106. Ikke-mit-ansvar

Udsættelse af børns dåb

En frugt af nutidens tankeforkortning er, at man af ærlighed vil udsætte sit barns dåb, indtil det bliver så gammelt, at det selv kan tage stilling til, om det vil døbes eller ej. Derved mener man at undgå at træffe en afgørelse på barnets vegne. Men det forholder sig stik modsat, for ved at udskyde dåben har man i højere grad truffet en uomstødelig afgørelse for barnet, end man ville have gjort ved at lade det døbe som spædt. Man har nemlig — tilsigtet eller ikke — på forhånd bragt barnet i et modsætningsforhold til dåben, der let vil kunne afskære det fra en selvstændig og uhildet stillingtagen til det at døbes senere hen.

Hvis man derimod selv afgør sagen for det spæde barn ved at lade det blive døbt, fratager man det slet ikke muligheden for selv senere at omstøde denne »afgørelse«. Det kan jo som voksent blot bestemme sig til ikke mere at have med Jesus at gøre (35).

ForrigeHovedoversigtNæste

C.B. Hansen: Gammel tro — tænkt påny

Så liflig lege vi for Vor Herre