Er der en sjæl — en udødelig sjæl?
Ifølge moderne tankeforkortning er sjæl kun et ord, vi bruger for at angive de ytringer af vor hjerne og det øvrige nervesystem, som møder os i vor bevidsthed og sansning. Dermed anses sjælen ikke for noget i sig selv men blot som en proces, som foregår i os, og som ophører ved stærk beskadigelse af hjernen og ved død. Sjælen må dog være noget mere end det, ja, intet mindre end vort egentlige menneske. Hvordan skulle den ellers kunne frigøre sig fra legemet og optræde uden for det? Derom vidner det væld af erfaringer, som er gjort af profeter, mystikere og af sjamaner og angakokker (finsk-ugriske og eskimoiske ekstatikere — ek-stase betyder netop sjælens ud-træden af legemet). Dertil kommer foruden narkomaner hårdt kvæstede og andre, som sygdom har bragt døden nær, hvorved deres legemers hold på deres sjæle er blevet løsnet. Hos alle de nævnte — for ikke at tale om dem, som hengiver sig til visse former for meditation — kan det ske, at sjælen forlader kroppen (hjernen!) og udefra følger med i, hvad der sker med deres legeme og siges om dem. Sjælen kan så færdes vidt omkring, blive konfronteret med både nulevende og afdøde (85) og få indblik i meget af verden, som ikke er tilgængeligt for det legemlige sanseapparat, som sjælen under normale forhold er betjent af, men da også er bundet af (56).
At sjælen kun skulle være et ord for hjernecellernes virksomhed og bevidstheden, rimer heller ikke med, at den selv virker ind på og påvirker både bevidstheden og legemets befindende, når man udsættes for farer, overraskelser, skam, fortvivlelse og sorg, og i modsat retning ved håb, held, glæder og god samvittighed.
Vi er afskåret fra sikker viden, om sjælen efter for stedse (ved døden) at have forladt legemet kun har en begrænset levetid, eller om den bliver ved med at leve, og om den i så fald fortsætter en tilværelse i tiden, eller straks træder ind i evigheden, hvor tidsfølge er ophævet (56). Men viden herom er for kristne underordnet, da Bibelen ikke lægger hovedvægten på sjælens udødelighed men på de dødes opstandelse.
Forrige — Hovedoversigt — Næste
C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny