Protestantisme

I de to foregående artikler i denne serie har jeg prøvet at vise, at vi virkelig vil gå ind for ordet „reformation”. Ja, at vi mener, at der er intet vor kirke trænger mere til i dag end en reformation — nemlig tilbage til den kirke, som f.eks. Confessio Augustana og Den danske kirkeordinants er udtryk for. Vi går bogstaveligt ind for ordet i dets latinske form „re-formatio”, vi vil arbejde for, at kirken får sin gamle „form” tilbage „igen”. Vi bekender os dermed til den gamle kirkes tro (modsat moderne sværmerier), at kirken og alt i kristentroen virkelig har sin „form”-. Vi tror på inkarnationen.

Men vi vil også med glæde gå ind for ordet „protestantisme” — når blot ordet forstås ret. Professor Prenter indleder sin fortræffelige bog „Protestantisme i vor tid” med en redegørelse for betydningen af ordet „protestantisme”. Han peger der på, at ordet ofte har været meget ilde lidt, fordi det havde en negativ klang. Det har givet indtryk af først og fremmest at betyde at gøre indsigelse imod noget — protestere imod noget.

Men ordet er ingenlunde blot et negativt ord, siger Prenter. Han peger på ordets oprindelige betydning: at vidne for — at træde i skranken for noget som man tror på eller er overbevist om. Da navnet første gang brugtes i 1529 skulle det være klart, at det dækkede noget negativt og noget positivt: indsigelsen udsprunget af dette, at der er en bestemt tro man træder i skranken for.

Sådan vil vi også løfte den gamle protestantiske fane højt. Vi vil protestere, gøre indsigelse så kraftigt, vi kan, fordi vi netop har noget, vi står fast på. Protestantisme i dens negative form har redet vor kirke som en mare i det sidste slægtled.

Vi kender alle stilen: prædiken, foredraget, artiklen, hvis hovedindhold var protest:

• protest imod pietisme
• mod religiøse oplevelser
• mod moral
• mod kirkelæren
• mod dogmerne
• mod kirkens orden og gamle traditioner
• mod menighedsarbejde
• mod fromhed
• mod religion
• ja, protest mod de troende og kirkelige, —

og hvor det positive var et eller andet tåget, der hed „evangeliet” og „ordet”.

Vi vil bestræbe os på at være rette protestanter i modsætning til disse ny-protestanter eller snarere pseudo-protestanter. Vi vil protestere først og fremmest mod alle disse ofte helt selvmodsigende „protester”, vor tid er præget af. Vi vil protestere imod „mode-teologiernes rædselsherredømme” for at citere Prenters bog. Vi vil protestere imod vor tids fortvivlede religiøse subjektivisme, der viser sig i, at snart hveranden præst ganske tilfældigt og principløst udvælger sig, hvad han nu synes, er „evangeliet” og derefter docerer denne private opfindelse som kristendom.

Men vi vil først og fremmest være rette protestanter ved at gå ind for noget — træde i skranken for noget. Denne form for protestantisme står det særdeles sløjt til med i vores tid. Går man ind for noget, er det oftest noget, man selv udvælger sig — og oftest noget nyt hvert tiende år — i bedste fald noget temmelig stivnet noget, man har arvet fra det bestemte miljø, hvor man er vokset op.

Indvendinger fra nogles side, som siger om sig selv, at „vi da går ind for Luther” — eller „vi løfter da Luthers arv” — har vi forlængst indset tomheden i. For det bliver jo blot den bestemte Luther — eller rettere de bestemte Luther-citater, der bekræfter ens egne subjektive positioner. Et typisk eksempel derpå er det næste pudsige værk „Luthers arv og Danmarks kirke” fra reformationsjubilæet i 1936. Der blev det bevist, at kort sagt alt i vor kirke var ægte luthersk — lige fra pietisme til Tidehverv. Kirkehistorien skulle have vist, at der er mindst 17 forskellige slags Luther, man kan gå ind for.

Vi vil prøve at gå ind for — at træde i skranken for noget helt andet — nemlig det, som reformationen blev til, — som den udkrystalliserede sig i. Og igen nævner jeg som eksempler derpå „Confessio Augustana” og „Den danske kirkeordinants”. — Men gør man det, så kan man i dag ikke undgå at få betegnelsen „højkirkelig” heftet på sig. Og så vil vi bære det med glæde. Det kan være en konsekvens af at være protestant i dag med dette ords både negative og positive betydning.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 3 — Allehelgen 1958

Re-formation

Overskriften over denne artikel er omtrent den samme som overskriften over program-artiklen i det første nummer. Der er kun indføjet en tankestreg i det gamle kendte og slidte ord: reformation. Denne tankestreg er efter vor mening betydningsfuld. Den giver det gamle ord dets egentlige bogstavelige mening tilbage.

Det er i det hele taget et karakteristisk træk ved den kirkelige fornyelse i vor tid, at den for en stor del udspringer af, at de gamle ords bogstavelige værdi tages alvorligt. Således har vi opdaget, for blot i flæng at nævne nogle eksempler, der senere vil blive genstand for en grundigere behandling, at det at deltage i gudstjenesten virkelig er en nødvendige tjeneste for Gud.

• Vi er begyndt at regne helt bogstaveligt med at en kirke, som vort kirkevielses-ritual siger, virkelig er „Gud hus og en forgård til Himlen.”
• Vi er forbavsede over at opdage, hvilken nyhed det er at regne med det danske præstevielsesrituals ord, at sakramenterne er „højværdige” og ikke bare en form for ordet.
• Vi har oplevet det forargende ved at tro på det samme rituals ord, at også en dansk præst er indviet til „det hellige” præsteembede, der har „magt og myndighed”

Men sådan også med ordet „reformation”. Alt for ofte i protestantismens historie kom dette ord til at betyde „deformation” – en omformning af den oprindelige kristne tro, så resultatet blev en vanskabning. Pietisme, rationalisme, subjektivistisk vækkelses-kristendom, liberal teologi, barthianisme, tidehverv, moderne eksistentialisme er efter vor mening eksempler på større eller mindre de-formationer af den gamle kirkes tro. Det betyder ikke, at der ikke skulle være kristne sandheder hos disse teologiske retninger. Det er der oftest i høj grad. Men disse sandheder er blevet pointeret så stærkt, at troen er blevet deformeret derved.

Vi vil prøve at gøre alvor af ordet re-formation. For reformationens fædre må ordet have været så friskt og nyt, at de ikke har kunnet undgå at høre ordets bogstavelige mening. Deres oprør mod pavekirken stod for dem som et forsøg på at vinde kirkens gamle „form” tilbage igen („re”). For dem dengang var kirken virkelig blevet deformeret gennem de mange misbrug. Derfor søgte de hele tiden tilbage. Vi ved alle, at de søgte tilbage til skriften. Men altfor ofte glemmes det i moderne protestantisme, at de også søgte tilbage til oldkirken, til kirkefædrene og deres forståelse af skriften. Det mest tydelige og for os afgørende bevise derpå er alle de henvisninger til skriften og fædrene som vores protestantiske kirkes vigtigste bekendelsesskrift — den augsburgske bekendelse — indeholder.

Med vore reformatoriske fædre vil vi altså gøre alvor af ordet „re” igen. Der er noget gammelt, der skal vindes tilbage igen.

Men vi vil som dem også gøre alvor af den anden stavelse – „formation”. Der er virkelig en „form”, der skal vindes tilbage eller bevares.

Ikke blot blev reformationen ofte til en deformation på grund af urimelige understreg-ninger af visse sider af kristentroen, men det samme er også sket gennem den stadige fristelse, der hedder sværmeriet. Den består altid i en fornægtelse eller forbigåelse af „formen” — af det synlige og håndgribelige:

• Kirkens „form” fornægtes gerne, den er usynlig. Sakramenternes ydre „skik-kelser” bliver ret ligegyldige. Gudstjeneste-formerne er uvæsentlige, for det afgørende er det åndelige og det sjælelige.
• Det „formelle” præsteembede ringeagtes på bekostning af det almindelige, det uformelle præstedømme, der ganske fejlt opfattes som noget åndeligt.

Nu har vi ganske vist forlængst opdaget, at som dogmefri kristendom altid kun er en religion med forkerte dogmer, sådan betyder „formløs” kristendom altid en kristendom med en dårlig „form”, der er meget ringere bærer af Guds evangelium end de gamle „former”.

Efter vor opfattelse fornægter meget af den herskende protestantisme den reformatoriske arv på denne måde. Vi vil bekæmpe dette sværmeri. At fornægte „formen” er til syvende og sidst at fornægte Kristi incarnation.

Ordet er blevet kød. Kristus er blevet et jordisk menneske, har påtaget sig jordisk „form”. Hans legeme, kirken, er hos os i synlig jordisk skikkelse. Vi ser den i sakramenternes og embedets synlige form. Vi hører den i bekendelsens og forkyndelsens hørlige form.

Vi vil gøre alvor af ordet reformation, vi vil tilbage igen til den „form”, hvori troen hidtil bedst har kunnet bevares i kirken uden at fordærves. Denne „form” viser sig i kirken på tre måder — nemlig i dogmet, i liturgien og i moralen.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 2 — Høst 1958

Reformation

Prof. Søren Holm slutter sin Bog fra 1950 „Protestantismen” med at sige, at „reforma-tionen maa gaa videre, fordi den ikke er et resultat, men en proces!” Selv om Søren Holm sikkert staar ret ene med sin næsten ortodokse liberale teologi, har han dog her med sjælden klarhed udtrykt et kendetegn ved moderne protestantisme, der træder stadigt tydeligere frem.

At reformationen „skal fortsætte”, synes at være selvklart for måske flertallet i vor kirke i dag. At reformationen er en „proces”, er lige netop det, som i hvert fald de sidste 250 års kirkehistorie tydeligt har vis. Ja, nogle gør ligefrem dette med reformationens „fort-sættelse”, dette med den stadig fremadskridende „proces” til et protestantisk princip. Der tales undertiden patetisk om, at kun gennem denne proces kan kristendommen „fornyes”, så den får noget at sige til „nye tiders mennesker”.

Når vi kalder dette beskedne blad „Re-formatio” har det flere grunde. Her skal kun peges på denne ene: Vi vil sige til moderne protestantisme: Ja, der skal reformation til i vor kirke i dag, reformationens proces skal i gang. Men det er en reformation den anden vej, det er en proces i den modsatte retning, tilbage! Ved en sådan „reformation”, en sådan „proces”, tror vi, at kirken vil blive fornyet i vort land.

I hvert fald de sidste 250 års fortsatte reformation opfatter vi i temmelig høj grad som en deformation af den gamle kristendom og den oprindelige evangelisk-lutherske kristendom. Særlig den sidste menneskealders teologiske kaos har vist os dette klart. Den reforma-toriske proces har været en nedbrydningsproces, en forvirringsproces, hvor stadigt mere af den gamle kristendom smuldrede hen.

Den nye reformation, den reformatoriske proces tilbage, er i fuld gang i de fleste evange- liske kirke. Undertiden kaldes den „kirkelig fornyelse” eller „sakramental fornyelse” eller „liturgisk bevægelse”. Oftest kaldes den slet intet, men viser sig blot i en ny opdagelse af, hvad der ligger i ord som: kirke, gudstjeneste, sakramenter, embede. Derfra springer så nye kildevæld ud over det praktiske kristenliv i hverdagen.

Der er en række vidnesbyrd om, at denne nye reformation-tilbage også er i gang i vort land. Sideløbende med en stadigt stærkere teologisk radikalisme er der også en voksende teologisk besindelse på kirkens gamle arv. Ja, vi er også overbevist om, at „det gror i bunden” for at nævne en aktuel vittighed. Rundt omkring i menighederne hos anonyme lægfolk og præster er der en voksende lydhørhed for „gammel” kristendom.

Med vort blad vil vi prøve at være et forbindelsesled mellem alle dem, der vil deltage i denne reformation-tilbage. Vi vil ikke ensretning, men vi vil gerne have kontakt med alle dem, der vil med i denne ene retning — tilbage til den gamle kirke — den kirke, som f.eks. Confessio Augustana og Den danske Kirkeordinants bekender sig til eller er et udtryk for. Derfor kan vi godt bære forskellige meninger om mangt og meget, hovedsagen er, at fællesskabet om retningen er der. Vi kan og skal sikkert af traditionsmæssige, lokale eller mentale grunde blive indenfor de gamle kirkelige partier, hvis vi har hjemme et sådant sted, og hvis de er frisindede nok til at rumme os.

Vi glæder os over det mindste tegn på, at denne reformation er i gang — hvor vi så end møder det. For nu blot at nævne et yderpunkt: Når forståelsen for embedets betydning er stærkt voksende selv hos baptister, så er dette et led i en tiltrængt reformation, der kan føre vigtigere ting med sig. Eller når en præst lidenskabeligt arbejder på at opfatte guds- tjenesten som kult igen — omend mere ud fra religionshistoriske principper — så er også han udtryk for, at processen er i gang – en søgen efter den gamle kultiske gudstjeneste.

Udgiverne af dette blad er selvfølgelige heller ikke ensrettede. Men erkendelsen af den nye reformations nødvendighed, ja, oplevelsen af dens virkelighed er fælles for os.

Indholdet af denne reformation skal i de efterfølgende numre belyses fra meget forskellige sider.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 1 — Pinsen 1958