Kategoriarkiv: Læst

Ode til „den skønne Herrens gudstjeneste”

Af Henrik Christiansen, biskop emeritus, Aalborg

… I DETTE DIT HUS…

Udvalgte prædikener af Peter Østerby-Jørgensen
Re-formatio ‘s Forlag, 2006.
155s. 150,- kr.

I Budolfi, Aalborg Domkirke, hvor Peter Østerby-Jørgensen blev præsteviet i 1987 findes en indskrift fra Sl 27,4 i oversættelse fra Lutherbibelen (1585): »En ting beder jeg af Her- ren, det ville jeg gerne, at jeg måtte blive i Herrens Hus al mit livs tid, at skue den skønne Herrens gudstjeneste og at besøge hans lejr«. En sådan holdning er nerven i denne prædi-kensamling, som det også fremgår af samlingens titel, hentet fra højmessens indgangsbøn i dens klassiske form: »Vi er kommet ind i dette dit hus…«, for de 34 prædikener fornem- mes som kærlighedserklæringer til Guds-huset og den gudstjeneste, det er bygget til at tjene.

Sansen for gudstjenestens herlighed er vågnet i forfatterens helt unge dage under inspire- rende vejledning fra sognepræst Børge Barsøe, Virring (1938 til 1979), som det fremgår af prædikenen til Nytårsdag. Med årene er den blevet stadig uddybet ved hans erfaringer som sognepræst gennem 20 år sammen med de gudstjenestefejrende menigheder. Prædikenerne genlyder af taknemlighed over Den hellige Dåb, Den hellige Nadver og Det hellige Evangelium for nu at anvende et ordvalg, der er karakteristisk for hans prædiken.

Glæden over liturgien går hånd i hånd med, at der tales »sandt om småt og stort og jævnt om alt det høje«. I et i bedste forstand dagligdags sprog og under relevant inddragelse af vor aktuelle situation som kirkeligt og folkeligt fællesskab redegøres for den pågældende dags eller fests anliggende i lyset af Den Opstandnes nærvær ved døbefont og nadverbord. Ofte underbygget af velvalgte citater fra de store salmer, og med rosværdig klarhed opsummeres og repeteres i korte sætninger dagens indhold og anliggende, ligesom hver prædiken som overskrift har en salme-linje, der udtrykker dagens scopus.

20 af de 34 prædikener er hentet fra Jule-, Påske- og Pinsefejringen samt fra Bebudelsen, Himmelfarten og Alle helgen. Ud fra de centrale frelsesbegivenheder ― og med en bemær- kelsesværdig fremhævelse af hver søndag som en ugentlig fejring af Kristi opstandelse ― forkyndes Evangeliet, ofte under fin udnyttelse af den indsigt i gudstjenestens og sakra-enternes væsen og gave, som Grundtvig i sine salmer har skænket den danske kirke.

Som Peder Palladius i sin Visitatsbog lærer præsterne det, bliver Peter Østerby-Jørgensen ikke træt af fra prædikestolen at henvise til døbefont og alter, for at kalde menigheden til at stole på og hvile i Dåb og Nadver, de handlinger, som Den Opstandne selv ved Hellig-åndens kraft øver i os til tro og håb og kærlighed…

»Udvalgte prædikener« er modne frugter af en sognepræsts solide indsigt i og levende anvendelse af den tros-skat, som virker i den danske folkekirkes klassiske højmesse, når menigheden fejrer gudstjenesten i den fylde, som den er overleveret os fra oldkirken og fra den evangelisk-lutherske reformation og lever hos i dag ikke mindst i kraft af vore store salmedigtere.

Bogen er inspiration for præst og menighed til at fejre gudstjeneste hver søndag i »dette dit hus« ― for livets skyld ― ad majorem gloriam Dei.

- – -

Anmeldt i Præsteforeningens Blad 16. november 2007/46 s. 964

Den fremmedes lod

De skønne Herrens Gudstjenester

Børge Barsøe
Sognepræst i Virring & Essenbæk 1938 -1979
Morten Møbjerg (red.)
RE-FORMATIO’s FORLAG 2002

Den kirkelige fornyelse — højkirkeligheden — begyndte i England. Udgangspunktet var den sekularisering af den anglikanske kirke, som tilspidsedes i et regeringsforslag om at inddrage et antal stifter på Irland. Det var da, at John Keble holdt sin berømte prædiken National Apostacy d. 14. juli 1833.

Teksten var psalme 2. Den erfaring af Guds suverænitet som kommer til udtryk i denne psalme er grundmønstret for alt, hvad der siden er blevet kaldt kirkelig fornyelse og højkirkelighed. Ud af denne psalmes livsholdning er teologi, liturgi, diakonalt og litterært engagement siden uafbrudt vokset frem i snart to hundrede år.

Til Sverige kom denne højkirkelighed i de første decennier af 1900-tallet gennem unge præster, som rejste til England: Elis Schröderheim, Sam. Gabrielsson, Albert Lysander og mange andre. Hvad de oplevede, søgte de at virkeliggøre i små bønsfællesskaber.

En nytænding af denne inspiration blev det, da Gunnar Rosendal 1927 mødte høj- kirkeligheden i et af disse fællesskaber, Societas Confessionis Apostolocae. Dermed fik den svenske højkirkelighed en leder med unikke egenskaber, en mental og fysisk vitalitet på grænsen til det utrolige, en strålende begavelse, en charme og et humør, som kun hos få kirkemænd i 1900-tallet.

Til Danmark kom den kirkelige fornyelse først efter 2. verdenskrig.

Børge Barsøe

En af dens foregangsmænd var sognepræst Børge Barsøe (1911-1989). Han var sogne- præst i Virring-Essenbæk 1938-1979. I 1948 begyndte han at deltage i anglo-katolske konferencer og fik på denne tid kontakt med Fader Gunnar Rosendal.

Sin åndelige baggrund havde Barsøe i Kirkeligt Centrum, den bevægelse, som ville holde fast ved det centralt kirkelige, midt imellem de i Danmark udprægede „yderfløje”, grundt-vigianismen og vækkelsesbevægelserne.

Han var en modig mand på mange planer, bl.a. var han aktiv i modstandsbevægelsen og lod oven i købet dens ledere holde våbeninstruktion i konfirmandstuen. Selv skrev han yderst lidt, ytrede sig sjældent offentligt. Hele hans indsats koncentreredes omkring gudstjenesten.

Den messe, han fejrede, fik et monumentalt udtryk i Dansk Messebog (1976). Nu har han også fået sin biografi i bogen De skønne Herrens gudstjenester (Re­-formatio’s forlag). Her har 5 forfattere skildret hans livs indsats. De er selv siden gået forskellige veje: en af dem er blevet græsk-ortodoks munk, en anden er blevet kvindelig præst. Fælles for dem alle er, at de er blevet dybt påvirket af Børge Barsøe.

Morten Møbjerg (død i januar 2005) lærte allerede som student menighedslivet i Virring at kende. Det drejede sig ikke om liturgisme eller liturgisk æsteticisme, men der fandtes en liturgisk teologi på bunden af det, som Børge Barsøe gjorde. Det altafgørende var at skabe en sammenhæng mellem messens fejring og vort almindelige liv i dets grå dagligdag.

I messen var Kristus sakramentalt, objektivt og virkeligt nærværende. Dette blev en forløsende indsigt for de mange unge teologer, som var plagede af den datidige teologis individualisme og eksistentialisme.

Det liturgiske liv, som efterhånden brød frem i menighederne, skabte protester, som førte til en retssag. Den handlede delvis om petitesser, som at Barsøe kyssede alteret og faldt på knæ efter indstiftelsesordene. I baggrunden lå der hele tiden en rædsel for det, man opfattede som romersk katolicisme. Var Børge Barsøe kryptokatolik?

Peter Østerby-Jørgensen behandler dette spørgsmål. Han påpeger, at det hos Børge Barsøe drejede sig om en bekendelse til den kristne kirke i dens helhed, altid og overalt. Dermed var det også en solidaritet med den danske kirke i hele dens historie.

Selv talte Barsøe ofte om „den vesterlandske kirke”. Der vidste han, at han hørte hjemme. Den var normen for hans gudstjeneste. En af dem, som ytrede sig i retssagen mod Barsøe var professor Regin Prenter. Hans bedømmelse var differentieret, men han så klart det positive: „Her er der noget af en vækkelse til et nyt syn på gudstjenestens og kristenlivets herlighed”. Modstanderne reagerede bl.a. ved at indkalde andre præster til at holde gudstjenester. En af de præster, som gik med på den ide, Vagn Hasselgaard, blev en af Barsøes understøttere og en central personlighed i den danske højkirkelighed.

Børge Barsøe blev ikke ensom i Virring. Omkring ham samledes en gruppe præster og lægfolk til regelmæssige konventer. Dette blev et trosmiljø med en ny teologisk fordybelse. Man begyndte at gennemtænke hvad kirken egentlig er. I et af sine dokumenter for- mulerede gruppen det således: „Kirken er en levende sakramental organisme, sendt af Gud gennem Jesus Kristus til frelse af verden og til hans navns forherligelse. Kirken er derfor karakteri­seret som regnum et corpus mysticum Christi. — Kristi rige og hemmelig­hedsfulde legeme”. Den danske kirke — også i folkekirkens skikkelse — opfat­tedes som en del af dette verdens­vide, hemmelighedsfulde Kristusnærvær. En af deltagerne i Virring-konventet beskriver dem således: „Det var jo, hvad Virring-dagene havde handlet om: lovprisning på Skriftens grund gennem tidebøn og messe.”

Børge Barsøe var ingen skrivende eller talende mand. Hovedparten af hans teologi findes i et lille hefte for konfirmander. Han var ingen pædagog, han skriver snarere ud fra sin egen overbevisning end ud fra læsernes forudsætninger. Det gør det hele desto mere interessant i en større sammen­hæng.

Når han forklarer det første bud, skriver han:

„I vor kirkegang skal vi forsøge at tænke på, at vi er der først og fremmest for at give Gud vort nærvær og vor lovsang, give ære, vor tak og vor kærlighed, fordi han er Gud, og fordi det højeste og vigtigste, som han har skabt til os på jorden, er at dyrke ham.”

Barsøes egen lange kamp for gudstjenestens rette udformning i Virring og i Danmark er altså en konsekvens af hans forståelse af det første bud. Dermed er det også en følge af hans syn på menneskelivet i det hele taget. Hele den menneskelige tilværelse samles op i messen som et lovsangsoffer til Gud. Han skriver: „Kirkens alter, hvor vi frembærer os selv, vort hverdagsliv og vort arbejde, vore glæder og vore sorger ― det er sognets midt- punkt, og det er også derfra alt menneskeligt får sin næring”.

I en af de få trykte prædikener taler han om „troens muntre sønner”, som har set, at det er deres opgave at formidle det lovsangsoffer, som tilkommer hele skabelsen. Denne lov- sang åbner vejen for Guds velsignelse, så nadverens brød og vin bliver „kanaler” for himmelsk nåde og kraft ind i verden.

Om sådan noget kunne Barsøe tale med sine konfirmander. En af dem, Bodil Hindsholm Hansen, beretter om, hvordan det var at have Barsøe som konfirmandlærer. Hendes familie boede et andet sted, men søgte til Virring for gudstjenestens skyld. Hun skriver: „En rig, ja i alle måder farverig og meget smuk liturgi fandt vi i Virring. Gudstjenesten var højtid der”. Barsøe opførte sig som en i øvrigt tilbageholdende person, men i sit valg af salmer for konfirmanderne viste han, hvad der inderst rørte sig i ham. En af dem var den meget sjældent anvendte salme, som begynder:

Jesus, Jesus, Jesus sigter
Alt mit hjertes ønske til,
Og sig hermed fast forpligter,
At jeg vil, som Jesus vil.
Hjertet i ham glad og mildt
Råber: Herre, som du vilt.

Også en konfirmand kunne mærke, at der var en sammenhæng i alt, hvad præsten gjorde. Bodil Hindsholm Hansen skriver: „Han var en stor person­lighed og fremtrådte med en selvfølgelig autoritet, så alene det ville have sat sig et tydeligt spor. Det vigtigste var dog, at hos ham forenedes alle elementer og gik op i en højere enhed: historie, kultur, dogmatik, bibellæsning, liturgi, musik (selv var han særdeles musikalsk), alt forenedes hos ham i en sym­biose, og det var messefejringen.”

Det stærke indtryk, Barsøe gjorde på sine om­givelser, bekræftes af Mads Bille, som var kirkemusiker i Virring: „Magien omkring Barsøes person forstærkedes også af, at han aldrig talte om sig selv. Barsøes nærvær i et rum kunne til tider opleves som en hilsen fra et sted, hvortil de færreste havde adgang. Hans personlige reserverthed kunne også opleves som afstandtagen. Det ville ikke have gjort menighederne noget at have en præst, som de ikke forstod; men at have en præst, som de havde indtrykket af ikke kunne lide dem, det var mere, end de kunne rumme.”

Det mest personlige afsnit i bogen om Barsøe er skrevet af Ole Frederik Stjernfelt, nu orthodoks munk i Grækenland under navnet Fotius. I sin tid i Danmark levede han sig ind i Børge Barsøes forståelse af gudstjenesten. Den er ikke „en march på stedet”, ikke et møde for religiøst interesserede. Der er noget, som sker i gudstjenesten. Vi frembærer et offer til Gud selv. Det er en livsnødvendig funktion at fremlægge alt, hvad vort liv indeholder med en bøn om, at „Guds nåde og forbarmende kærlighed aldrig må vige fra dagligt liv og virke” (fra Dansk Messebog). Dette er, siger Fotius, drivkraften i Barsøes vision. Hverdagslivet og messen hører sammen. Messen forbinder det enkleste med det højeste. Den er en afgørende del af den gamle skabelses forvandling til den nye. I den sammenhæng ser Fotius også Barsøes overraskende interesse for madlavning, som jo også — på et andet plan — er en forvandling af råmateriale til noget, som er finere.

Børge Barsøe var modstandsmand under krigen og forblev modstands­mand også inden for det folkekirkelige system, hvor han i mange henseender var en fremmed. På en tur til sit elskede Frankrig, vendte han brat om i Strasbourg og kørte i et stræk tilbage til Danmark med ordene: „Det er hjemme, slaget skal slås”. En gang sagde han: „Tjenesten i Danmark er at fratages alt og dog ikke blive kritiserende eller bitter”. En anden gang sagde han: „Vi skal miste alt — blot det bliver i Kristi offertjeneste og derfor med håbet om de helliges fællesskab”.

Børge Barsøes vision havde været at se højkirkeligheden bryde igennem i Danmark på samme måde som i England i 1830’erne. Sådan gik det ikke. Dengang havde romantikken åbnet sindene for det hinsidige og det skønne. Nu, under den kolde krig, havde eksisten- tialismens fortvivlelse og konsumis­mens tomhed okkuperet sindene. „Vi kom for sent i Danmark”, sagde Børge Barsøe.

I en af de få bevarede prædikener beretter Børge Barsøe om de ti spedalske, som blev rensede af Jesus. Af dem vendte kun en tilbage for at takke. Det var en fremmed, en samaritaner. Børge Barsøe skriver: „Det bliver nemlig ikke i en lille arrig og sur eller aggressiv pressionsgruppe, Åndens gerninger bliver åbenbare, men i en med Kristus alt besejrende, alt henri­vende og alt inddragende taksigelse — men husk med den fremmedes lod”.

* * *

Men det er ikke hele sandheden. Det, Barsøe havde set i sin vision, nåede til flere end deltagerne i Virring-konventerne. En af dem var Poul Ulsdal, en af Danmarks flittigste kirkelige journalister. Han fik til opgave at holde et foredrag om højkirkeligheden, som han endnu ikke havde mødt. Selv havde Ulsdal ingen særlige kirkelige præferencer. Han var helt enkelt en kirkelig præst. Men jo mere han satte sig ind i, hvad Barsøe ville og tænkte, desto mere opdagede han, at han selv var — højkirkelig. Hvad det til syvende og sidst drejer sig om, er nemlig den kristne grundbekendelse: Jesus er Herre. Det er den virke-lighed, som siden vandt skikkelse i liturgi, teologi og livsførelse.

Poul Ulsdals foredrag blev publiceret i Præsteforeningens Blad 4/1956 og fik som titel: „Fra Lindhardt til Barsøe”. Den Lindhardt, der hentydes til, er professor P.G. Lindhardt i Århus, som for Ulsdal fremstod som typen på en individualistisk, helt subjek­tivistisk kristendom, slutstenen for en protestantisk fejludvikling med begyndelse i 1700-tallets rationalisme. Det eneste holdbare alternativ er den i bred forstand katolske holdning, som Ulsdal fandt hos Barsøe, bekendelsen til den ene almindelige kirke i hele dens bredde og historie. Det drejer sig altså ikke om at blive romersk, men just katolsk. Ulsdal skriver: „Tilbage til den katolske, den almindelige kirke — til det, kirken altid har troet på — det er vejen frem.”

Barsøe blev for Ulsdal symbolet på denne vej. Samtidigt opdagede Ulsdal, at dette var den oprindelige grundtvigianismes vej — til Guds levende nærvær i dåb og nadver, omgivet af bekendelsen til den Treenige. Det er ikke, sådan som de liberale troede, at enhver må søge frem til sandheden på egen hånd. Sandheden findes allerede på forhånd i kirken. Dette gør, at gudstjenesten bliver det centrale i kirkens liv — fordi Gud virkelig er nærværende der og handler gennem nådemidlerne. Derfor er præsten tjener for en objektiv virkelighed, ikke for en subjektiv følelse eller rørelse.

Barsøe hverken skrev eller deltog i offentlig debat. Han fejrede messen. Poul Ulsdal blev derimod en af Danmarks flittigste kirkelige journalister. Hans opdagelse af, at han egentlig var højkirkelig uden at vide det, er et tegn på, at Barsøe og hans højkirkelighed ikke var så fremmed for Danmark, som han selv troede. I virkeligheden drejede det sig til syvende og sidst om normal kristendom. Der er tider, hvor det normale bliver en mangelvare. Da er det den normale kristendoms lod at være fremmed, også der hvor den har hjemstedsret.

Christian Braw
47. Årgang nr. 1 — 2005