Om den danske kirke som en præstekirke

Med jævne mellemrum er der folk, der enten advarer den danske kirke imod eller beskylder den for at være en præstekirke. Alle er enige om at forkaste præstekirken, men man er ikke enige om indicierne for, at vores kirke skulle være noget i den retning. Indicierne finder man i den måde, som man i det hele taget snakker om kirken på. Når det jævnligt siges som en grundbestemmelse af kirken „at den er sat til at forkynde evangeliet” eller at „den er en udstrakt arm”, så giver sådanne udtryk just under vore folkekirkelige forhold kun mening, når man med kirken mener præsterne.

Hvis kirken forstås som vendt mod folket — ja, så er vores kirke en præstekirke. Man kan også lægge mærke til, hvordan kirkens problem både i skrift og på præstekonventer hele tiden identificeres med præstens eller forkyndelsens problem. Hvis man udfra samme grundopfattelse hævder, at kirken ikke er eller må være en præstekirke — ja, så har man allerede gjort den til det i og med sit udgangspunkt, og den vedbliver med at være det, hvis talen om præstekirken blot skal være en præstelig reverens over for lægfolket.

Vores kirke er en præstekirke, så længe præsternes tale og forståelse af kirken er set fra et specielt præstesynspunkt. Det er forstemmende at se, at præsternes personlige problem med kirken er så præsteligt, og at præster meget sjældent selv har et lægmandsproblem over for kirken. Vores kirke er en præstekirke, så længe vi ikke forstår den grundlæggende tanke om kirken som et folk — den ny Israel — hvis grænse sættes af dem, som endnu ikke har haft lejlighed til at blive optaget i dette folk, og af dem, som i frihedens navn og her til lands med grundlovshjemmel ikke vil tilhøre dette folk. Det er således også kun præstekirkens kirkesyn, der trues af et klart embedssyn. I „den hellige almindelige præstekirke” må det naturligvis være væsentligt at prædike, at præsten er et almindeligt menneske; men i den hellige almindelige folkekirke, som just består af hellige almindelige mennesker, er der en naturlig plads for det hellige præste- og prædikeembede. I præstekirken ser man sig principielt nødsaget til at formidle en lægmandsaktivitet, der ligner præstens, i folkekirken ved man, at det almindelige præstedømme udøves ved folkets deltagelse i gudstjenesten og ved virkeliggørelsen af Kristi lov i ord og gerning.

Poul Exner
2. årgang nr. 1 — Pinse 1959