Kirkelig fornyelse 4

Katolicisme

Forlængst er mennesker, der skriver i dette blad eller sympatiserer dermed, blevet beskyldt for katolicisme. Nogle taler om „katolicerende tendenser” — en luftede for nylig det fine og egentlig udmærkede navn „dano-katolicisme” — ofte siges det bebrejdende: „De er halv-katolske”.

Mod den sidste udtalelse er vi nogle, der vil protestere skarpt. Den beskyldning vil vi ikke finde os i, vi er ikke halvt, men helt katolske. Og vi vil straks gå over til offensiven og spørge vore angribere i den danske folkekirke: „Det er I vel også. For har I ikke den katolske tro — har I kun brudstykker deraf, så er I kun en sekt.”

Hører vi til den sande protestantiske kirke, så er vi dermed katolikker. Så må vi mene, hvad vi siger i vor trosbekendelse: „Vi tror på den Helligånd, en hellig katolsk (almindelig) kirke.”

Ordkløveri — indvender man måske. Nej, alt andet end det. Vi tror virkelig, at der kan ske en kirkelig fornyelse i vort folk, når det rigtigt går op for præster og menigheder, at vi er sande katolikker.

Jeg gentager det frimodigt: ER vi virkelig protestanter, må vi også fastholde, at vi er katolikker. Det gjorde vore reformatoriske fædre nemlig. Det udtrykkes aldeles klart både med hensyn til bogstav og ånd i det eneste egentlige bekendelsesskrift, som den lutherske kirke føjede til de tre oldkirkelige (katolske) — Confessio Augustana. I efterskriften til artikel 21 og dermed som afslutning på bekendelsens hoveddel, hvor selve troen bekendes, står der sådan: „Dette er i det væsentlige hovedindholdet af læren hos os, hvoraf det kan ses, at der ikke er noget, som afviger fra skrifterne eller fra den katolske kirke eller fra den romerske kirke … ” — Her siges det i hvert fald klart, at de reformatoriske fædre ville fastholde, at de var katolikker i den rette forståelse af det ord.

I den lutherske ortodoksi kunne det samme udtrykkes lige så klart: „Johan Gerhard kaldte et af sine hovedværker for „Confessio Catholica” — en anden af de store, Hollazius udtrykte denne sandhed således: „Den kristne kirke af den Augsburgske bekendelses konfession er den sande kirke og er katolsk, så vidt det gælder læren, men ikke, hvad angår det at omfatte alle mennesker.”

Det, som Hollazius siger, ses også tydeligt af C.A. Hovedsagen der er ikke, at ordet katolsk bogstaveligt står der, men at sagen er der. Og dette kan ses næsten fra artikel til artikel. C.A. vil hele tiden vise — ikke blot, at dens tro stemmer med skriften, man at den stemmer med kirkens tro i de forløbne århundreder.

Ordet katolsk har fået en rig og herlig klang for mange i vor tid — nemlig den gamle klang, som det også har i C.A. Oversat fra latin har ordet jo at gøre med det danske „det hele”. Man kan sige, at ordet katolsk i hvert fald har to dimensioner.

Den ene strækker sig ned gennem tiderne. Det er glædeligt at vide, at også vi kristne „af den Augsburgske confession” kan regne med, at den kristne tro har været til „ i sin helhed” gennem alle tider. Ikke bare oldkirkens, men også middelalderens tro er en del af den sande katolske tros historie. Vi behøver ikke at tro, at i de første 400 år af vore gamle landsbykirkers levetid var det skændig afgudsdyrkelse, der fandt sted i den såkaldte messe. Også da var trods visse misbrug (for at bruge C.A.’s udtryk) den katolske tro til stede.

Men det katolske har også en anden dimension — ikke i tiden, men på det vandrette plan, om jeg så må sige. Når vi siger, at vi vil være katolikker, mener vi i al enfoldighed, at vi vil se at få „hele” den kristne tro med. I særdeleshed i den sidste menneskealder er vor kirke blevet hærget af, hvad man kan kalde den skæbnesvangre „kun-teologi”.

Vi kender alle eksempler derpå: Kristendommen er kun syndernes forladelse — kun ordet alene — kun eskatologi — nadveren er kun en form for ordet — der er kun et „almindeligt præstedømme” i vor kirke o.s.v.

Alt dette er typiske tegn på, at vi har været ved at blive en sekt. Det er sektens kendetegn, at tro for meget på for lidt.

Jo, med stor glæde tager vi det gamle prøvede ord „katolicisme” i brug igen. — Noget helt andet er, at vi nok endnu et slægtled må bruge det mere til „indvortes brug” — og i den mere teologiske debat. Den brede almenhed vil jo stadig opfatte det som lig med det romerske. Og det er jo noget andet. Det spørgsmål skal der nok blive lejlighed til at vende tilbage til.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 4 — Jul 1958

Fastetiden

FASTETIDEN, som vi nu er inde i, er ikke en Tid, som hele Vejen igennem blot bærer det samme Præg. Men den har sin særlige Rytme og viser fra Uge til Uge en stadig Stigning eller snarere Fordybelse.

Forud for den går den korte Fastelavnstid med Fastelavns Søndag, Mandag og Tirsdag [i år d. 6.3-8.3.2011]. Den er efter Kirkens fine pædagogiske Forstaaelse en munter Festtid, hvor vi slaar gækken løs med Fester og Karnevaler, inden den alvorligere, kødløse Tid kommer — Ordet „Karneval” betyder jo „Farvel til Kødet”.

Saa begynder Kirkens gamle 40 dages Fastetid Askeonsdag [d. 9.3.2011]. Fra da af bør kristne Mennesker lægge en Dæmper paa visse Ting i deres Liv og begynde at faste saadan, som enhver evner det og behøver det. Men at faste er ikke nogen paabudt Lov, det er en gavnlig Øvelse, som vi indbydes og tilskyndes til at deltage i. Og vi skal huske Herrens Ord i Askeonsdags Evangelium: „Naar I faster, skal I ikke gaa med sørgmodig Mine — Men naar du faster, saa salv dit Hoved og vask dit Ansigt” (Matt 6,16-18).

Derpå følger Fastetidens første Del med 1. – 3. Søndag i Fasten samt Midfaste Søndag [i år d. 13.3 – 3.4.2011]. Disse Uger er endnu ikke præget af Tonerne om Jesu Lidelse. De fører mere vore Tanker hen paa hans Kamp mod Ondskabens Magter, hvorom ogsaa Søn- dagenes Evangelier handler:

  • Fristelsen i ørkenen — [Matt 4,1-11]
  • Den kanaanæiske Kvinde — [Matt 15,21-28]
  • Den Stærke og den Stærkere — [Luk 11,14-28]
  • Bespisningen i Ørkenen — [Joh 6,1-15]

Da tænker vi ogsaa paa Kristenlivets Kamp og synger: „Op, I Kristne, ruster eder! Kristi Kæmper, ud paa Vagt!” [DDS 2002: nr. 625].

Med Søndagen efter Midfaste [d. 10.4.2011] er vi inde i Fastetidens anden Del, Passions-tiden. Dagens gamle Navn er Passionssøndag. Og at det nu er Jesu Lidelse, der helt optager vore Tanker, ser vi af Dagens oprindelige Evangelium: „Da tog Jøderne Sten op for at kaste dem paa ham” (Joh 8,59). Nu begynder ogsaa alle Passionssalmerne at lyde ved Gudstjenesterne, ikke mindst Kingos. Og et endnu stærkere Præg af den dystre Alvor, som møder os her paa Vejen til Langfredag, udtrykker sig i Kirkens Liturgi — der er f. eks. Tradition for fra Passionssøndag at lukke de gamle Skabs-Altertavler, hvor saadanne haves i Kirkerne.

Men i vor danske Kirke møder vi paa denne Søndag en Vanskelighed, idet Dagen er blevet slaaet sammen med Mariæ Bebudelses Dag og i Alterbogen har fået dennes Navn og Bibeltexter. Og hvordan kan vi fejre baade Begyndelsen på Guds Søns Menneskevordelse, der kalder paa vor Glæde, og hans Passion, der stemmer os til Sorg? Det er meget uheldigt med denne Ordning, som midlertidigt maaske bedst kan afbødes ved, at der holdes to Gudstjenester paa Dagen, Højmesse som Bebudelsesfest og Aftengudstjeneste i Passionens Tegn. Her er en Opgave for vort liturgiske Udvalg, at arbejde paa at flytte Festen for Mariæ Bebudelse tilbage til dens gamle Dato d. 25.3 eller hen i Ugen efter Paaske. Thi som Festdag i Passionstiden passer den ikke, og udgaa af vort Kirkeaar maa denne vor eneste Maria-dag heller ikke.

Med den følgende Søndag, Palmesøndag [d. 17.4.2011] gaar vi ind i Passionstiden sidste Uge, den stille Uge. Nu er vi gennem Liturgiens Texter med i Jerusalem, Herrens Lidelsers By. Og al vor Opmærksomhed er nu samlet om at følge ham til Golgata. Alle Ugens Dage, paa hvilke al Fest og Komsammen er udelukket, bør fejres, helst i Kirken, ellers i det private Andagtsliv. Der er Tradition for paa Ugens tre første Hverdage at læse Jesu Lidelseshistorie henholdsvis efter Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet.

Skærtorsdag vil det være ret at fejre Højmessen om Aftenen, nemlig ved den Tid, „da Jesus vidste, at hans Time var kommet”.

Langfredag, om hvis liturgiske Udformning vor Alterbog tier, kan Johannesevangeliets Lidelseshistorie læses; ligesaa de saakaldte Improprier, „Bebrejdelserne”, et gammelt Led af netop denne Dags Liturgi. Gudstjenesten bør ikke være Messe med Altergang — ogsaa den hellige Nadvers Glæde vil vi undvære paa denne Sorgens Dag. Og Alteret bør være helt afklædt, saa det i sin barske Nøgenhed bliver os et Billede på Golgata. Den Korsets Hyldning, som fra gammel Tid sluttede Langfredags Gudstjeneste, kan vi faa med paa forskellig Vis, bl. a. ved at bruge Salmebogens Nr. 184 [DDS 2002 – nr. 211: Lad vaje højt vort Kongeflag], Grundtvigs Gendigtning af Venantius Fortunatus’ Langfredags-Salme „Vexilla Regis”.

Ogsaa Paaskelørdag bør fejres med Kirkegang, som det nu sker mange Steder. Texten er Evangeliets Beretning om Herrens Gravlæggelse, og vor Salmebog har nogle udmærkede Salmer til Dagen. Og naar Kirkeklokkerne Lørdag Aften begynder at Kime, gaar Pas- sionstiden til Ende med sin Faste og sin Sorg.

Og Paaskemorgen [d. 24.4.2011], naar Alteret igen er klædt, Lysene tændt, Kristtjørnens stikkende Torne afløst af gule Paaskeliljer, der som smaa Trompeter trutter det ud, at „Krist stod op af døde”, og Liturgiens Glædesled er vendt tilbage, da er alt Glæde, Jubel og Fest ved Menighedernes Paaskehøjmesse. Paaskefesten, den korsfæstedes frydefulde Opstandelsesfest kræver to Helligdage på Rad og kaster sit Lys over hele den følgende Tid, Kimetiden, hvor Klokkerne kimer hver Søndag lige til Pinse. Og Søndag efter Paaskedag, Hvide Søndag [d. 1.5.2011] gaar Konfirmandernes lange Procession ind i Kirken til Konfirmation, for nu i Opstandelsens Lys er der noget at konfirmere paa og fri Adgang til at holde Fest. Og Klokkerne bliver ved at kime til Himmelfarts- og Pinsefest. Men saa langt vil vi ikke tænke frem endnu, den Glæde gemmer vil til næste Nummer.

Urban Schrøder, Varnæs
1. årgang nr. 5 — Fasten 1959

Kirkelig fornyelse 3

Protestantisme

I de to foregående artikler i denne serie har jeg prøvet at vise, at vi virkelig vil gå ind for ordet „reformation”. Ja, at vi mener, at der er intet vor kirke trænger mere til i dag end en reformation — nemlig tilbage til den kirke, som f.eks. Confessio Augustana og Den danske kirkeordinants er udtryk for. Vi går bogstaveligt ind for ordet i dets latinske form „re-formatio”, vi vil arbejde for, at kirken får sin gamle „form” tilbage „igen”. Vi bekender os dermed til den gamle kirkes tro (modsat moderne sværmerier), at kirken og alt i kristentroen virkelig har sin „form”-. Vi tror på inkarnationen.

Men vi vil også med glæde gå ind for ordet „protestantisme” — når blot ordet forstås ret. Professor Prenter indleder sin fortræffelige bog „Protestantisme i vor tid” med en redegørelse for betydningen af ordet „protestantisme”. Han peger der på, at ordet ofte har været meget ilde lidt, fordi det havde en negativ klang. Det har givet indtryk af først og fremmest at betyde at gøre indsigelse imod noget — protestere imod noget.

Men ordet er ingenlunde blot et negativt ord, siger Prenter. Han peger på ordets oprindelige betydning: at vidne for — at træde i skranken for noget som man tror på eller er overbevist om. Da navnet første gang brugtes i 1529 skulle det være klart, at det dækkede noget negativt og noget positivt: indsigelsen udsprunget af dette, at der er en bestemt tro man træder i skranken for.

Sådan vil vi også løfte den gamle protestantiske fane højt. Vi vil protestere, gøre indsigelse så kraftigt, vi kan, fordi vi netop har noget, vi står fast på. Protestantisme i dens negative form har redet vor kirke som en mare i det sidste slægtled.

Vi kender alle stilen: prædiken, foredraget, artiklen, hvis hovedindhold var protest:

  • protest imod pietisme
  • mod religiøse oplevelser
  • mod moral
  • mod kirkelæren
  • mod dogmerne
  • mod kirkens orden og gamle traditioner
  • mod menighedsarbejde
  • mod fromhed
  • mod religion
  • ja, protest mod de troende og kirkelige, —

og hvor det positive var et eller andet tåget, der hed „evangeliet” og „ordet”.

Vi vil bestræbe os på at være rette protestanter i modsætning til disse ny-protestanter eller snarere pseudo-protestanter. Vi vil protestere først og fremmest mod alle disse ofte helt selvmodsigende „protester”, vor tid er præget af. Vi vil protestere imod „mode-teologiernes rædselsherredømme” for at citere Prenters bog. Vi vil protestere imod vor tids fortvivlede religiøse subjektivisme, der viser sig i, at snart hveranden præst ganske tilfældigt og principløst udvælger sig, hvad han nu synes, er „evangeliet” og derefter docerer denne private opfindelse som kristendom.

Men vi vil først og fremmest være rette protestanter ved at gå ind for noget — træde i skranken for noget. Denne form for protestantisme står det særdeles sløjt til med i vores tid. Går man ind for noget, er det oftest noget, man selv udvælger sig — og oftest noget nyt hvert tiende år — i bedste fald noget temmelig stivnet noget, man har arvet fra det bestemte miljø, hvor man er vokset op.

Indvendinger fra nogles side, som siger om sig selv, at „vi da går ind for Luther” — eller „vi løfter da Luthers arv” — har vi forlængst indset tomheden i. For det bliver jo blot den bestemte Luther — eller rettere de bestemte Luther-citater, der bekræfter ens egne subjektive positioner. Et typisk eksempel derpå er det næste pudsige værk „Luthers arv og Danmarks kirke” fra reformationsjubilæet i 1936. Der blev det bevist, at kort sagt alt i vor kirke var ægte luthersk — lige fra pietisme til Tidehverv. Kirkehistorien skulle have vist, at der er mindst 17 forskellige slags Luther, man kan gå ind for.

Vi vil prøve at gå ind for — at træde i skranken for noget helt andet — nemlig det, som reformationen blev til, — som den udkrystalliserede sig i. Og igen nævner jeg som eksempler derpå „Confessio Augustana” og „Den danske kirkeordinants”. — Men gør man det, så kan man i dag ikke undgå at få betegnelsen „højkirkelig” heftet på sig. Og så vil vi bære det med glæde. Det kan være en konsekvens af at være protestant i dag med dette ords både negative og positive betydning.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 3 — Allehelgen 1958

Kirkelig fornyelse 2

Re-formation

Overskriften over denne artikel er omtrent den samme som overskriften over program-artiklen i det første nummer. Der er kun indføjet en tankestreg i det gamle kendte og slidte ord: reformation. Denne tankestreg er efter vor mening betydningsfuld. Den giver det gamle ord dets egentlige bogstavelige mening tilbage.

Det er i det hele taget et karakteristisk træk ved den kirkelige fornyelse i vor tid, at den for en stor del udspringer af, at de gamle ords bogstavelige værdi tages alvorligt. Således har vi opdaget, for blot i flæng at nævne nogle eksempler, der senere vil blive genstand for en grundigere behandling, at det at deltage i gudstjenesten virkelig er en nødvendige tjeneste for Gud.

  • Vi er begyndt at regne helt bogstaveligt med at en kirke, som vort kirkevielses-ritual siger, virkelig er „Gud hus og en forgård til Himlen.”
  • Vi er forbavsede over at opdage, hvilken nyhed det er at regne med det danske præstevielsesrituals ord, at sakramenterne er „højværdige” og ikke bare en form for ordet.
  • Vi har oplevet det forargende ved at tro på det samme rituals ord, at også en dansk præst er indviet til „det hellige” præsteembede, der har „magt og myndighed”

Men sådan også med ordet „reformation”. Alt for ofte i protestantismens historie kom dette ord til at betyde „deformation” – en omformning af den oprindelige kristne tro, så resultatet blev en vanskabning. Pietisme, rationalisme, subjektivistisk vækkelses-kristendom, liberal teologi, barthianisme, tidehverv, moderne eksistentialisme er efter vor mening eksempler på større eller mindre de-formationer af den gamle kirkes tro. Det betyder ikke, at der ikke skulle være kristne sandheder hos disse teologiske retninger. Det er der oftest i høj grad. Men disse sandheder er blevet pointeret så stærkt, at troen er blevet deformeret derved.

Vi vil prøve at gøre alvor af ordet re-formation. For reformationens fædre må ordet have været så friskt og nyt, at de ikke har kunnet undgå at høre ordets bogstavelige mening. Deres oprør mod pavekirken stod for dem som et forsøg på at vinde kirkens gamle „form” tilbage igen („re”). For dem dengang var kirken virkelig blevet deformeret gennem de mange misbrug. Derfor søgte de hele tiden tilbage. Vi ved alle, at de søgte tilbage til skriften. Men altfor ofte glemmes det i moderne protestantisme, at de også søgte tilbage til oldkirken, til kirkefædrene og deres forståelse af skriften. Det mest tydelige og for os afgørende bevise derpå er alle de henvisninger til skriften og fædrene som vores protestantiske kirkes vigtigste bekendelsesskrift — den augsburgske bekendelse — indeholder.

Med vore reformatoriske fædre vil vi altså gøre alvor af ordet „re” igen. Der er noget gammelt, der skal vindes tilbage igen.

Men vi vil som dem også gøre alvor af den anden stavelse – „formation”. Der er virkelig en „form”, der skal vindes tilbage eller bevares.

Ikke blot blev reformationen ofte til en deformation på grund af urimelige understreg-ninger af visse sider af kristentroen, men det samme er også sket gennem den stadige fristelse, der hedder sværmeriet. Den består altid i en fornægtelse eller forbigåelse af „formen” — af det synlige og håndgribelige:

  • Kirkens „form” fornægtes gerne, den er usynlig. Sakramenternes ydre „skik-kelser” bliver ret ligegyldige. Gudstjeneste-formerne er uvæsentlige, for det afgørende er det åndelige og det sjælelige.
  • Det „formelle” præsteembede ringeagtes på bekostning af det almindelige, det uformelle præstedømme, der ganske fejlt opfattes som noget åndeligt.

Nu har vi ganske vist forlængst opdaget, at som dogmefri kristendom altid kun er en religion med forkerte dogmer, sådan betyder „formløs” kristendom altid en kristendom med en dårlig „form”, der er meget ringere bærer af Guds evangelium end de gamle „former”.

Efter vor opfattelse fornægter meget af den herskende protestantisme den reformatoriske arv på denne måde. Vi vil bekæmpe dette sværmeri. At fornægte „formen” er til syvende og sidst at fornægte Kristi incarnation.

Ordet er blevet kød. Kristus er blevet et jordisk menneske, har påtaget sig jordisk „form”. Hans legeme, kirken, er hos os i synlig jordisk skikkelse. Vi ser den i sakramenternes og embedets synlige form. Vi hører den i bekendelsens og forkyndelsens hørlige form.

Vi vil gøre alvor af ordet reformation, vi vil tilbage igen til den „form”, hvori troen hidtil bedst har kunnet bevares i kirken uden at fordærves. Denne „form” viser sig i kirken på tre måder — nemlig i dogmet, i liturgien og i moralen.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 2 — Høst 1958

Kirkelig fornyelse 1

Reformation

Prof. Søren Holm slutter sin Bog fra 1950 „Protestantismen” med at sige, at „reforma-tionen maa gaa videre, fordi den ikke er et resultat, men en proces!” Selv om Søren Holm sikkert staar ret ene med sin næsten ortodokse liberale teologi, har han dog her med sjælden klarhed udtrykt et kendetegn ved moderne protestantisme, der træder stadigt tydeligere frem.

At reformationen „skal fortsætte”, synes at være selvklart for måske flertallet i vor kirke i dag. At reformationen er en „proces”, er lige netop det, som i hvert fald de sidste 250 års kirkehistorie tydeligt har vis. Ja, nogle gør ligefrem dette med reformationens „fort-sættelse”, dette med den stadig fremadskridende „proces” til et protestantisk princip. Der tales undertiden patetisk om, at kun gennem denne proces kan kristendommen „fornyes”, så den får noget at sige til „nye tiders mennesker”.

Når vi kalder dette beskedne blad „Re-formatio” har det flere grunde. Her skal kun peges på denne ene: Vi vil sige til moderne protestantisme: Ja, der skal reformation til i vor kirke i dag, reformationens proces skal i gang. Men det er en reformation den anden vej, det er en proces i den modsatte retning, tilbage! Ved en sådan „reformation”, en sådan „proces”, tror vi, at kirken vil blive fornyet i vort land.

I hvert fald de sidste 250 års fortsatte reformation opfatter vi i temmelig høj grad som en deformation af den gamle kristendom og den oprindelige evangelisk-lutherske kristendom. Særlig den sidste menneskealders teologiske kaos har vist os dette klart. Den reforma-toriske proces har været en nedbrydningsproces, en forvirringsproces, hvor stadigt mere af den gamle kristendom smuldrede hen.

Den nye reformation, den reformatoriske proces tilbage, er i fuld gang i de fleste evange- liske kirke. Undertiden kaldes den „kirkelig fornyelse” eller „sakramental fornyelse” eller „liturgisk bevægelse”. Oftest kaldes den slet intet, men viser sig blot i en ny opdagelse af, hvad der ligger i ord som: kirke, gudstjeneste, sakramenter, embede. Derfra springer så nye kildevæld ud over det praktiske kristenliv i hverdagen.

Der er en række vidnesbyrd om, at denne nye reformation-tilbage også er i gang i vort land. Sideløbende med en stadigt stærkere teologisk radikalisme er der også en voksende teologisk besindelse på kirkens gamle arv. Ja, vi er også overbevist om, at „det gror i bunden” for at nævne en aktuel vittighed. Rundt omkring i menighederne hos anonyme lægfolk og præster er der en voksende lydhørhed for „gammel” kristendom.

Med vort blad vil vi prøve at være et forbindelsesled mellem alle dem, der vil deltage i denne reformation-tilbage. Vi vil ikke ensretning, men vi vil gerne have kontakt med alle dem, der vil med i denne ene retning — tilbage til den gamle kirke — den kirke, som f.eks. Confessio Augustana og Den danske Kirkeordinants bekender sig til eller er et udtryk for. Derfor kan vi godt bære forskellige meninger om mangt og meget, hovedsagen er, at fællesskabet om retningen er der. Vi kan og skal sikkert af traditionsmæssige, lokale eller mentale grunde blive indenfor de gamle kirkelige partier, hvis vi har hjemme et sådant sted, og hvis de er frisindede nok til at rumme os.

Vi glæder os over det mindste tegn på, at denne reformation er i gang — hvor vi så end møder det. For nu blot at nævne et yderpunkt: Når forståelsen for embedets betydning er stærkt voksende selv hos baptister, så er dette et led i en tiltrængt reformation, der kan føre vigtigere ting med sig. Eller når en præst lidenskabeligt arbejder på at opfatte guds- tjenesten som kult igen — omend mere ud fra religionshistoriske principper — så er også han udtryk for, at processen er i gang – en søgen efter den gamle kultiske gudstjeneste.

Udgiverne af dette blad er selvfølgelige heller ikke ensrettede. Men erkendelsen af den nye reformations nødvendighed, ja, oplevelsen af dens virkelighed er fælles for os.

Indholdet af denne reformation skal i de efterfølgende numre belyses fra meget forskellige sider.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 1 — Pinsen 1958

Pinsedag

Herre vor Gud, vi takker dig, fordi du på denne dag ved din Helligånd oplyste de troendes hjerter, giv os ved din Ånd at vejledes til hele sandheden og altid glæde os ved hans trøst, ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Ode til „den skønne Herrens gudstjeneste”

Af Henrik Christiansen, biskop emeritus, Aalborg

… I DETTE DIT HUS…

Udvalgte prædikener af Peter Østerby-Jørgensen
Re-formatio ‘s Forlag, 2006.
155s. 150,- kr.

I Budolfi, Aalborg Domkirke, hvor Peter Østerby-Jørgensen blev præsteviet i 1987 findes en indskrift fra Sl 27,4 i oversættelse fra Lutherbibelen (1585): »En ting beder jeg af Her- ren, det ville jeg gerne, at jeg måtte blive i Herrens Hus al mit livs tid, at skue den skønne Herrens gudstjeneste og at besøge hans lejr«. En sådan holdning er nerven i denne prædi-kensamling, som det også fremgår af samlingens titel, hentet fra højmessens indgangsbøn i dens klassiske form: »Vi er kommet ind i dette dit hus…«, for de 34 prædikener fornem- mes som kærlighedserklæringer til Guds-huset og den gudstjeneste, det er bygget til at tjene.

Sansen for gudstjenestens herlighed er vågnet i forfatterens helt unge dage under inspire- rende vejledning fra sognepræst Børge Barsøe, Virring (1938 til 1979), som det fremgår af prædikenen til Nytårsdag. Med årene er den blevet stadig uddybet ved hans erfaringer som sognepræst gennem 20 år sammen med de gudstjenestefejrende menigheder. Prædikenerne genlyder af taknemlighed over Den hellige Dåb, Den hellige Nadver og Det hellige Evangelium for nu at anvende et ordvalg, der er karakteristisk for hans prædiken.

Glæden over liturgien går hånd i hånd med, at der tales »sandt om småt og stort og jævnt om alt det høje«. I et i bedste forstand dagligdags sprog og under relevant inddragelse af vor aktuelle situation som kirkeligt og folkeligt fællesskab redegøres for den pågældende dags eller fests anliggende i lyset af Den Opstandnes nærvær ved døbefont og nadverbord. Ofte underbygget af velvalgte citater fra de store salmer, og med rosværdig klarhed opsummeres og repeteres i korte sætninger dagens indhold og anliggende, ligesom hver prædiken som overskrift har en salme-linje, der udtrykker dagens scopus.

20 af de 34 prædikener er hentet fra Jule-, Påske- og Pinsefejringen samt fra Bebudelsen, Himmelfarten og Alle helgen. Ud fra de centrale frelsesbegivenheder ― og med en bemær- kelsesværdig fremhævelse af hver søndag som en ugentlig fejring af Kristi opstandelse ― forkyndes Evangeliet, ofte under fin udnyttelse af den indsigt i gudstjenestens og sakra-enternes væsen og gave, som Grundtvig i sine salmer har skænket den danske kirke.

Som Peder Palladius i sin Visitatsbog lærer præsterne det, bliver Peter Østerby-Jørgensen ikke træt af fra prædikestolen at henvise til døbefont og alter, for at kalde menigheden til at stole på og hvile i Dåb og Nadver, de handlinger, som Den Opstandne selv ved Hellig-åndens kraft øver i os til tro og håb og kærlighed…

»Udvalgte prædikener« er modne frugter af en sognepræsts solide indsigt i og levende anvendelse af den tros-skat, som virker i den danske folkekirkes klassiske højmesse, når menigheden fejrer gudstjenesten i den fylde, som den er overleveret os fra oldkirken og fra den evangelisk-lutherske reformation og lever hos i dag ikke mindst i kraft af vore store salmedigtere.

Bogen er inspiration for præst og menighed til at fejre gudstjeneste hver søndag i »dette dit hus« ― for livets skyld ― ad majorem gloriam Dei.

– – –

Anmeldt i Præsteforeningens Blad 16. november 2007/46 s. 964

Den fremmedes lod

De skønne Herrens Gudstjenester

Børge Barsøe
Sognepræst i Virring & Essenbæk 1938 -1979
Morten Møbjerg (red.)
RE-FORMATIO’s FORLAG 2002

Den kirkelige fornyelse — højkirkeligheden — begyndte i England. Udgangspunktet var den sekularisering af den anglikanske kirke, som tilspidsedes i et regeringsforslag om at inddrage et antal stifter på Irland. Det var da, at John Keble holdt sin berømte prædiken National Apostacy d. 14. juli 1833.

Teksten var psalme 2. Den erfaring af Guds suverænitet som kommer til udtryk i denne psalme er grundmønstret for alt, hvad der siden er blevet kaldt kirkelig fornyelse og højkirkelighed. Ud af denne psalmes livsholdning er teologi, liturgi, diakonalt og litterært engagement siden uafbrudt vokset frem i snart to hundrede år.

Til Sverige kom denne højkirkelighed i de første decennier af 1900-tallet gennem unge præster, som rejste til England: Elis Schröderheim, Sam. Gabrielsson, Albert Lysander og mange andre. Hvad de oplevede, søgte de at virkeliggøre i små bønsfællesskaber.

En nytænding af denne inspiration blev det, da Gunnar Rosendal 1927 mødte høj- kirkeligheden i et af disse fællesskaber, Societas Confessionis Apostolocae. Dermed fik den svenske højkirkelighed en leder med unikke egenskaber, en mental og fysisk vitalitet på grænsen til det utrolige, en strålende begavelse, en charme og et humør, som kun hos få kirkemænd i 1900-tallet.

Til Danmark kom den kirkelige fornyelse først efter 2. verdenskrig.

Børge Barsøe

En af dens foregangsmænd var sognepræst Børge Barsøe (1911-1989). Han var sogne- præst i Virring-Essenbæk 1938-1979. I 1948 begyndte han at deltage i anglo-katolske konferencer og fik på denne tid kontakt med Fader Gunnar Rosendal.

Sin åndelige baggrund havde Barsøe i Kirkeligt Centrum, den bevægelse, som ville holde fast ved det centralt kirkelige, midt imellem de i Danmark udprægede „yderfløje”, grundt-vigianismen og vækkelsesbevægelserne.

Han var en modig mand på mange planer, bl.a. var han aktiv i modstandsbevægelsen og lod oven i købet dens ledere holde våbeninstruktion i konfirmandstuen. Selv skrev han yderst lidt, ytrede sig sjældent offentligt. Hele hans indsats koncentreredes omkring gudstjenesten.

Den messe, han fejrede, fik et monumentalt udtryk i Dansk Messebog (1976). Nu har han også fået sin biografi i bogen De skønne Herrens gudstjenester (Re­-formatio’s forlag). Her har 5 forfattere skildret hans livs indsats. De er selv siden gået forskellige veje: en af dem er blevet græsk-ortodoks munk, en anden er blevet kvindelig præst. Fælles for dem alle er, at de er blevet dybt påvirket af Børge Barsøe.

Morten Møbjerg (død i januar 2005) lærte allerede som student menighedslivet i Virring at kende. Det drejede sig ikke om liturgisme eller liturgisk æsteticisme, men der fandtes en liturgisk teologi på bunden af det, som Børge Barsøe gjorde. Det altafgørende var at skabe en sammenhæng mellem messens fejring og vort almindelige liv i dets grå dagligdag.

I messen var Kristus sakramentalt, objektivt og virkeligt nærværende. Dette blev en forløsende indsigt for de mange unge teologer, som var plagede af den datidige teologis individualisme og eksistentialisme.

Det liturgiske liv, som efterhånden brød frem i menighederne, skabte protester, som førte til en retssag. Den handlede delvis om petitesser, som at Barsøe kyssede alteret og faldt på knæ efter indstiftelsesordene. I baggrunden lå der hele tiden en rædsel for det, man opfattede som romersk katolicisme. Var Børge Barsøe kryptokatolik?

Peter Østerby-Jørgensen behandler dette spørgsmål. Han påpeger, at det hos Børge Barsøe drejede sig om en bekendelse til den kristne kirke i dens helhed, altid og overalt. Dermed var det også en solidaritet med den danske kirke i hele dens historie.

Selv talte Barsøe ofte om „den vesterlandske kirke”. Der vidste han, at han hørte hjemme. Den var normen for hans gudstjeneste. En af dem, som ytrede sig i retssagen mod Barsøe var professor Regin Prenter. Hans bedømmelse var differentieret, men han så klart det positive: „Her er der noget af en vækkelse til et nyt syn på gudstjenestens og kristenlivets herlighed”. Modstanderne reagerede bl.a. ved at indkalde andre præster til at holde gudstjenester. En af de præster, som gik med på den ide, Vagn Hasselgaard, blev en af Barsøes understøttere og en central personlighed i den danske højkirkelighed.

Børge Barsøe blev ikke ensom i Virring. Omkring ham samledes en gruppe præster og lægfolk til regelmæssige konventer. Dette blev et trosmiljø med en ny teologisk fordybelse. Man begyndte at gennemtænke hvad kirken egentlig er. I et af sine dokumenter for- mulerede gruppen det således: „Kirken er en levende sakramental organisme, sendt af Gud gennem Jesus Kristus til frelse af verden og til hans navns forherligelse. Kirken er derfor karakteri­seret som regnum et corpus mysticum Christi. — Kristi rige og hemmelig­hedsfulde legeme”. Den danske kirke — også i folkekirkens skikkelse — opfat­tedes som en del af dette verdens­vide, hemmelighedsfulde Kristusnærvær. En af deltagerne i Virring-konventet beskriver dem således: „Det var jo, hvad Virring-dagene havde handlet om: lovprisning på Skriftens grund gennem tidebøn og messe.”

Børge Barsøe var ingen skrivende eller talende mand. Hovedparten af hans teologi findes i et lille hefte for konfirmander. Han var ingen pædagog, han skriver snarere ud fra sin egen overbevisning end ud fra læsernes forudsætninger. Det gør det hele desto mere interessant i en større sammen­hæng.

Når han forklarer det første bud, skriver han:

„I vor kirkegang skal vi forsøge at tænke på, at vi er der først og fremmest for at give Gud vort nærvær og vor lovsang, give ære, vor tak og vor kærlighed, fordi han er Gud, og fordi det højeste og vigtigste, som han har skabt til os på jorden, er at dyrke ham.”

Barsøes egen lange kamp for gudstjenestens rette udformning i Virring og i Danmark er altså en konsekvens af hans forståelse af det første bud. Dermed er det også en følge af hans syn på menneskelivet i det hele taget. Hele den menneskelige tilværelse samles op i messen som et lovsangsoffer til Gud. Han skriver: „Kirkens alter, hvor vi frembærer os selv, vort hverdagsliv og vort arbejde, vore glæder og vore sorger ― det er sognets midt- punkt, og det er også derfra alt menneskeligt får sin næring”.

I en af de få trykte prædikener taler han om „troens muntre sønner”, som har set, at det er deres opgave at formidle det lovsangsoffer, som tilkommer hele skabelsen. Denne lov- sang åbner vejen for Guds velsignelse, så nadverens brød og vin bliver „kanaler” for himmelsk nåde og kraft ind i verden.

Om sådan noget kunne Barsøe tale med sine konfirmander. En af dem, Bodil Hindsholm Hansen, beretter om, hvordan det var at have Barsøe som konfirmandlærer. Hendes familie boede et andet sted, men søgte til Virring for gudstjenestens skyld. Hun skriver: „En rig, ja i alle måder farverig og meget smuk liturgi fandt vi i Virring. Gudstjenesten var højtid der”. Barsøe opførte sig som en i øvrigt tilbageholdende person, men i sit valg af salmer for konfirmanderne viste han, hvad der inderst rørte sig i ham. En af dem var den meget sjældent anvendte salme, som begynder:

Jesus, Jesus, Jesus sigter
Alt mit hjertes ønske til,
Og sig hermed fast forpligter,
At jeg vil, som Jesus vil.
Hjertet i ham glad og mildt
Råber: Herre, som du vilt.

Også en konfirmand kunne mærke, at der var en sammenhæng i alt, hvad præsten gjorde. Bodil Hindsholm Hansen skriver: „Han var en stor person­lighed og fremtrådte med en selvfølgelig autoritet, så alene det ville have sat sig et tydeligt spor. Det vigtigste var dog, at hos ham forenedes alle elementer og gik op i en højere enhed: historie, kultur, dogmatik, bibellæsning, liturgi, musik (selv var han særdeles musikalsk), alt forenedes hos ham i en sym­biose, og det var messefejringen.”

Det stærke indtryk, Barsøe gjorde på sine om­givelser, bekræftes af Mads Bille, som var kirkemusiker i Virring: „Magien omkring Barsøes person forstærkedes også af, at han aldrig talte om sig selv. Barsøes nærvær i et rum kunne til tider opleves som en hilsen fra et sted, hvortil de færreste havde adgang. Hans personlige reserverthed kunne også opleves som afstandtagen. Det ville ikke have gjort menighederne noget at have en præst, som de ikke forstod; men at have en præst, som de havde indtrykket af ikke kunne lide dem, det var mere, end de kunne rumme.”

Det mest personlige afsnit i bogen om Barsøe er skrevet af Ole Frederik Stjernfelt, nu orthodoks munk i Grækenland under navnet Fotius. I sin tid i Danmark levede han sig ind i Børge Barsøes forståelse af gudstjenesten. Den er ikke „en march på stedet”, ikke et møde for religiøst interesserede. Der er noget, som sker i gudstjenesten. Vi frembærer et offer til Gud selv. Det er en livsnødvendig funktion at fremlægge alt, hvad vort liv indeholder med en bøn om, at „Guds nåde og forbarmende kærlighed aldrig må vige fra dagligt liv og virke” (fra Dansk Messebog). Dette er, siger Fotius, drivkraften i Barsøes vision. Hverdagslivet og messen hører sammen. Messen forbinder det enkleste med det højeste. Den er en afgørende del af den gamle skabelses forvandling til den nye. I den sammenhæng ser Fotius også Barsøes overraskende interesse for madlavning, som jo også — på et andet plan — er en forvandling af råmateriale til noget, som er finere.

Børge Barsøe var modstandsmand under krigen og forblev modstands­mand også inden for det folkekirkelige system, hvor han i mange henseender var en fremmed. På en tur til sit elskede Frankrig, vendte han brat om i Strasbourg og kørte i et stræk tilbage til Danmark med ordene: „Det er hjemme, slaget skal slås”. En gang sagde han: „Tjenesten i Danmark er at fratages alt og dog ikke blive kritiserende eller bitter”. En anden gang sagde han: „Vi skal miste alt — blot det bliver i Kristi offertjeneste og derfor med håbet om de helliges fællesskab”.

Børge Barsøes vision havde været at se højkirkeligheden bryde igennem i Danmark på samme måde som i England i 1830’erne. Sådan gik det ikke. Dengang havde romantikken åbnet sindene for det hinsidige og det skønne. Nu, under den kolde krig, havde eksisten- tialismens fortvivlelse og konsumis­mens tomhed okkuperet sindene. „Vi kom for sent i Danmark”, sagde Børge Barsøe.

I en af de få bevarede prædikener beretter Børge Barsøe om de ti spedalske, som blev rensede af Jesus. Af dem vendte kun en tilbage for at takke. Det var en fremmed, en samaritaner. Børge Barsøe skriver: „Det bliver nemlig ikke i en lille arrig og sur eller aggressiv pressionsgruppe, Åndens gerninger bliver åbenbare, men i en med Kristus alt besejrende, alt henri­vende og alt inddragende taksigelse — men husk med den fremmedes lod”.

* * *

Men det er ikke hele sandheden. Det, Barsøe havde set i sin vision, nåede til flere end deltagerne i Virring-konventerne. En af dem var Poul Ulsdal, en af Danmarks flittigste kirkelige journalister. Han fik til opgave at holde et foredrag om højkirkeligheden, som han endnu ikke havde mødt. Selv havde Ulsdal ingen særlige kirkelige præferencer. Han var helt enkelt en kirkelig præst. Men jo mere han satte sig ind i, hvad Barsøe ville og tænkte, desto mere opdagede han, at han selv var — højkirkelig. Hvad det til syvende og sidst drejer sig om, er nemlig den kristne grundbekendelse: Jesus er Herre. Det er den virke-lighed, som siden vandt skikkelse i liturgi, teologi og livsførelse.

Poul Ulsdals foredrag blev publiceret i Præsteforeningens Blad 4/1956 og fik som titel: „Fra Lindhardt til Barsøe”. Den Lindhardt, der hentydes til, er professor P.G. Lindhardt i Århus, som for Ulsdal fremstod som typen på en individualistisk, helt subjek­tivistisk kristendom, slutstenen for en protestantisk fejludvikling med begyndelse i 1700-tallets rationalisme. Det eneste holdbare alternativ er den i bred forstand katolske holdning, som Ulsdal fandt hos Barsøe, bekendelsen til den ene almindelige kirke i hele dens bredde og historie. Det drejer sig altså ikke om at blive romersk, men just katolsk. Ulsdal skriver: „Tilbage til den katolske, den almindelige kirke — til det, kirken altid har troet på — det er vejen frem.”

Barsøe blev for Ulsdal symbolet på denne vej. Samtidigt opdagede Ulsdal, at dette var den oprindelige grundtvigianismes vej — til Guds levende nærvær i dåb og nadver, omgivet af bekendelsen til den Treenige. Det er ikke, sådan som de liberale troede, at enhver må søge frem til sandheden på egen hånd. Sandheden findes allerede på forhånd i kirken. Dette gør, at gudstjenesten bliver det centrale i kirkens liv — fordi Gud virkelig er nærværende der og handler gennem nådemidlerne. Derfor er præsten tjener for en objektiv virkelighed, ikke for en subjektiv følelse eller rørelse.

Barsøe hverken skrev eller deltog i offentlig debat. Han fejrede messen. Poul Ulsdal blev derimod en af Danmarks flittigste kirkelige journalister. Hans opdagelse af, at han egentlig var højkirkelig uden at vide det, er et tegn på, at Barsøe og hans højkirkelighed ikke var så fremmed for Danmark, som han selv troede. I virkeligheden drejede det sig til syvende og sidst om normal kristendom. Der er tider, hvor det normale bliver en mangelvare. Da er det den normale kristendoms lod at være fremmed, også der hvor den har hjemstedsret.

Christian Braw
47. Årgang nr. 1 — 2005

Programskrift

KOM GUD HELLIGÅND

Vi vil gerne gøre noget for vor danske Kirke, øve et Arbejde hver på vort Sted og efter vor Evne for dens Fornyelse til igen at blive det store Hjem for vort Folk, den Moder, hos hvem vi alle kan finde Gud som vor Fader og vinde hans Riges evige Salighed. Fordi vi er overbevist om, at Sjælenes Frelse i Guds Rige er vort Menneskelivs egentlige Bestemmelse, og at Kirken er bygget i vort Folk som Guds Redskab til at naa denne Bestemmelse, derfor er det vor Sorg at se, at vor danske Kirke idag ikke altid virker som et saadant Redskab i Guds Haand, at den på mange maader ikke mere er vel skikket til at øve den Gerning for Sjælene, som Gud har bygget den til. Den ligner i nogle Maader en Moder, hvis evner er blevet stækket, og hvis Midler er blevet hende frarøvet, saa hun ikke er i stand til at sørge ret for sine Børn. Derfor vil vi gerne gøre noget for vor Kirke til dens Beredelse til igen at være Guds velegnede Redskab. Kald det en ny Vækkelse eller en kirkelig Fornyelse eller noget helt andet – Navnet er mindre vigtigt – Hovedsagen er, at mange i Danmark i Dag tænker med Sorg på Kirkens Nød, og spørger: Hvordan kan vi være med til at gøre noget for Kirken, hele Danmarks aandelige Moder?

Om faa Dage skal vi atter fejre Pinsens Højtid. Da faar vi Svar paa vort Spørgsmaal. Det lyder saadan: Vi selv kan intet gøre for Kirken, det kan kun Gud, om han igen vil sende sin Helligaand, thi det har altid været Guds Aand, der byggede Kirken op, og kun, hvor Gud Helligaand kom, rejstes Kirken som Himmeriges Forgaard paa jorden.

Det er vigtigt at lægge Mærke til, at i den apostoliske Trosbekendelses 3. Artikel staar Ordene „Kirke” og „Helligaand” Side om Side. Det siger os, at Kirken er Aandens Værk, Aanden er Kirkens eneste Bygmester, og det enten den skal bygges ny op fra Grunden af eller genopbygges, naar den kom i Forfald. Det samme siger den 3. Artikel i den nicænske Trosbekendelse med Ordene „den Helligaand, som er Herre, og som levendegør”. Guds Aand alene gør alt det levende igen, som blandt os blev døde Ord, tomme Skikke og glemte Skatte, hele vor gamle Kristenarv i Kirken, som vi delvist forsømte og lod os berøve, saa vor Kirke kom i Forfald, og det blev svært for Sjælene at finde Vejen til Guds Rige. Gud Helligaand kan ene gøre alt dette levende, meningsfyldt og brugbart for os igen til Kirkens Fornyelse.

Derfor skal vi bede om Helligaandens Komme. Som en Brud, der sukker efter sin Brudgoms Komme, skal vi bede med Kirken:

Kom, Gud Helligaand, kom brat
gennembryd for mørke Nat
med Guds Morgenrøde!

At holde ud i Bønnen om Helligaandens Komme, at berede vore egne Hjerter til at være hans Bolig og ikke ved vor Holdning hindra ham i at komme, det er den første betingelse for, at vi kan gøre noget for Kirkens Fornyelse. Lad os derfor holde Pinse ved at gøre Bønnen om Helligaandens Komme til vor egen Bøn! Lad os bede denne Bøn oftere, inderligere og med større Forventning til Gud! Og lad os opofre vor Kirkesorg og vort Haab om Kirkens Fornyelse som et Offer til Gud for hans Aands Komme!

Derved kommer meget i vort eget Liv i et nyt Lys. Derved opdager vi, at vor Kritik af Kirkens Forfald ogsaa bør være en Selvkritik, at vor Sorg over, hvad andre gjorde, ogsaa bør blive en Sorg over os selv, og at vor Anklage mod dem, der fejlede og svigtede, ogsaa maa vende sig mod os selv. Og det er saare gavnligt for os at opdage, at den Kirkens Fornyelse, vi beder om med vor Bøn om Helligaandens Komme, skal begynde som vor egen personlige Fornyelse ved, at en ny Bøn fødes på vore Læber: „Herre send os Kirkens Fornyelse i Danmark og lad den begynde i mit Hjerte og mit Liv! Herre, lad atter din frelsende Naade strømme fra Kirkens Altre ud til vort Folk og luk først mit Hjerte op for den!”

Opdager vi saaledes Nødvendigheden af vor egen personlige Fornyelse, da er vi skikkede til at bede om Helligaandens Komme til vor Kirkes og hele vort Folks Fornyelse.

Kom, Gud Helligaand, kom brat
gennembryd vor mørke Nat
med Guds Morgenrøde – –

Styrk og bøj os med din Arm,
gør vor kolde Kundskab varm,
dæmp og Luer vilde,
rens os med dit Hjertesuk,
kvæg os med din Morgendug,
Dryp fra Livets Kilde!

Sognepræst Urban Schrøder
1. Årgang nr. 1 – Pinsen 1958