79. Hjælper?

Hvorfor kaldes Helligånden en hjælper?

Helligånden hjælper os til at tro på Jesus — og til, at vi selv kan hjælpe andre til det. Modsat hjælper den os også af med at tro på meget, som verden gerne vil besnakke os til at tro på, f.eks. at vi skulle være gode nok til at kunne være Guds nåde foruden, eller at vi skulle være for onde til, at Gud kan stille noget op med os.

I tråd med det vil verden også have os til at tro, at ord som synd, retfærdighed og dom skulle være tom snak. Det gælder om synd, fordi det onde, som vi gør, er noget, som vi ikke selv kan gøre for, men må skyldes samfundet og omstændighederne. Retfærdighed er et menings­løst ord, for ingen har noget at lade den anden høre, og det er skiftende flertal, der snart lader det ene, snart det modsatte, gælde for ret og uret. Derfor hævdes det også, at det er meningsløst at fælde domme, da den endelige dom kun kan fældes af historien og udviklingen, der som bekendt holder med den, som sejrer til sidst.

Den slags talemåder skærer Helligånden igennem — så rigtige de måske i intetsigende almindelighed måtte være — når den peger på, at der er een, der i hvert fald er syndet imod, derved at man ikke ville tro på ham, og stadig ikke vil. At der er een, som har fået ret over os; for han, der blev forkastet og slået ihjel langfredag af menneskene, blev oprejst og ophøjet af Gud. Og dermed er der i hvert fald fældet en endelig dom allerede, dommen over denne verden og dens fyrste.

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre