137. Spændingsfyldt

Gudstjenesten,
— et spændingsfyldt og sammenhængende forløb

Hvert led i gudstjenesten forbereder det følgende. Det giver dens forløb bevægelighed og spændkraft. Om de gudstjenestefejrende siges det i en af det Gamle Testamentes salmer, den som af Grundtvig er omdigtet til »Hyggelig, rolig«: »De går frem fra kraft(felt) til kraft(felt) for at træde frem for Gud på Sion«. Deltagerne kommer for at lægge et anliggende frem for Gud.

Hver søndag har sit bestemte emne, et anliggende, som fremgår af de bønner, salmer og bibeltekster, som er henlagt til dagen. Gudstjenesten er for alle slags mennesker.

Derfor kan ikke hvad som helst fra Bibelen anvendes til gudstjenesten, men dens tekster består af bibelafsnit, som er »almindelige« (9, 16) derved, at de siger noget om emner, som til alle tider før eller siden bliver magtpåliggende for enhver.

Som alt i gudstjenesten hører sammen, således er alle årets søndage et sammenhængende forløb, hvori den ene søndag med sine tekster og deres emne fører op til den følgende søndags. Det forløb kaldes i mangel af bedre betegnelse for kirkeåret.

Efter gudstjenestens første salme, som enten har præg af lovprisning eller bøn, bedes den kollekt, fællesbøn, hvori dagens anliggende antydes, kortfattet og i al almindelighed. I Danmark er gudstjenestens gang her blevet brudt, ved at på de fleste søndage de gamle bønner af den passende diskrete og forberedende karakter er blevet udskiftet med lange bønner, som tyvstarter ved forlods at repetere en slags prædiken over dagens evangelium. Ved oplæsningen af epistlen indkredses og uddybes dagens anliggende nærmere. Efter endnu en salme læses evangeliet. Ved det og prædikenen over det kastes lyset over den sag, som gudstjenesten har lagt frem. Fra Jesu ord udgår et svar på vor spørgen, som sætter alle de svar ud af kraft, som verden og vi ville give, et svar, som derfor er overrumplende og afslørende, men tillige befriende og oplivende over al forstand. »O kristelighed! du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved«.

Efter at Jesu tale og talen om ham således har lydt, følger kirkebønnen, som det nu er tilladt at bede fra alteret, som det sker i næsten alle kirker. — Egentlig bør trosbekendelsen, der hos os efter middelalderlig skik er placeret straks efter evangeliets oplæsning fra alteret, flyttes — som det er sket i de fleste nyere gudstjenesteordninger — til dens meningsfyldte plads efter prædikenen som det rette svar på Jesu tale til os.

Først derefter bedes kirkebønnen. Den følgende salme kaldes offertorie — dvs. offersalmen, hvorunder menighedens gaver fra gammel tid har været indsamlet. Så kommer mødet med Jesus selv i den hellige nadver. Der gør han sig til eet med os, for at vi, forenede med ham og hans offer kan blive hjulpet til at meddele os til Gud og hinanden, fornyede til dette liv og det kommende.

 

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre