Reformation

Prof. Søren Holm slutter sin Bog fra 1950 „Protestantismen” med at sige, at „reforma-tionen maa gaa videre, fordi den ikke er et resultat, men en proces!” Selv om Søren Holm sikkert staar ret ene med sin næsten ortodokse liberale teologi, har han dog her med sjælden klarhed udtrykt et kendetegn ved moderne protestantisme, der træder stadigt tydeligere frem.

At reformationen „skal fortsætte”, synes at være selvklart for måske flertallet i vor kirke i dag. At reformationen er en „proces”, er lige netop det, som i hvert fald de sidste 250 års kirkehistorie tydeligt har vis. Ja, nogle gør ligefrem dette med reformationens „fort-sættelse”, dette med den stadig fremadskridende „proces” til et protestantisk princip. Der tales undertiden patetisk om, at kun gennem denne proces kan kristendommen „fornyes”, så den får noget at sige til „nye tiders mennesker”.

Når vi kalder dette beskedne blad „Re-formatio” har det flere grunde. Her skal kun peges på denne ene: Vi vil sige til moderne protestantisme: Ja, der skal reformation til i vor kirke i dag, reformationens proces skal i gang. Men det er en reformation den anden vej, det er en proces i den modsatte retning, tilbage! Ved en sådan „reformation”, en sådan „proces”, tror vi, at kirken vil blive fornyet i vort land.

I hvert fald de sidste 250 års fortsatte reformation opfatter vi i temmelig høj grad som en deformation af den gamle kristendom og den oprindelige evangelisk-lutherske kristendom. Særlig den sidste menneskealders teologiske kaos har vist os dette klart. Den reforma-toriske proces har været en nedbrydningsproces, en forvirringsproces, hvor stadigt mere af den gamle kristendom smuldrede hen.

Den nye reformation, den reformatoriske proces tilbage, er i fuld gang i de fleste evange- liske kirke. Undertiden kaldes den „kirkelig fornyelse” eller „sakramental fornyelse” eller „liturgisk bevægelse”. Oftest kaldes den slet intet, men viser sig blot i en ny opdagelse af, hvad der ligger i ord som: kirke, gudstjeneste, sakramenter, embede. Derfra springer så nye kildevæld ud over det praktiske kristenliv i hverdagen.

Der er en række vidnesbyrd om, at denne nye reformation-tilbage også er i gang i vort land. Sideløbende med en stadigt stærkere teologisk radikalisme er der også en voksende teologisk besindelse på kirkens gamle arv. Ja, vi er også overbevist om, at „det gror i bunden” for at nævne en aktuel vittighed. Rundt omkring i menighederne hos anonyme lægfolk og præster er der en voksende lydhørhed for „gammel” kristendom.

Med vort blad vil vi prøve at være et forbindelsesled mellem alle dem, der vil deltage i denne reformation-tilbage. Vi vil ikke ensretning, men vi vil gerne have kontakt med alle dem, der vil med i denne ene retning — tilbage til den gamle kirke — den kirke, som f.eks. Confessio Augustana og Den danske Kirkeordinants bekender sig til eller er et udtryk for. Derfor kan vi godt bære forskellige meninger om mangt og meget, hovedsagen er, at fællesskabet om retningen er der. Vi kan og skal sikkert af traditionsmæssige, lokale eller mentale grunde blive indenfor de gamle kirkelige partier, hvis vi har hjemme et sådant sted, og hvis de er frisindede nok til at rumme os.

Vi glæder os over det mindste tegn på, at denne reformation er i gang — hvor vi så end møder det. For nu blot at nævne et yderpunkt: Når forståelsen for embedets betydning er stærkt voksende selv hos baptister, så er dette et led i en tiltrængt reformation, der kan føre vigtigere ting med sig. Eller når en præst lidenskabeligt arbejder på at opfatte guds- tjenesten som kult igen — omend mere ud fra religionshistoriske principper — så er også han udtryk for, at processen er i gang – en søgen efter den gamle kultiske gudstjeneste.

Udgiverne af dette blad er selvfølgelige heller ikke ensrettede. Men erkendelsen af den nye reformations nødvendighed, ja, oplevelsen af dens virkelighed er fælles for os.

Indholdet af denne reformation skal i de efterfølgende numre belyses fra meget forskellige sider.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 1 — Pinsen 1958