Missionen

Kirken og arbejdet for ydre mission

134. Hvad er ydre mission?

Lige fra begyndelsen har kirken fulgt Jesu missionsbefaling og sendt mænd og kvinder ud med den særlige opgave at omvende folkeslagene til Kristentroen ved gennem prædiken og undervisning at sprede kendskab til den sande Gud, Faderen, Sønnen og Helligånden (3). Denne virksomhed har kun været begrænset eller afbrudt i de århundreder, da Islams fremmarch afskar kristenheden fra forbindelsen med hedningeverdenen.

I nogle kristne lande udgår initiativet til ydre mission direkte fra de etablerede kirkesamfund. Andre steder, som i Danmark og Norge, udgår det fra frivillige kristelige organisationer, der selv sørger for det økonomiske grundlag. Kirken yder kun indirekte støtte, bl.a. ved at anerkende udnævnelsen af missionærer til præster i de nyoprettede kirker på missionsmarkerne og ved at medvirke til deres indvielse.

Kirkefremmede journalister, forfattere og vittighedstegnere forestiller sig missionærer som velmenende men verdensfjerne og let komiske personer. Virkeligheden er en anden. Missionærer er gennemgående praktiske og vågne for, hvad der rører sig i tiden. Hvad indlevelse i de fremmede folks kultur og forståelse for deres forudsætninger angår, er de mildest talt fuldt på højde med mange politiske, økonomiske og kulturelle udsendinge fra vor verdensdel. I denne sammenhæng må det også slås fast, at beskyldninger mod missionærerne for at have været en slags stødtropper for den vestlige imperialisme er at rette bager for smed.

Foruden prædiken og religionsundervisning påtager ydre mission sig skole- og hospitalsvæsen og socialt arbejde. Det er ikke tænkt som lokkemad, men opfattes uundgåeligt som sådan — både ude og hjemme. Imidlertid er disse opgaver noget, som har meldt sig selv som en naturlig følge af, at de nystiftede kristne menigheder må drage omsorg for deres medlemmer, som ved at være gået over til kristendommen har mistet meget af den støtte og hjælp, som de havde krav på i deres forrige miljø.

ydre missions berettigelse kan ikke diskuteres, og enhver kristen, som ikke selv drager ud som missionær, bør i det mindste efter evne støtte arbejdet med pengebidrag. Men egentlig er et gennemorganiseret missionsarbejde en dom over de kristne – i vor tid mere end før, da der nu er kristne at træffe i næsten alle lande. Hvis de aflagde al undseelse og talte lige ud om, hvad de tror på, og ved en ny livsstil, ved mod og uforsagthed i alle forhold beviste kristentroens kraft, ville dette umiddelbart virke så dragende på hedninger og muslimer, at de af sig selv ville komme og søge optagelse i den kristne kirke.

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny