56. Efter døden

Om livet efter døden

I evigheden er der ikke nogen tid, som skiller de døde, de nulevende og de fremtidige slægter og slægtninge fra hinanden. Uden for tidsfølgen, i evigheden, oplever de efterlevende allerede nu gensynet med de bortgangne, og de med dem. Men, fordi de efterlevende endnu er bundet til tiden, tager gensynet sig fra deres standpunkt set sig ud som noget, de først sidenhen skal opleve.

I drømme og ekstase opleves bindingen til før og nu og til afstande som mere eller mindre ophævet (53). Begivenheder og steder kommer væltende over hinanden næsten samtidigt. Det er uvist, om sjælen efter døden snart går til grunde (53) for siden at opstå med nyt legeme, når tiden rinder ud ved dagenes ende, eller om den straks går helt ud af tiden og ind i evigheden. Den tredje mulighed er, at den fortsætter på tidens bane, omend mindre bundet til den end før. Det ville rime med Bibelens tale om, at de døde og deres sjæle »sover«, og i det hele taget med tanken, en »mellemtilstand«, den tilstand, de døde befinder sig i, inden de havner i evigheden. I den tilstand kan de godt siges at være »hjemme hos Herren«, hvad deres sjæle angår. Men i evigheden bliver de det med både sjæl og legeme.

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre