54. Undere

Forholdet mellem undere og »naturlove«?

Både det Gamle og det Nye Testamente omtaler mange undere eller mirakler, og i kirkens historie sker stadig mirakler, gerne i forbindelse med helgener. Nogle vil kun hefte betegnelsen mirakler til uforklarlige hændelser, som ikke tjener noget særligt ophøjet formål, og kun, bruge ordet undere om de mærkelige hændelser, der vidner om Guds magt og nådige vilje. Men sprogligt betyder de to ord det samme. Et er det naturligvis, hvis strygejernet gik hen og fik tvillinger (Kaj Munk), eller hvis en mand spadserede ud i luften fra et vindue på 4. sal og ind igen. Noget helt andet er det, når Jesus opvækker døde, helbreder ved ord og berøring, uddriver onde ånder, bespiser tusinder i ørkenen med få håndfulde madvarer, forvandler vand til vin, stiller stormen på søen og går på vandet. En sådan opbyggelig leg om ord og benævnelser er lige så uvedkommende som en videnskabelig, der siger, at undere, mirakler, strider mod »naturlovene«, fordi de adskiller sig fra, hvad man normalt oplever, og ikke har påviselige naturlige årsager. For hvad er »naturlig«, og hvem har vedtaget »naturlovene«? Snarere må det siges om undere, at de må have andre eller flere årsager end dem, som vi kan påvise ved almindelige hændelser, — årsager, som vi endnu ikke har fundet, men måske engang når frem til at kende, eller måske aldrig i denne tilværelse som følge af vor forstands begrænsning. Men, hvis vi fandt årsagerne, ville vi straks kalde dem for »naturlige« og tro, at vi af den grund var blevet klogere. Når Bibelen lader underne skyldes Guds Ånd, må vi tænke os, at Ånden sætter en kæde af årsager, kendte og ukendte mellem hinanden, i gang og derved bevirker underet (41).

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre