55. Tiden

Tid og evighed

Tiden forestiller man sig som en lige linie, hvorpå det fortidige, det nutidige og det fremtidige anskues som afsnit eller punkter, følgende efter hinanden.

Evigheden tænkes som en uendelig forlængelse af linien, bagud og fremad.

Men man kan også forstå evigheden som ophævelse (ophør) af tid og dermed af afstanden mellem det, som var, og som er, og som kommer, således at alt bliver nærværende på een gang. For den, som er anbragt i evigheden, vil alt det, som på tidens linie kommer efter hinanden, være lige nært, ligesom den, der står midt i en rundkørsel, har samme afstand til alle de forbipasserende, skønt de indbyrdes følger efter hinanden, skilte ved større eller mindre mellemrum. Fastholder man at anskue tidsfølgen som en lige linie, bliver sammenligningen med rundkørslen måske noget skæv; men den skal blot illustrere, at de, som er havnede i evigheden, er lige nær på alle, som nu på tidens linie er fjernet mere eller mindre fra hinanden (58). Ifølge sagens natur kan forholdet mellem tid og evighed kun gøres anskueligt ved ufuldkomne sammenligninger. Foruden den her givne udredning tilbydes mange andre. Hjælp til klarhed kan vel også hentes i Einsteins relativitetsteori.

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre