57. Spådomme

Hvad skal man mene om spådommene i det Gamle Testamente?

Det Gamle Testamente består for en meget stor del af bøger, der direkte bringer profeternes forkyndelse, og af historiske bøger, som er prægede af profeternes anskuelser. En profet er en budbringer, en frem­siger af Guds vilje — dvs. af Loven, Guds krav til os, og Evangeliet, det som Gud vil give og lade ske til sit folks gavn. Det sidste bliver nemt ensbetydende med forudsigelser. Disse forudsigelser gik enten i opfyldelse i den nærmeste fremtid eller ej, men deres ordlyd var så indholdsrig, at de i hvert fald kom til at stemme overens med det, der skete, da Jesus kom til verden, f.eks. med løfterne til fædrene, spådommen om Immanuel (jomfrufødselen), fødselen i Bethlehem og stjernen, flugten til Ægypten, barndommen i Nazaret, Jesu virksomhed i Galilæa, indtoget i Jerusalem, Herrens lidende tjener og opstandelsen på tredjedagen. I en vis udstrækning har forudsigelserne selv været med til at fremkalde det, som de spåede om (58).

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny