46. Gamle forklaringer

De gamle religioners videnskabelige forklaringer på
verdens tilblivelse

De gamle religioners videnskabelige forklaringer på verdens tilblivelse såvel som nutidens teorier derom — derunder den almindelige materialismes og dens særlige marxistiske, »dialektiske« udformning af dem (19, 40) regner ikke med nogen egentlig skabelse, men kun med en omdannelse af noget, som altid havde været til i forvejen.

Den nordiske religion lader alt begynde med et koldt og et varmt område, adskilte af et svælg, Ginungagap. I det frem bragtes ved mødet mellem det kolde og det varme en kæmpe, Ymer. Desuden var der en ko, Audhumbla, som han fik næring fra. Ved guders indgriben og sønderdeling af Ymers krop skabtes, gennem flere mellemformer, resten.

I forasiatiske religioner er alt i begyndelsen dækket af vand, hvoraf så en høj dukkede op. Derpå byggedes et tempel, hvorved den videre udvikling af verdensordenen sikredes. Men der nævnes også en kvindelig guddom, et havuhyre, Tiamat, som guden Marduk bekæmpede og kløvede for derefter af hendes krop at danne jorden og himmelhvælvingen. I ægyptisk religion fremkommer det hele af et æg.

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny