42. Beviser?

Hvad beviser, at Gud er til?

Allerede fra gammel tid har man sagt, at det, som er, — at verden omkring os er til, — beviser, at der må være en Gud. Vi kan tilføje, at det bevises også af det, som sker.

Verdens opbygning og især udformningen af alt det levende — og udviklingen af det — kan ikke forklares ved, at materialet, stoffet har arbejdet på sig selv og så omsider gennem millioner af år eller mere skulle have slumpet, for ikke at sige raflet sig til at frembringe liv, — liv, som derefter foldede sig ud til at blive naturens mangfoldighed af planter og dyr. I så fald ville der også kunne være kommet en bil ud af det, hvis metaller, gummi, glas og plastic gennem årmillioner på slump var blevet rodet omkring mellem hinanden. Eller det var blevet til en roman, hvis der gennem lige så lange tidsrum var blevet trykket planløst på en skrivemaskines tangenter (40). Man kan nok indvende, at naturens egen mekanik er langt mere omfattende og fintmærkende end de i de to karikerende sammenligninger. Tilmed er selv de enkleste former for liv endnu mere komplicerede og forunderligt gennemarbejdede end en bil og en roman.

De levende væseners tilpasning til livsvilkårene, deres indbyrdes afhængighed og samspil og sikringen af forplantning, alt er så planmæssigt afpasset og hensigtsmæssigt indrettet, at man ikke uden at havne i videnskabelig overtro (40) kan afvise påstanden, at en overlegen intelligens må have udtænkt og sat det hele i gang. Den må i skabningerne have indlagt en programmeringsmekanisme, en nøgle, som på een gang sætter udformningen af en plante- eller dyreart i gang og bestemmer, hvilken form den skal have, og sætter grænsen for, hvilken størrelse den må vokse til, så f.eks. et karsefrø ikke bliver til en daddelpalme, en kokosnød ikke til en nellike, en mygs befrugtede æg ikke til en elefant, en girafs ikke til en spidsmus osv.

Nu har man da også fundet denne kode og igangsættelsesnøgle, nemlig de såkaldte DNA og ADN molekyler. De findes i kromosomerne, som udgør den del af legemets celler, der rummer arveanlæggene.

DNA og ADN molekylerne ligner begge en mellemting mellem en spiral og et juletræ, er uhyre små, men rummer i 10 milliarder enheder igangsættelsesimpulserne og planerne til afkommets udformning (50).

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt på ny