83. Fornyelse

Helligånden og de døbtes livsførelse

Helligånden fornyer og beriger den menneskelige natur. Den gør de døbte mere klartseende, ubekymrede og frimodige og modige, end de er af naturen — mindre pylrede, sårbare, selvmedlidende og selvoptagne. Om nødvendigt og formålstjenligt udruster Ånden dem, der tror, med usædvanlige kræfter, blandt andet til at helbrede. Men alt er betinget af, at man bevarer forbindelsen med Jesus gennem bøn og deltagelse i gudstjenester med altergang, og i det hele taget vil gøre det, som han har befalet (16).

For at Helligånden kan forny ens livsførelse, må man også tale om Jesus, når anledningen er der, — fordybe sig i hans ord, ja, meditere over dem. Man må gøre sit til at neddæmpe verdens uro, larm og pral og afstå fra selvhævdelse, undtagen, hvor det kan være til gavn for andre, og fra begærlighed efter tomme værdier eller værdier, som andre skulle have nydt godt af.

I kirkesamfund, som klart giver deres mening med konfirmationen til kende, bliver »Herrens Ånd« nedbedt over konfirmanderne, de syv­foldige gavers ånd, som den kaldes i en opregning, der stammer fra profeten Esajas: »Visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og redeligheds ånd og Herrens frygts ånd« (118).

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny