Katolicisme

Forlængst er mennesker, der skriver i dette blad eller sympatiserer dermed, blevet beskyldt for katolicisme. Nogle taler om „katolicerende tendenser” — en luftede for nylig det fine og egentlig udmærkede navn „dano-katolicisme” — ofte siges det bebrejdende: „De er halv-katolske”.

Mod den sidste udtalelse er vi nogle, der vil protestere skarpt. Den beskyldning vil vi ikke finde os i, vi er ikke halvt, men helt katolske. Og vi vil straks gå over til offensiven og spørge vore angribere i den danske folkekirke: „Det er I vel også. For har I ikke den katolske tro — har I kun brudstykker deraf, så er I kun en sekt.”

Hører vi til den sande protestantiske kirke, så er vi dermed katolikker. Så må vi mene, hvad vi siger i vor trosbekendelse: „Vi tror på den Helligånd, en hellig katolsk (almindelig) kirke.”

Ordkløveri — indvender man måske. Nej, alt andet end det. Vi tror virkelig, at der kan ske en kirkelig fornyelse i vort folk, når det rigtigt går op for præster og menigheder, at vi er sande katolikker.

Jeg gentager det frimodigt: ER vi virkelig protestanter, må vi også fastholde, at vi er katolikker. Det gjorde vore reformatoriske fædre nemlig. Det udtrykkes aldeles klart både med hensyn til bogstav og ånd i det eneste egentlige bekendelsesskrift, som den lutherske kirke føjede til de tre oldkirkelige (katolske) — Confessio Augustana. I efterskriften til artikel 21 og dermed som afslutning på bekendelsens hoveddel, hvor selve troen bekendes, står der sådan: „Dette er i det væsentlige hovedindholdet af læren hos os, hvoraf det kan ses, at der ikke er noget, som afviger fra skrifterne eller fra den katolske kirke eller fra den romerske kirke … ” — Her siges det i hvert fald klart, at de reformatoriske fædre ville fastholde, at de var katolikker i den rette forståelse af det ord.

I den lutherske ortodoksi kunne det samme udtrykkes lige så klart: „Johan Gerhard kaldte et af sine hovedværker for „Confessio Catholica” — en anden af de store, Hollazius udtrykte denne sandhed således: „Den kristne kirke af den Augsburgske bekendelses konfession er den sande kirke og er katolsk, så vidt det gælder læren, men ikke, hvad angår det at omfatte alle mennesker.”

Det, som Hollazius siger, ses også tydeligt af C.A. Hovedsagen der er ikke, at ordet katolsk bogstaveligt står der, men at sagen er der. Og dette kan ses næsten fra artikel til artikel. C.A. vil hele tiden vise — ikke blot, at dens tro stemmer med skriften, man at den stemmer med kirkens tro i de forløbne århundreder.

Ordet katolsk har fået en rig og herlig klang for mange i vor tid — nemlig den gamle klang, som det også har i C.A. Oversat fra latin har ordet jo at gøre med det danske „det hele”. Man kan sige, at ordet katolsk i hvert fald har to dimensioner.

Den ene strækker sig ned gennem tiderne. Det er glædeligt at vide, at også vi kristne „af den Augsburgske confession” kan regne med, at den kristne tro har været til „ i sin helhed” gennem alle tider. Ikke bare oldkirkens, men også middelalderens tro er en del af den sande katolske tros historie. Vi behøver ikke at tro, at i de første 400 år af vore gamle landsbykirkers levetid var det skændig afgudsdyrkelse, der fandt sted i den såkaldte messe. Også da var trods visse misbrug (for at bruge C.A.’s udtryk) den katolske tro til stede.

Men det katolske har også en anden dimension — ikke i tiden, men på det vandrette plan, om jeg så må sige. Når vi siger, at vi vil være katolikker, mener vi i al enfoldighed, at vi vil se at få „hele” den kristne tro med. I særdeleshed i den sidste menneskealder er vor kirke blevet hærget af, hvad man kan kalde den skæbnesvangre „kun-teologi”.

Vi kender alle eksempler derpå: Kristendommen er kun syndernes forladelse — kun ordet alene — kun eskatologi — nadveren er kun en form for ordet — der er kun et „almindeligt præstedømme” i vor kirke o.s.v.

Alt dette er typiske tegn på, at vi har været ved at blive en sekt. Det er sektens kendetegn, at tro for meget på for lidt.

Jo, med stor glæde tager vi det gamle prøvede ord „katolicisme” i brug igen. — Noget helt andet er, at vi nok endnu et slægtled må bruge det mere til „indvortes brug” — og i den mere teologiske debat. Den brede almenhed vil jo stadig opfatte det som lig med det romerske. Og det er jo noget andet. Det spørgsmål skal der nok blive lejlighed til at vende tilbage til.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 4 — Jul 1958