Kirken — en levende organisme

Man taler om kirken og mener mange ting. Bygningen, folkekirken — eller een af de mange kirkeafdelinger, præsterne eller de bevidst troende o.s.v. Vil vi nå til en forståelse af kirkens væsen, gør vi vel i at tænke på ny testamentes udtryk om kirken som Kristi legeme. Det siger meget om, at der er en vis identitet mellem Kristus og hans kirke, ja, så nært et forhold, at hvad der kan siges om Kristus og hans kirke også kan siges om kirken, mens det omvendte ikke er tilfældet. Kirkens hellighed er Kristi hellighed, men dens synder er ikke hans, selv om han også må bære disse for sit folk. Overalt, hvor Kristus har sit liv, er kirken. Den er for at bruge Herrens egen lignelse både vintræet og grenene og ikke kun een af delene.

Ethvert legeme har en skikkelse. Det har Kristi kirke også. Den træder frem overalt, hvor et folk samles om ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning under embedets orden. Den lever under alle de former, vi iøvrigt danner for dens liv, og går på tværs af dem alle. Den er i dybeste forstand både international og oververdslig, så sandt som kristenfolket lever hinsides alle raceskel og nationale, folkelige grænser, ja, hinsides den håndgribelige verdens rum og tid.

Ikke desto mindre kan dens fremtrædelsesform have stor betydning for menneskers tilegnelse af Guds nåde. Kirken kan under de former mennesker påtvinger dens liv i det ydre fremtræde i mere eller mindre invalid eller irregulær skikkelse. Institutionen udgør ikke dens væsen, men dens såre vigtige form.

Den er invalid, hvor de nødvendige indstiftelser mangler, hvor man forkaster dåb og nadver og gør kristendommen til en morallære eller en station på vejen til en fuldkommen religion, og den er ved at dø af sin invaliditet, hvor Kristi guddommelighed fornægtes og tilbedelsen af ham tier. Her er omvendelse til den hellige kirkes tro nødvendig til frelse.

Den er irregulær, hvor man nægter, at dåben er andet end en bekendelseshandling og en smuk, symbolisk skik, og bestrider, at dåben bringer mennesket ind i en ny omgivelse med barneret og hjemstedsret hos Gud, men alligevel døber. Den er irregulær, hvor man nedskriver nadveren til at være mindemåltid om begivenhederne skærtorsdag aften og gør den til kun et billede på noget åndeligt, men alligevel går til alters. Den er irregulær, hvor man misforstår det almindelige præstedømme, som om embedet i kirken ikke var villet og indstiftet af Herren selv med den magt og myndighed, som han har givet det, og derfor gør subjektive oplevelser eller meninger til øverste norm for lære og liv, men alligevel i nogen grad føler sig bundet af den hellige skrifts apostolske tradition. Her synder man mod kirken som Kristi legeme.

I kirkens levende organisme er offeret dets inderste væsen. Kristi offer til Gud og os — og vort offer til Gud ved ham og til hinanden. I den hellige nadvers mysterium træder det frem i handlingens skikkelse. Det er da også her, frelseren nærer sit folk. Derfor er der også visse dele af Kristi legeme, der ligefrem kan lide af blodmangel.

Offerets store betydning i kristendommen står Golgatha vagt om. Det fremgår af de gamle liturgier fra oldkirken, i hvilken grad offermotivet indgik i de kristnes tanker om gudstjeneste og hverdag. Man havde ligefrem et led i gudstjenesten, der kaldtes offertoriet, hvor menigheden bragte sine gaver til de fattige i naturalier og penge op til alteret, og deraf blev udtaget de elementer, som senere skulle tjene i den hellige nadver.

Brød og vin, datidens livsnødvendige næringsmidler, blev bragt frem for Gud som udtryk for, at vi ofrer vort liv, og selv, til ham. Ikke som i hedenske religioner, hvor man ofrer guden noget, for at få noget igen. Idet man bringer sig selv, er der intet i os, der kan eller skal modtage noget til gengæld. Derfor bringer vi også Gud vor taksigelse som en bekendelse af vor totale afhængighed af ham og taknemmelighed imod ham. Men vi er kun noget for Gud i Kristus. Vort liv er kun noget i hans liv. Derfor nedstiger han påny i vort liv — i det indviede brød og vins skikkelse — og gør os, der modtager dette, gudvelbehagelige for hans eget offers skyld, som han een gang for alle og endegyldigt har bragt til vor frelse. I denne offerånd skal de kristne også leve deres hverdag — være til for deres medmennesker — med hvad de er, ejer og har — det er andet led af „deres fornuftige gudsdyrkelse”.

Kirken er den levende organisme, i hvilken Kristus fortsat lever sit liv. Under kirkens tag bor hele hans folk. Gud er ikke de dødes, men levendes Gud, — og for ham lever de alle, her på jorden, i de dødes rige og i den evige salighed. Allehelgenssynet gør vort syn på kirken større. Dødsrigets porte skal ikke få magt over den, thi Han lever sit liv i den — og „salige er de døde, som dør i Herren”.

O. Lund Pallesen
1. årgang nr. 3 — Allehelgen 1958