Vi vil være sandt evangeliske

Når en kirkelig fornyelse finder sted, begynder det oftest med, at visse ords sande mening og værdi bliver genfundet, og deres indhold tilegnet påny. Sådan har jeg i forrige nummer prøvet at påvise det sande og værdifulde i ordet „katolicisme”. I et tidligere nummer er jeg på lignende måde gået ind for det værdifulde i den oprindelige mening af ordet „protestantisme” — i temmelig høj grad den fortolkning af ordet, som Prof. Prenter gør til talsmand for i sin bog „Protestantismen i vor tid”.

Her vil jeg prøve at vise en fortolkning af ordet „evangelisk”, som jeg tror, kredsen bag dette blad helt kan gå ind for. Selv ynder jeg ikke det ord, fordi det er et ord, der kan dække alt mulig. Det har det til fælles med ordet „protestantisme”, som forekommer mig at være et ganske ubrugeligt ord, med mindre man fastholder den Prenter’ske fortolkning. Denne skildring af det sandt „evangeliske” har jeg til min glæde fundet i bladet „Dansk Kirketidende” nr. 6, 1957. Jeg gengiver artiklen ordret — blot med en række helt utendentiøse udeladelser. Artiklen hedder: „Er vi protestanter?” Og der svares således:

„NÅR DETTE SPØRGSMÅL stilles, er der dem, som uden tøve vil sige, at det er vi. I en diskussion i „Højskolebladet” skrev pastor Skovmand, at når vi er protestanter, så må vi også være det helt ud, og han tænker her på en forenkling af gudstjenestens liturgiske del, altså vi skal vise vor gennemførte protestantisme ved en gudstjeneste, der er så enkelt som muligt, uden messedragter og andet, der opfattes som særligt højkirkeligt, hvad det vel dog næppe kan kaldes med rette, eftersom der her er tale ikke om noget nyt, men noget meget gammelt i kirken. Men der er utvivlsomt adskillige, der ser tilsvarende på tingene, og som mener, at det, vi først og fremmest bør kalde os ved og bekende os til, er det protestantiske navn.

Nu er der een ting, som strakt burde gøre os betænkelige ved at mene, at dette navn er det rette. Når de romerske katolikker taler om os, kaldes vi aldrig for andet end protestanter. … Betegnelsen spænder lige fra den evangelisk-lutherske kirke og til adventister og Jehovas Vidner, lige fra dem, som deler den oldkirkelige opfattelse af bispeembedet som kirkens styre-embede og tegnet på dens enhed, og til dem, som ud fra en udpræget individualistisk betragtning regner den enkelte menighed som en selvstændig størrelse, der i hvert fald ikke har andet end en ydre organisation fælles. …

Alene romerkirkens forkærlighed for at kalde os protestanter, må få os til at standse og overveje, om dette ord nu også kan siges at dække noget reelt indhold. Og herpå må der svares nej. Det var ikke reformatorernes, i hvert fald ikke Luthers opgave at være protestant. Alt det grundkristelige, også som han havde mødt det i pavekirken, stod urørligt højt for ham. Og de rebeller, der som Karlstadt ville ride på et kosteskaft tilbage til den apostoliske tid, og genskabe apostelkirken uden hensyn til kirkens tradition, måtte han ubetinget bryde med, fordi hans forståelse af kirkens væsen sagde ham, at Helligånden havde øvet sin gerning i kirken ned gennem tiderne, også på trods af kirken — og derfor var Åndens gerning noget nærværende, som man ikke kom til ved at skrælle historien. Kun måtte han sige nej, der hvor kirken oplagt var begyndt at lære noget, som åbenbart stred imod skriften. For Luther var der ingen tvivl om, at det rene evangelium var den rette katolicitet, han kunne uden tøven bekende sig til troen på den hellige katolske kirke, fordi det, som evangeliet forkyndte, når det blev lært på den rette måde, just var det, der var troet allevegne, altid og af alle.

Derfor brød Luther ikke med pavekirken, men han ville reformere den. Og det var pavekirkens skyld, at det ikke lykkedes. … Han ville ikke bryde med kirken, og den Augsburgske konfession siger det samme, en udrakt hånd til kirkeligt fællesskab, som den er. Det må da også i sandhedens interesse siges, at det ikke var de evangeliske, der fremkaldte bruddet. Det var romerkirken, som ved tridentinerkonciliet i virkeligheden udskilte sig fra den hellige almindelige kirke og skabte sin egen sekt. … Læren om pavens ufejlbarlighed, læren om den ubesmittede undfangelse og om Marias himmelfart, alt dette hører til de ting, som ikke har været troet allevegne, altid og af alle, og som derfor anviser romerkirkens plads udenfor den sande katolicitet. …

Vi må da sige, at vi er evangeliske, men vi er ikke, i hvert fald langt fra i første række protestanter, og jeg kan ikke se sådan på sagen, at vi må sige, at vi skal gøre alvor af at være protestanter. Vi er evangeliske og i denne evangeliske tro har vi bevaret kirkens sande katolicitet. Vi ringeagter ikke messen, vi sætter den tværtimod højt, og siger gerne, at en gudstjeneste uden messen er kun en ufuldstændig gudstjeneste, den er andagt i kirken, som nok kan have sin betydning, men det er ikke for præsten på prædikestolen, vi tænder alterlysene, ejheller for, at han bedre kan se det, han læser ved alteret, det for det levende Gudsord, som lyder i messen, vi tænder de tvende blus. Vi benægter ikke, at Guds ord kan møde et menneske gennem en prædiken eller gennem læsning i den hellige skrift, for derom har kirkehistorien mange eksempler, men bagved romerkirkens mange misforståelser fastholder vi den gamle opfattelse af messen, for det er rigtig nok, der virkelig noget særligt der. Ikke en gentagelse af et offer, som ikke blot een gang er bragt, men som er fuldbragt — men dog en gentagelse.

Det er skriftens klare udsagn, at Guds tale gennem fædre og profeter, er fuldkommet og afsluttet i Kristus. … Han er Guds ord, og han er Guds sidste ord til mennesket. Men det særlige, der sker i sakramentet, er, at her gentages Guds sidste ord, ordene fra langfredag og påskemorgen gentages her, rettes til os og rækkes til den enkelte, så han skal vide, at det, der skete på Golgatha og ved den åbne grav, er noget, der gælder og angår ham personligt. — Det er disse to søjler, dåben og nadveren, der er hovedpillerne i kirken, og dem brød reformationen ikke med, men den rensede dem, så de kom til at stå i samme klarhed og renhed som for kirkens fædre. Og derfor er der et dybt svælg mellem evangelisk kristendom og enhver protestantisk lærdoms vind, der mener, at grebetheden af Kristus er noget langt større end dåb og nadver. For skal vi finde Gud, da er vi bundet til med samaritanen, som blev helbredt fra spedalskheden, at søge ham der, hvor han mødte os. Og han mødte os i dåben og møder os i nadveren. …”

Så vidt „Dansk Kirketidende” i 1957. Artiklen er skrevet af Carl Hermansen, der i det samme blad efteråret 1958 startede et ganske usagligt angreb på den nye højkirkelighed. Da Hermansen offentligt i sit blad har skrevet, at han stadig vedgår sin artikel fra 1957, gengiver jeg den med glæde her. For den er i forbavsende grad udtryk for det meste af det, som Re-formatio går ind for. Lad mig blot nævne nogle af de vigtigste ting:

Påstanden om, at vi skal være rette katolikker, er nøjagtig den, jeg anførte i bladets forrige nummer og som særligt klart kommer til udtryk i Gunnar Rosendals bog „Vårt katolske arv”, som blev anmeldt i det samme nummer. Netop Rosendal benytter altid den gamle definition på det sandt katolske, som Hermansen nævner: „hvad der har været troen allevegne, altid og af alle”. Og  nøjagtig som Hermansen bruger Rosendal denne sætning til at vurdere, hvad der er ukatolsk i romerkirken. — Hermansens betragtning af Augustana glæder os. Ligeledes hans opfattelse af traditionens betydning ved siden af skriften. Her er det tydeligt, at det endnu er den grundtvigske Hermansen, der taler. Artiklen er et vægtigt angreb mod den ny-grundtvigianisme, der mest er præget af Tidehverv og Lindhardt. Her er det klart, at den rette gudstjeneste er messen. At han også synes at have forstået noget af sandheden i offermotivet i nadveren, noterer jeg kun med  glæde.

Får det utroligt misbrugte ord „evangelisk” et sådan indhold, vil vi gerne bruge det, men mere end noget andet ord er det vel sværmernes kendingsord — både på reformationstiden og i dag. — Vi vil være sandt evangeliske.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 5 — Fasten 1959