KOM GUD HELLIGÅND

Vi vil gerne gøre noget for vor danske Kirke, øve et Arbejde hver på vort Sted og efter vor Evne for dens Fornyelse til igen at blive det store Hjem for vort Folk, den Moder, hos hvem vi alle kan finde Gud som vor Fader og vinde hans Riges evige Salighed. Fordi vi er overbevist om, at Sjælenes Frelse i Guds Rige er vort Menneskelivs egentlige Bestemmelse, og at Kirken er bygget i vort Folk som Guds Redskab til at naa denne Bestemmelse, derfor er det vor Sorg at se, at vor danske Kirke idag ikke altid virker som et saadant Redskab i Guds Haand, at den på mange maader ikke mere er vel skikket til at øve den Gerning for Sjælene, som Gud har bygget den til. Den ligner i nogle Maader en Moder, hvis evner er blevet stækket, og hvis Midler er blevet hende frarøvet, saa hun ikke er i stand til at sørge ret for sine Børn. Derfor vil vi gerne gøre noget for vor Kirke til dens Beredelse til igen at være Guds velegnede Redskab. Kald det en ny Vækkelse eller en kirkelig Fornyelse eller noget helt andet – Navnet er mindre vigtigt – Hovedsagen er, at mange i Danmark i Dag tænker med Sorg på Kirkens Nød, og spørger: Hvordan kan vi være med til at gøre noget for Kirken, hele Danmarks aandelige Moder?

Om faa Dage skal vi atter fejre Pinsens Højtid. Da faar vi Svar paa vort Spørgsmaal. Det lyder saadan: Vi selv kan intet gøre for Kirken, det kan kun Gud, om han igen vil sende sin Helligaand, thi det har altid været Guds Aand, der byggede Kirken op, og kun, hvor Gud Helligaand kom, rejstes Kirken som Himmeriges Forgaard paa jorden.

Det er vigtigt at lægge Mærke til, at i den apostoliske Trosbekendelses 3. Artikel staar Ordene „Kirke” og „Helligaand” Side om Side. Det siger os, at Kirken er Aandens Værk, Aanden er Kirkens eneste Bygmester, og det enten den skal bygges ny op fra Grunden af eller genopbygges, naar den kom i Forfald. Det samme siger den 3. Artikel i den nicænske Trosbekendelse med Ordene „den Helligaand, som er Herre, og som levendegør”. Guds Aand alene gør alt det levende igen, som blandt os blev døde Ord, tomme Skikke og glemte Skatte, hele vor gamle Kristenarv i Kirken, som vi delvist forsømte og lod os berøve, saa vor Kirke kom i Forfald, og det blev svært for Sjælene at finde Vejen til Guds Rige. Gud Helligaand kan ene gøre alt dette levende, meningsfyldt og brugbart for os igen til Kirkens Fornyelse.

Derfor skal vi bede om Helligaandens Komme. Som en Brud, der sukker efter sin Brudgoms Komme, skal vi bede med Kirken:

Kom, Gud Helligaand, kom brat
gennembryd for mørke Nat
med Guds Morgenrøde!

At holde ud i Bønnen om Helligaandens Komme, at berede vore egne Hjerter til at være hans Bolig og ikke ved vor Holdning hindra ham i at komme, det er den første betingelse for, at vi kan gøre noget for Kirkens Fornyelse. Lad os derfor holde Pinse ved at gøre Bønnen om Helligaandens Komme til vor egen Bøn! Lad os bede denne Bøn oftere, inderligere og med større Forventning til Gud! Og lad os opofre vor Kirkesorg og vort Haab om Kirkens Fornyelse som et Offer til Gud for hans Aands Komme!

Derved kommer meget i vort eget Liv i et nyt Lys. Derved opdager vi, at vor Kritik af Kirkens Forfald ogsaa bør være en Selvkritik, at vor Sorg over, hvad andre gjorde, ogsaa bør blive en Sorg over os selv, og at vor Anklage mod dem, der fejlede og svigtede, ogsaa maa vende sig mod os selv. Og det er saare gavnligt for os at opdage, at den Kirkens Fornyelse, vi beder om med vor Bøn om Helligaandens Komme, skal begynde som vor egen personlige Fornyelse ved, at en ny Bøn fødes på vore Læber: „Herre send os Kirkens Fornyelse i Danmark og lad den begynde i mit Hjerte og mit Liv! Herre, lad atter din frelsende Naade strømme fra Kirkens Altre ud til vort Folk og luk først mit Hjerte op for den!”

Opdager vi saaledes Nødvendigheden af vor egen personlige Fornyelse, da er vi skikkede til at bede om Helligaandens Komme til vor Kirkes og hele vort Folks Fornyelse.

Kom, Gud Helligaand, kom brat
gennembryd vor mørke Nat
med Guds Morgenrøde – –

Styrk og bøj os med din Arm,
gør vor kolde Kundskab varm,
dæmp og Luer vilde,
rens os med dit Hjertesuk,
kvæg os med din Morgendug,
Dryp fra Livets Kilde!

Sognepræst Urban Schrøder
1. Årgang nr. 1 – Pinsen 1958