30. Kald

Kald og/eller erhverv?

Et udslag af nutidens »stump- og smuldtænkning«, dens uformå­en i retning af at tænke i sammenhæng (39) er, at man finder en modsætning mellem arbejdet som et kald og arbejdet som et er­hverv. Man mener, at beskæftigelser som litterært og kunstne­riskt arbejde, sygepleje, missionær- og præstegerning er kald, noget som man i første række påtager sig af kærlighed til opga­ven, eller for at tjene menneskeheden eller andet højere formål, mens derimod de fleste andre beskæftigelser er noget, som man kun vælger for indtjeningens skyld.

Naturligvis har industrialiseringen fremmet den tankemæssige kortslutning at se en modsætning mellem kald og erhverv. Den har jo henvist utallige mennesker til et åndssløvende og mono­tont rutinearbejde som følge af, at arbejdsprocessen er blevet så omfattende, at den enkelte arbejder kun er beskæftiget med et enkelt udsnit af den, og ofte ikke kan overskue hele dens forløb. Det går ud over lyst og interesse for opgaven. Men uanset det må alligevel ethvert arbejde, også et, som man kun påtager sig for lønnens skyld, anses for et kald; thi foruden at tjene sig selv dermed, tjener man sine medmennesker, simpelthen derved, at dette arbejde bliver gjort. Der er altså nogen, som »kalder« ad én igennem det. Dertil kommer, at man i ethvert arbejde kan kom­me ud for en situation, der kalder én til at yde mere end det, som man bliver betalt for, — som kræver éns hjælp, indskriden, omtanke, gode råd eller dristig dåd.

Ethvert arbejde er et kald, et middel, som Gud bruger til at liste mennesker til at tjene hinanden, liste onde og »gode« i lige grad til at gøre gode gerninger langt ud over, hvad de selv har haft til hensigt.

Forrige Hovedoversigt Næste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt på ny

 

30. Kald og/eller erhverv?

Et udslag af nutidens »stump- og smuldtænkning«, dens uformå­en i retning af at tænke i sammenhæng (39) er, at man finder en modsætning mellem arbejdet som et kald og arbejdet som et er­hverv. Man mener, at beskæftigelser som litterært og kunstne­riskt arbejde, sygepleje, missionær- og præstegerning er kald, noget som man i første række påtager sig af kærlighed til opga­ven, eller for at tjene menneskeheden eller andet højere formål, mens derimod de fleste andre beskæftigelser er noget, som man kun vælger for indtjeningens skyld.

Naturligvis har industrialiseringen fremmet den tankemæssige kortslutning at se en modsætning mellem kald og erhverv. Den har jo henvist utallige mennesker til et åndssløvende og mono­tont rutinearbejde som følge af, at arbejdsprocessen er blevet så omfattende, at den enkelte arbejder kun er beskæftiget med et enkelt udsnit af den, og ofte ikke kan overskue hele dens forløb. Det går ud over lyst og interesse for opgaven. Men uanset det må alligevel ethvert arbejde, også et, som man kun påtager sig for lønnens skyld, anses for et kald; thi foruden at tjene sig selv dermed, tjener man sine medmennesker, simpelthen derved, at dette arbejde bliver gjort. Der er altså nogen, som »kalder« ad én igennem det. Dertil kommer, at man i ethvert arbejde kan kom­me ud for en situation, der kalder én til at yde mere end det, som man bliver betalt for, — som kræver éns hjælp, indskriden, omtanke, gode råd eller dristig dåd.

Ethvert arbejde er et kald, et middel, som Gud bruger til at liste mennesker til at tjene hinanden, liste onde og »gode« i lige grad til at gøre gode gerninger langt ud over, hvad de selv har haft til hensigt.

Så liflig lege vi for Vor Herre