51. Arternes tilblivelse

Bibelens syn på arternes tilblivelse

Der er et svælg mellem arterne — også mellem aber og mennesker. Parring mellem forskellige arter giver intet afkom. Det sætter forskellene mellem arternes blodtyper og flere andre grundlæggende kendetegn bom for.

Bibelen går ud fra, at hver art er blevet til for sig, så hver art har sin egen stamfader og -moder. Det rimer også med, at de forskellige levende væsener hver har sin særlige udformning af arveligheds- og igangsættelsesmolekylerne.

Af Bibelen fremgår også, at der altid har været to køn. Alt dette udelukker på ingen måde, at udvikling eller forandring kan have fundet sted, men kun inden for hver art for sig derved, at den har udfoldet sig i nye racer. De kan være resultatet af en påvirkning af arveanlæggene gennem voldsomme klimaforandringer eller ændringer i den kosmiske stråling. Der er vitterlig forskel mellem de første, uddøde menneskeracer og den nuværende, mellem tigre, elefanter, hjorte, heste og mange andre dyr, som de er nu, og som de var før istiderne, syndfloderne og andre vidt udbredte katastrofer. Efter syndfloden begyndte en mærkbar nedgang i menneskets levealder.

Kort sagt: den oprindelige udviklingslære hævder, at dyrene forandrer sig selv gennem lange tider under deres tilpasning til forandringer i omverdenen. Bibelens syn rimer mere med nyere udviklingslære i, at det er forandringerne i omverdenen, som forandrer dyrene, ret så direkte og på ret kort tid.

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre