11. Præster

Hvad menes med præster?

Alle døbte har direkte adgang til Gud med deres bønner og lovprisning, og når de forener sig selv og noget af deres med Jesu offergerning i den hellige nadver — (129). Derfor kalder det Nye Testamente alle kristne for præster, idet det bruger det græske ord hiereus, offerpræst, om dem. Jesus benævnes arch-hiereus, ypperstepræst, fordi han bragte sig selv som offer på korset og nu tager os med sig ind i sit offer til Gud i den hellige nadver, og endelig fordi han går i forbøn for os for Guds trone.

På dansk og på mange andre sprog gengives imidlertid hiereus [ikke] ved „præst”, der er en oversættelse af et andet græsk ord, presbyteros, ældste, som af Ny Testamente anvendes om menighedernes ledere. Derved fremkommer en sammenblanding, så det kan se ud, som om der er to slags kristne præster: 1) alle i en menighed, 2) dens leder. Det har forårsaget ørkesløse stridigheder, om hvem der er vigtigst, de „almindelige” præster eller de „særlige”, og om hvordan opgaverne mellem dem skal fordeles.

Man kunne forenkle det hele ved at kalde enhver kristen hiereus, men det ville vist falde kunstigt på dansk. En anden udvej ville være, at man som i mange lande ville kalde menighedens leder for noget andet end „præst”. Dog kan det hele redes ud, ved at man kalder ham for „præsten” til forskel for alle menighedens medlemmer, som så er „præsterne”.

Men klarere er det unægtelig der, hvor „præsten” ikke kaldes præst, men enten pastor (hyrde) eller minister (tjener); for det er, hvad han er: menighedens anfører og tjener, hvortil kommer, at han i visse afsnit af gudstjenesten optræder som Jesu repræsentant og medhjælper (f. eks. ved nadveren). Vore pastorer og deres overordnede provsterne og biskopperne er egentlig kun apostlenes efterfølgere. Da Jesus nemlig efter sin død, opstandelse og himmelfart ophørte med at være synlig og nu ikke kun skulle virke på eet sted ad gangen men overalt, måtte der være nogen til at henvende hans ord til mennesker og til at betjene ham og menigheden ved udførelsen af den nadver, som han havde indstiftet.

ForrigeKapiteloversigtHovedoversigt Næste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre