Re-formation

Overskriften over denne artikel er omtrent den samme som overskriften over program-artiklen i det første nummer. Der er kun indføjet en tankestreg i det gamle kendte og slidte ord: reformation. Denne tankestreg er efter vor mening betydningsfuld. Den giver det gamle ord dets egentlige bogstavelige mening tilbage.

Det er i det hele taget et karakteristisk træk ved den kirkelige fornyelse i vor tid, at den for en stor del udspringer af, at de gamle ords bogstavelige værdi tages alvorligt. Således har vi opdaget, for blot i flæng at nævne nogle eksempler, der senere vil blive genstand for en grundigere behandling, at det at deltage i gudstjenesten virkelig er en nødvendige tjeneste for Gud.

• Vi er begyndt at regne helt bogstaveligt med at en kirke, som vort kirkevielses-ritual siger, virkelig er „Gud hus og en forgård til Himlen.”
• Vi er forbavsede over at opdage, hvilken nyhed det er at regne med det danske præstevielsesrituals ord, at sakramenterne er „højværdige” og ikke bare en form for ordet.
• Vi har oplevet det forargende ved at tro på det samme rituals ord, at også en dansk præst er indviet til „det hellige” præsteembede, der har „magt og myndighed”

Men sådan også med ordet „reformation”. Alt for ofte i protestantismens historie kom dette ord til at betyde „deformation” – en omformning af den oprindelige kristne tro, så resultatet blev en vanskabning. Pietisme, rationalisme, subjektivistisk vækkelses-kristendom, liberal teologi, barthianisme, tidehverv, moderne eksistentialisme er efter vor mening eksempler på større eller mindre de-formationer af den gamle kirkes tro. Det betyder ikke, at der ikke skulle være kristne sandheder hos disse teologiske retninger. Det er der oftest i høj grad. Men disse sandheder er blevet pointeret så stærkt, at troen er blevet deformeret derved.

Vi vil prøve at gøre alvor af ordet re-formation. For reformationens fædre må ordet have været så friskt og nyt, at de ikke har kunnet undgå at høre ordets bogstavelige mening. Deres oprør mod pavekirken stod for dem som et forsøg på at vinde kirkens gamle „form” tilbage igen („re”). For dem dengang var kirken virkelig blevet deformeret gennem de mange misbrug. Derfor søgte de hele tiden tilbage. Vi ved alle, at de søgte tilbage til skriften. Men altfor ofte glemmes det i moderne protestantisme, at de også søgte tilbage til oldkirken, til kirkefædrene og deres forståelse af skriften. Det mest tydelige og for os afgørende bevise derpå er alle de henvisninger til skriften og fædrene som vores protestantiske kirkes vigtigste bekendelsesskrift — den augsburgske bekendelse — indeholder.

Med vore reformatoriske fædre vil vi altså gøre alvor af ordet „re” igen. Der er noget gammelt, der skal vindes tilbage igen.

Men vi vil som dem også gøre alvor af den anden stavelse – „formation”. Der er virkelig en „form”, der skal vindes tilbage eller bevares.

Ikke blot blev reformationen ofte til en deformation på grund af urimelige understreg-ninger af visse sider af kristentroen, men det samme er også sket gennem den stadige fristelse, der hedder sværmeriet. Den består altid i en fornægtelse eller forbigåelse af „formen” — af det synlige og håndgribelige:

• Kirkens „form” fornægtes gerne, den er usynlig. Sakramenternes ydre „skik-kelser” bliver ret ligegyldige. Gudstjeneste-formerne er uvæsentlige, for det afgørende er det åndelige og det sjælelige.
• Det „formelle” præsteembede ringeagtes på bekostning af det almindelige, det uformelle præstedømme, der ganske fejlt opfattes som noget åndeligt.

Nu har vi ganske vist forlængst opdaget, at som dogmefri kristendom altid kun er en religion med forkerte dogmer, sådan betyder „formløs” kristendom altid en kristendom med en dårlig „form”, der er meget ringere bærer af Guds evangelium end de gamle „former”.

Efter vor opfattelse fornægter meget af den herskende protestantisme den reformatoriske arv på denne måde. Vi vil bekæmpe dette sværmeri. At fornægte „formen” er til syvende og sidst at fornægte Kristi incarnation.

Ordet er blevet kød. Kristus er blevet et jordisk menneske, har påtaget sig jordisk „form”. Hans legeme, kirken, er hos os i synlig jordisk skikkelse. Vi ser den i sakramenternes og embedets synlige form. Vi hører den i bekendelsens og forkyndelsens hørlige form.

Vi vil gøre alvor af ordet reformation, vi vil tilbage igen til den „form”, hvori troen hidtil bedst har kunnet bevares i kirken uden at fordærves. Denne „form” viser sig i kirken på tre måder — nemlig i dogmet, i liturgien og i moralen.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 2 — Høst 1958