Kategoriarkiv: Anliggende

Hvad vil de højkirkelige

Højkirkelighedens anliggende

Rundt om ved kirkelige møder og præstekonventer spørges der — efterhånden som man bliver træt af bladangrebenes hidtil lave plan og de mere eller mindre bevidste fordrejninger og mistydninger: Hvad er det egentlig, de højkirkelige vil?

Skal man svare herpå, må man gøre sig klart, at „de højkirkelige” i Danmark ikke er organiseret som noget kirkeligt parti, men udtryk for en bevægelse. Derfor kan, hvad der siges, kun fremstilles af en enkelt for egen regning og risiko, — uden at andre på nogen måde kan være bundne deraf. Dog skulle jeg mene, at vi alle i mere eller mindre høj grad vil føle os på linie, når jeg prøver at anføre følgende ting til orientering om „anliggendet”.

Det er os magtpåliggende at arbejde for forståelsen af følgende:

  1. Kristendom er historie. Ikke alene i den betydning, at den er en profetisk-historisk religion blandt flere andre. Ikke kun ved hævdelsen af forsoningens og forløsningens „een gang for alle” i Jesus af Nazareth. Men det særligt kristelige: Gudmenneskets paradoxale under på bestemt tid og sted til frelse for alle tidens mennesker med alt, hvad der deraf følger for frelsens karakter og tilegnelse.
  2. Kirken er en levende organisme. Hvad enten man i sin anskuelse lægger hovedvægten på det institutionelle eller på det sakramentale i kirkens væsen, er kirken udtryk for Kristi fortsatte inkarnation på jorden.
  3. Det kirkelige embede beror på een af Gud villet ordning. Det er ikke en funktion af menigheden, men en funktion for den og i den. Det afleder ikke sin myndighed fra menigheden, men fra Gud — og gennem historisk ordinations-rækkefølge fra kirkens herre, Jesus Kristus. Det er sat til at tjene med ordets forkyndelse og nådens hellige midler og til at forestå kulten i menighedens forsamling.
  4. Den sakramentale nåde er ikke kun en form for det forkyndte ord, men en særlig gudsgerning til vor frelse. I den hellige nadver er nådegaven inderligt knyttet til elementerne på „objektiv” måde, hvilket på sin side begrunder messens ydre orden og medfører dens karakter af kult.
  5. Vor kirkes hovedgudstjeneste er efter sit væsen en messe. Derfor forestår et liturgisk arbejde med at gengive vor højmesse en karakter, der udtrykker dette på stadig bedre måde.
  6. Den gamle „tidebøn” er et godt og sandt udtryk for menighedens kirkelige andagtsliv, dens „bøn i Jesu navn”. Derfor går vi ind for dens genoplivelse i den danske kirke.
  7. Den kirkelige tradition — i hele den evangelisk-katholske arv — står vi taknemmeligt modtagende overfor, naturligvis ikke uden kritisk princip.
  8. Med fuld værdsættelse af Martin Luthers berettigede korrektur til middelalder-kirkens frelsesforståelse og hans fremhævelse af retfærdiggørelse ved tro alene føler vi det ikke dogmatisk tilfredsstillende at lade en systematisering af denne lutherske korrektur til et enkelt, omend afgørende punkt udgøre den hele dogmatik, ligesom vi ikke føler os kirkeligt trygge ved kun at lade læremæssige tvivlsspørgsmål og meningsforskelle afgøre alene ved Luther-citater. Vort kirkesyn medfører i vist mål en dogmatisk nybesindelse.
  9. Vi betragter ikke den romersk-katholske kirke af i dag som vor „moderkirke” og ønsker ikke en genforening med den under papatet i dets dogmeskabende overhøjhed med dens Mariakult og særlige messeoffertheologi, men vi ser på den som en „søsterkirke”, der — lige som vi — efter bruddet er gået sine egne veje, — og håber på den dag, da vi på sand måde og virkelig katholicitet kan finde sammen — også med vore romersk-katholske medkristne.
  10. Dansk højkirkelighed er ikke en importvare, men fremgroet på dansk folkekirkelig grund. I loyalitet med vor kirkes bekendelse bekendelsesskrifter vil vi arbejde for en kirkelig fornyelse i den enkelte menighed og i folket, idet vort syn på kirken dog selvsagt ikke lader sig lokalt og nationalt begrænse og derfor også rummer sandt økumenisk perspektiv.

Med anskuelser af ovennævnte art er vi klare over at komme i „modvind” fra forskellige hold, men villige til at gå ind i en saglig drøftelse af tingene vil vi afvise enhver anskuelse, der vil anfægte eller bestride vor ret til „at være her”.

Lund Pallesen
2. årgang nr. 2 — Høst 1959