136. Kedelig

Den stillestående gudstjeneste

Man kan undres over, at mens på den ene side de mange, der aldrig har sat sig ind i gudstjenesten, har vedtaget, at den er langtrukken, ensformig og kedelig, så er der på den anden side overordentlig mange kirkegængere og præster, som finder stor glæde og opbyggelse ved tjenesten, skønt de ikke er klare over, at dens forløb kunne blive langt mere livfuldt og dragende, hvis de havde større indsigt i dens fremadskriden og dermed i sammenhængen mellem dens forskellige bestanddele.

For dem er det hele en blanding af nogle faste bønner, nogle salmer, som præsten holder meget af, og som menigheden helst skal kunne nikke genkendende til. Så er der oplæsning af bibeltekster, som for høj tidernes vedkommende jo giver sig af sig selv, men hvorom man for de øvrige søn- og helligdages vedkommende ikke gør sig klart, hvorfor just de tekster er henlagt til dagen. Om prædikenen mener man, at der må præsten da uddrage det af dagens evangelium, som han er mest inspireret af, og så lægge sin hjerne i blød og finde på et eller andet, som kan gøre det rigtig tilgængeligt og aktuelt for moderne mennesker. Endelig er der altergangen, som jo er noget med syndernes forladelse …

En sådan tilgang til gudstjenesten gør den til noget planløst og stillestående, en march på stedet, og endnu mere, hvis der vælges salmer, som bare repeterer, hvad der er sagt i teksten og i prædikenen. Hvis der så tilmed er en salme med fra seks til otte vers lige før prædikenen, virker det, som om gudstjenesten for en tid er gået i stå. Det statiske er en følge af, at man ikke er opmærksom på den spændkraft og fremdrift, som ligger i sam- og modspillet mellem de led, som gudstjenesten er opbygget af.

 

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre