69. Opstandelsen

Jesu opstandelses betydning og virkelighed?

Jesu opstandelse viser, at det er Gud, som står bag ved Jesu gerning for vor skyld; at Gud giver ham ret. Den er på een gang en dom over menneskene, fordi de forkastede og dræbte Jesus, og en tilkendegivelse af, at Gud desuagtet ikke vil slippe os, hverken nu eller i evigheden.

De kvinder, der kom ud til Jesu grav påskemorgen, fandt den tom. Det rygte opstod derfor blandt jøderne, at Jesu disciple havde fjernet hans lig. Dette gendrives allerede i Matthæusevangeliet, som påviser, hvordan ypperstepræsterne og jødernes ældste havde sat det rygte i omløb. Det samme sker i Johannesevangeliet, som peger på, at Jesu ligklæder er blevet tilbage i graven og anbragt i en sådan orden, som den, der havde haft dem på, ville have efterladt dem.

På påskedagen og i de følgende dage og uger viste den opstandne Jesus sig flere gange, dels for apostlene, dels for større eller mindre grupper af disciplene. Nogle af dem troede, hvad de så og hørte, andre tvivlede; men begge parter gav ikke udtryk for, at de havde hæftet sig synderligt ved Jesu forudsigelser om, at han ikke alene skulle lide og dø, men også opstå. Det taler imod, at synerne af den opstandne og lyden af hans stemme kun skulle have været indbildninger, hallucinationer, frembragt af ønsketænkning og stærk forventning. Mødet med den, opstandne kom tværtimod bag på dem alle.

Den tomme grav betyder, at den opstandnes legeme må have noget tilfælles med det legeme, der havde ligget i graven; men opstandelsen må have forvandlet det og givet det et friere forhold til tid og afstande, end det havde haft før døden. Om Jesu opstandelse hedder det i Romerbrevet, at den var formidlet ved Helligåndens kraft, og at vor opstandelse også vil være det (82).

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre