny ekklesiologi — hvem vil skrive den?

Lov 106 vedtaget

Lov 106 blev vedtaget torsdag d. 7. juni 2012

Det kom ikke som en overraskelse at lov 106 blev vedtaget ved tredjebehandlingen i Folketinget torsdag d. 7. juni 2012.

85 medlemmer af Tinget vedtog loven om ægteskab mellem to personer af samme køn.
24 stemte imod. 2 forholdt sig neutrale. 68 var fraværende.

Ægteskabets kulturhistorie får dermed tilføjet endnu et kapitel. Ægteskab mellem to af samme køn. Hvad skal man mene? Nogle finder det helt fint, andre kan slet ikke forstå det. Ægteskab mellem to mænd. Ægteskab mellem to kvinder.

Almindelig sund fornuft, common sense, har i generationer vidst, hvad man talte om og hvad man mente, når man sagde, at man var blevet gift. Så havde man fået en kone, hvis man var mand. Og man havde fået en mand, hvis man var kvinde. For almindelig sund fornuft har i århundreder, ja, så langt tilbage vi kan huske, regnet ægteskabet for en ordning mellem en mand og en kvinde.

Det er slut nu. Tillykke Danmark. Et folketing kan vedtage en lov, men kan et folketing også ophæve almindelig sund fornuft?

Hvem kan blive gift i kirken?

I sidste nummer af RE-FORMATIO (julen 2011) bragtes et åbent brev fra en række præster til biskopperne. Man undrede sig over hvad der var på færde i spørgsmålet om vielse i kirken, ritualdannelse, ægteskabslovgivning m.m. Kredsen af præster har taget initiativ til at oprette en blog, hvor man kan følge med i debatten. Den foregår mange steder, men altså også. Klik på linket.

Vi undrer os også

I KRISTELIGT DAGBLAD d. 26.11.2011 henvendte en række præster sig i et åbent brev til landets biskopper i forbindelse med ritualdannelse for indgåelse af og velsignelse af enskønnedes samliv. Udgiverkredsen bag RE-FORMATIO takker præsterne for initiativet. Vi undrer os også, og bringer derfor med tilslutning det åbne brev her:

Åbent brev til biskopperne – fra Kr.D d. 26.11.

Den 23. november om morgenen kunne man læse på Kirkeministeriets hjemmeside, at regeringen har besluttet, at homoseksuelle par skal kunne indgå ægteskab på rådhuset og i folkekirken på lige fod med ægtepar bestående af en mand og en kvinde, og at der skal udarbejdes et ritual for homoseksuelle pars ægteskabsindgåelse.

Vi var nok en del, for hvem denne regeringsbeslutning kom overrumplende, idet diskussionen om, hvorvidt et registreret partnerskab er det samme som et ægteskab, stadig pågår og skiller vandene i folkekirken.

Men selvfølgelig burde ingen være overrasket over, at kirkeministeren ønsker at gå imod sproget, al menneskelig erfaring samt 2000 års kirkelig og verdslig forståelse af ægteskab og familie.

Hvad der imidlertid kan undre, det er, at man i bekendtgørelsen fra Kirkeministeriet kan læse, at biskopperne har tilkendegivet, at de vil indgå i samarbejdet om at udarbejde det nye vielsesritual.

Kan det virkelig passe, at samtlige biskopper i Danmark er af den overbevisning, at det homoseksuelle parforhold er af samme art som ægteskabet mellem mand og kvinde?

Kan det passe, at samtlige landets biskopper er uanfægtede af, at kirkens ægteskabsvelsignelse hidtil har hvilet på Skriftens ord om, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde?

Kan det passe, at samtlige landets biskopper er uanfægtede af, at kravet om, at det registrerede parforhold skal regnes for et ægteskab, udtrykker en ukristelig tro på, at virkeligheden er noget, vi mennesker selv skaber; at virkeligheden altså ikke er givet, men er en menneskelig konstruktion?

Ifølge denne tro skabes virkeligheden i den menneskelige bevidsthed – ”vi er, hvad vi synes, vi er ”.

For kristent forstået er mennesket skabning, og virkeligheden skabt af Gud. Ægteskabet (foreningen af de to ”forskelligheder”, mand og kvinde) er en gudgiven ordning, hvoraf alt menneskesamfund udspringer.

Samtidig er denne forening af mand og kvinde et billede på Kristus og kirken, hvilken det eksisterende vielsesritual tydeligt understreger.

Lad det være sagt, så det ikke skal misforstås: at ægteskabets ordning som familiestiftende velsignelse ikke er ensbetydende med en fordømmelse af homoseksuelle mennesker.

Men den angiver en forskel – den forskel, at ikke ethvert menneskeligt forhold bygget på kærlighed er et ægteskab, for ægteskabet er noget ganske bestemt: det forpligtende forhold mellem mand og kvinde. Velsignelsen lyses ikke over følelser, men over ordningen. Denne ordning bliver af Gud selv kaldt velsignet, hvilket alene er grunden til, at kirken velsigner den.

Undertegnede præster i folkekirken er ganske uforstående over, at I biskopper uden videre kan forene jeres bispeløfte om troskab mod bibel og bekendelse med udarbejdelsen af et ægteskabsritual for homoseksuelle. Vi forventer en omhyggelig redegørelse for hver enkelt biskops teologiske begrundelse for et sådant rituals overensstemmelse med Skriften og bekendelsen.

Dette så meget desto mere, som vi i vores præsteløfte har lovet at agte vores foresatte. Men hvordan kan man som præst agte en biskop, der lader hånt om Skriften og bekendelsen, og som åbenlyst føler sig kaldet til at formulere en ny virkelighed?

Det er trist at se, at den offentlige mening åbenbart er mere skræmmende for vor tids biskopper, end de vilde dyrs tænder i Colosseum var det for oldkirkens biskopper.

Agnete Raahauge, sognepræst, Hørup Sogn, Haderslev Stift; Claus Thomas Nielsen, sognepræst, Stauning , Skjern Pastorat, Ribe Stift; Søren Holm, sognepræst, Flødstrup-Ullerslev Pastorat, Fyns Stift; Karsten Bjerreskov Farup, sognepræst, Herstedvester Sogn, Helsingør Stift; Elisabeth Krarup Jensen, sognepræst, Augustenborg Sogn, Haderslev Stift; Morten Rydal, sognepræst, Hem-Hindborg-Dølby Pastorat, Viborg Stift; Jesper Bacher, sognepræst, Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat, Lolland-Falster Stift; Margrethe Horstmann, konstitueret sognepræst, Søllested-Skovlænge-Gurreby Pastorat, Lolland-Falster Stift; Sten Vedstesen, sognepræst, Brøns-Vodder Pastorat, Ribe Stift og Morten Brøgger, sognepræst, Stillinge-Hejninge Pastorat, Roskilde Stift

Hvad vil de højkirkelige

Højkirkelighedens anliggende

Rundt om ved kirkelige møder og præstekonventer spørges der — efterhånden som man bliver træt af bladangrebenes hidtil lave plan og de mere eller mindre bevidste fordrejninger og mistydninger: Hvad er det egentlig, de højkirkelige vil?

Skal man svare herpå, må man gøre sig klart, at „de højkirkelige” i Danmark ikke er organiseret som noget kirkeligt parti, men udtryk for en bevægelse. Derfor kan, hvad der siges, kun fremstilles af en enkelt for egen regning og risiko, — uden at andre på nogen måde kan være bundne deraf. Dog skulle jeg mene, at vi alle i mere eller mindre høj grad vil føle os på linie, når jeg prøver at anføre følgende ting til orientering om „anliggendet”.

Det er os magtpåliggende at arbejde for forståelsen af følgende:

  1. Kristendom er historie. Ikke alene i den betydning, at den er en profetisk-historisk religion blandt flere andre. Ikke kun ved hævdelsen af forsoningens og forløsningens „een gang for alle” i Jesus af Nazareth. Men det særligt kristelige: Gudmenneskets paradoxale under på bestemt tid og sted til frelse for alle tidens mennesker med alt, hvad der deraf følger for frelsens karakter og tilegnelse.
  2. Kirken er en levende organisme. Hvad enten man i sin anskuelse lægger hovedvægten på det institutionelle eller på det sakramentale i kirkens væsen, er kirken udtryk for Kristi fortsatte inkarnation på jorden.
  3. Det kirkelige embede beror på een af Gud villet ordning. Det er ikke en funktion af menigheden, men en funktion for den og i den. Det afleder ikke sin myndighed fra menigheden, men fra Gud — og gennem historisk ordinations-rækkefølge fra kirkens herre, Jesus Kristus. Det er sat til at tjene med ordets forkyndelse og nådens hellige midler og til at forestå kulten i menighedens forsamling.
  4. Den sakramentale nåde er ikke kun en form for det forkyndte ord, men en særlig gudsgerning til vor frelse. I den hellige nadver er nådegaven inderligt knyttet til elementerne på „objektiv” måde, hvilket på sin side begrunder messens ydre orden og medfører dens karakter af kult.
  5. Vor kirkes hovedgudstjeneste er efter sit væsen en messe. Derfor forestår et liturgisk arbejde med at gengive vor højmesse en karakter, der udtrykker dette på stadig bedre måde.
  6. Den gamle „tidebøn” er et godt og sandt udtryk for menighedens kirkelige andagtsliv, dens „bøn i Jesu navn”. Derfor går vi ind for dens genoplivelse i den danske kirke.
  7. Den kirkelige tradition — i hele den evangelisk-katholske arv — står vi taknemmeligt modtagende overfor, naturligvis ikke uden kritisk princip.
  8. Med fuld værdsættelse af Martin Luthers berettigede korrektur til middelalder-kirkens frelsesforståelse og hans fremhævelse af retfærdiggørelse ved tro alene føler vi det ikke dogmatisk tilfredsstillende at lade en systematisering af denne lutherske korrektur til et enkelt, omend afgørende punkt udgøre den hele dogmatik, ligesom vi ikke føler os kirkeligt trygge ved kun at lade læremæssige tvivlsspørgsmål og meningsforskelle afgøre alene ved Luther-citater. Vort kirkesyn medfører i vist mål en dogmatisk nybesindelse.
  9. Vi betragter ikke den romersk-katholske kirke af i dag som vor „moderkirke” og ønsker ikke en genforening med den under papatet i dets dogmeskabende overhøjhed med dens Mariakult og særlige messeoffertheologi, men vi ser på den som en „søsterkirke”, der — lige som vi — efter bruddet er gået sine egne veje, — og håber på den dag, da vi på sand måde og virkelig katholicitet kan finde sammen — også med vore romersk-katholske medkristne.
  10. Dansk højkirkelighed er ikke en importvare, men fremgroet på dansk folkekirkelig grund. I loyalitet med vor kirkes bekendelse bekendelsesskrifter vil vi arbejde for en kirkelig fornyelse i den enkelte menighed og i folket, idet vort syn på kirken dog selvsagt ikke lader sig lokalt og nationalt begrænse og derfor også rummer sandt økumenisk perspektiv.

Med anskuelser af ovennævnte art er vi klare over at komme i „modvind” fra forskellige hold, men villige til at gå ind i en saglig drøftelse af tingene vil vi afvise enhver anskuelse, der vil anfægte eller bestride vor ret til „at være her”.

Lund Pallesen
2. årgang nr. 2 — Høst 1959