Grundtvigsk højkirkelighed
Som omtalt i forrige nummer karakteriserer Hal Koch i bind 6 i den nye store kirkehistorie Grundtvigs „kirkelige anskuelse” og den oprindelige grundtvigianisme med ord som: kirkelig, udpræget sakramental, kultisk. Og dog skriver han s. 257, at denne bevægelse ikke „i mindste måde tenderer imod det højkirkelige”. Det er for mig at se en ubegribelig sætning. En kristen bevægelse, der kan betegnes med ord som: kirkelig, sakramental, kultisk, er simpelthen en højkirkelig bevægelse. Det er meningsløs tale, når Hal Koch samme sted fortsætter: „Sikkert er det … at vækkelsesbevægelsen blev kirkelig og sakramental, men samtidig bevarede sit klart, lavkirkelige præg”. Nej, det er helt modsat: når en vækkelse er kirkelig og sakramental, har den et klart højkirkeligt præg.
Af sammenhængen fremgår det, hvori Hal Kochs misforståelse består. I hans private billede af, hvad højkirkelighed er, er det mest betegnende træk en stærk vægtlæggen på ordination, embede, bispeembede, succession — ja, klerikalisme. Det sidste hæslige ord nævnes direkte det omtalte sted. Tænk så sent som i 1954 skal højkirkelighed sættes i forbindelse med skældsordet: klerikalisme. Det er lige så galt, som når Lindhardt i den brevveksling, han nylig har udsendt, kalder bisperne Stein og Swane for „højkirkemænd”, men han indrømmer dog selv, at det er falsk varebetegnelse. Om disse ganske lavkirkelige bisper kunne man snarere bruge ordet „klerikalisme”. Men intet ligger dog den moderne højkirkelighed fjernere end det, der gemmer sig i det ord.
For en ægte højkirkelig betragtning må f.eks. størstedelen af den svenske kirke betegnes som udpræget lavkirkelig — til trods for biskoppelig succession, bispestave, messehagler i mange farver, gudstjenester med Kyrie og Gloria o.s.v. — fordi den alligevel ikke kan betegnes med de ord, hvormed Hal Koch altså karakteriserede den oprindelige grundtvigianisme: kirkelig, sakramental, kultisk.
Jamen, det med embedet hører da også med til det typisk højkirkelige, vil man indvende. Ja, det er sandt, men ikke som det primære — ikke som hovedsagen — men sammen med det øvrige.
Her dukker igen en mærkelig fejltagelse op hos Hal Koch. Efter at have sagt, at grundtvigianismen ikke engang „tenderede imod det højkirkelige”, fortsætter han med at indrømme, at der dog hos de første grundtvigske præster kunne „dukke en vis højkirkelig betoning af præsteembedet og ordinationen som sakramente op … , men Grundtvig selv var ved mødet med den engelske højkirkelige bevægelse blevet grundigt kureret for sådanne tilbøjeligheder”.
Det er helt forkert. Der var tale om meget mere end „en vis betoning” af præsteembedet og ordinationen. Det er tydeligt, at fremhævelsen af kirkens præsteembede blev en selvfølgelig konsekvens af „den kirkelige anskuelse”. Det blev det for Grundtvig selv, ved vi. I en række skrifter fra 1820’erne og 1830’erne brugte han de stærkeste ord om præsteembedet og bispeembedet. Ja, men hensyn til det sidste var han i mange år efter 1825 meget mere højkirkelig end de danske højkirkelige er i dag!
Så sent som i 1839 skrev Grundtvig i et skrift imod Mynsters forslag til en ny alterbog ord, man kunne tro, var taget fra de sidste års højkirkelige debat:
„Såvidt jeg har kunnet mærke, ved de fleste af statskirkens præster slet ikke, hvordan de er indviede, og har ikke mindste tanke om, at der under håndspålæggelsen meddeltes dem noget, som var værd at nævne … Hvad det nemlig har at sige at få „det hellige præste- og prædikeembede overantvordet efter apostolisk skik i navn Gud Faders, Søns og Helligånds” (citat fra vort stadigt gældende ordinationsritual) — under håndspålæggelse, det har jeg ikke blot følt den dag, jeg blev indviet, men nu snart i tredive år, og må da vel korse mig over den ligegyldighed, hvormed det sædvanlig både meddeles og modtages … ”
Altså i 30 års præsteliv har Grundtvig haft dette syn på embede og ordination — og efter tre englandsrejser! Vi ved endda, at han beholdt det til omkring midten af 40’erne. Altså i 35 år var Grundtvig præst med dette højkirkelige syn på embedet — og i 20 år efter „den mageløse opdagelse”. Først da han var nær folkepensionsalderen, droppede han det. Og for mange af den kirkelige anskuelses tilhængere — måske de fleste — gjaldt det samme ikke blot i de første 20 år, men ofte århundredet ud: en selvfølgelig konsekvens af anskuelsen var et gammel-kirkeligt embedssyn.
Hal Koch antyder selv, at dette var tilfældet for det: „sydsjællandske broderkonvent”, der jo rummede nogle af de første grundtvigianere. Da bevægelsen en tid efter Grundtvigs død splittedes i ny-grundtvigianere og gammel-grundtvigianere, finder man hos de sidstnævnte samme embedssyn.
Men allertydeligst fremgår dette måske af Kaj Baagøs disputats om Jakob Christian Lindberg (1958). I en samtale med bladet Universitas nr. 2 1959 tør Baagø sige rent ud, at den ældste grundtvigianisme var højkirkelig. Læser man bogen, må man give ham ret, hvis ikke man havde vidst det i forvejen. Lindberg havde en tro på kirken, som Baagø ligefrem kalder katolsk. Og en lægmand som Peter Larsen Skræppenborg blev grundtvigianer gennem Lindberg og kunne udtrykke den højkirkelige anskuelse i så „højkirkelige” vendinger i et brev i 1841: „Sig mig engang, hvor havde du og jeg været med Vorherre eller Han med os uden gennem kirken, vi vidste jo slet ikke, hvordan han var sindet imod os, hvis ikke kirken havde sagt det … Hvis derfor du og jeg ikke tror på kirken, så tror vi heller ikke på Vorherre, for Han har ej talt med os uden gennem kirken… Skriften har jo ikke Herren, men kirken forfattet. Derfor må vi ej alene tro, at kirken er til, men at den er virkelig nærværende”. De fleste af ordene er næsten taget fra et skrift af Lindberg fra 1834.
Men også i embedssynet viser den grundtvigske højkirkelighed sig hos Lindberg.
I et svar til læreren Rasmus Sørensens angreb på præstestanden skriver han: „Måske tænker De Dem, at De kan sagtens få præster, at dem kan de lave selv ved i en gudelig forsamling at lægge hænderne på dem. Ja, vistnok kan De få præster på den måde, med de bliver da derefter, selvgjorte sekt-præster, som har brudt Herrens orden og adskilt sig fra den hellige, almindelige kirke. Omend tusinde troende ville lægge hænderne på mig og ved selvtægt gøre mig til deres præst, jeg måtte vige fra dem som en sværm af vanvittige dårer … ”
Det er jo næsten ordret, hvad højkirkelige præster siger i dag om den såkaldte ordination af kvinder, hvor mange hænder man end lægger på dem, bliver der ingen rigtige præster ud af det — kun selvgjorte sekt-præster.
I Baagøs bog er der en række eksempler af lignende art. I 1837 skriver Lindberg i et brev, at „hvis han ikke havde haft øre for ordinationen som Herrens indstiftelse og for den kirkelige anskuelse, ville han have været fristet til at bryde med præstestanden”. Og han fastholdt dette syn til sin død i 1857 — modsat Grundtvig. Altså så højkirkelig var den mand, der ifølge Baagø var den, der faktisk førte den kirkelige anskuelse ud i livet — gjorde den forståelig for folk — og var dens mest betydende forsvarer ude i livets kamp. Og han opfattede altid sig selv som Grundtvigs lærling, de agtede hinanden højt.
MAN MÅ vel nok sige, at der ikke er meget grundlag for Hal Kochs sætning om den første grundtvigianisme: at den „ikke i mindste måde tenderede imod det højkirkelige”. Det gør mig egentlig lidt ondt, for dette bind af kirkehistorien er ellers for mig at se det bedste af de udkomne bind. Men den „fladkirkelighed”, som Hal Koch så frimodigt bekender sig til, må have svækket hans syn. For han slutter denne sammenhæng s. 257 med at skrive: „Derfor kunne der også de fleste steder komme et forbilledligt samarbejde i stand mellem præsterne og lægmændene”. Altså fordi det med embedet ikke betød noget i den oprindelige grundtvigianisme.
Her åbenbares en hel serie fejltagelse. Man havde for det første et højkirkeligt embedssyn. Og dernæst havde netop de grundtvigske præster med dette syn et forbilledligt samarbejde med lægfolket. Det gjaldt ikke mindst broderkonventets højkirkelige grundtvigianere, der alle var ivrige medarbejdere i de vaktes forsamlinger. Og det gjaldt da især Lindberg, der var de vaktes åndelige fører. Netop med sit kirkelige embedssyn lykkedes det ham at bevare vækkelsen indenfor kirken. Havde han ikke haft det syn, var det sikkert gået, som det ofte gik i Sverrig, at vækkelsen gik udenfor kirken. Og til trods for et så „klerikalt” syn — for at bruge Hal Kochs udtryk — var han elsket af folket, så der kunne skrives på hans mindesten: „Guds og folkets mand”.
Og det er netop, hvad vi er overbeviste om, er sandheden. Det er, når præsten virkelig er præst, at der er et godt samarbejde mellem præst og lægfolk. Det er ubegribeligt, at ikke alle kan se, at det er det lavkirkelige syn på embedet, der gang på gang får samarbejdet til at knirke. Det er, når præsten kun har sin egen personlighed, sine venner, sin begavelse at bygge på, at der bliver ballade i sognene.
Om den oprindelige grundtvigianismes højkirkelighed kan der ikke herske tvivl. Det er i hvert fald en højkirkelighed af den art, som kredsen om Re-formatio føler sig beslægtet med. Men den moderne af Tidehverv påvirkede ny-grundtvigianisme fornægter den oprindelige grundtvigianisme. Man kunne fristes til at spørge: Hvornår blev Grundtvig grundtvigianer? Var det i 1810 — eller 1825 — eller i begyndelsen af 30’erne — eller var det først hen i 40’erne, da han begyndte at kritisere den danske kirkes officielle syn på embedet? Er det sidste tilfældet, er der ikke meget originalt ved grundtvigianismen. Det er inden den tid, at det grundtvigske er et fængslende og originalt kapitel af europæisk kirkehistorie. Efter den tid taler Grundtvig næsten kun tidens sprog. Lindhardt peger på det i 7. bind af den store kirkehistorie s. 68. Han nævner en lang række gloser, der karakteriserer Grundtvigs skrifter efter den tid: Spire, vækst, udvikling, fremskridt o.s.v. Altså hele tidens sædvanlige liberalistiske sprogbrug i de fleste lande — ikke andet. Det var ganske i pagt med tiden, at han i de samme år ikke mere kunne lide ordet „kirke”, men foretrak ordet „menighed”. Men det er denne uoriginale, uaktuelle, tidsprægede Grundtvig de moderne „grundtvigianere” sætter højt.
Vi, der står i kampen for den kirkelige fornyelse i dag, fornemmer derimod en mærkelig samhørighed med den kamp, som Grundtvig stod i de første 35 år af sit præsteliv. Det er denne kirkelige og ret forståede katolske Grundtvig, der er aktuel og moderne i dag — i det århundrede, der med rette er kaldt „kirkens århundrede”.
Poul Ulsdal
2. årgang nr. 2 — Høst 1959