Kirkelig fornyelse 3

Protestantisme

I de to foregående artikler i denne serie har jeg prøvet at vise, at vi virkelig vil gå ind for ordet „reformation”. Ja, at vi mener, at der er intet vor kirke trænger mere til i dag end en reformation — nemlig tilbage til den kirke, som f.eks. Confessio Augustana og Den danske kirkeordinants er udtryk for. Vi går bogstaveligt ind for ordet i dets latinske form „re-formatio”, vi vil arbejde for, at kirken får sin gamle „form” tilbage „igen”. Vi bekender os dermed til den gamle kirkes tro (modsat moderne sværmerier), at kirken og alt i kristentroen virkelig har sin „form”-. Vi tror på inkarnationen.

Men vi vil også med glæde gå ind for ordet „protestantisme” — når blot ordet forstås ret. Professor Prenter indleder sin fortræffelige bog „Protestantisme i vor tid” med en redegørelse for betydningen af ordet „protestantisme”. Han peger der på, at ordet ofte har været meget ilde lidt, fordi det havde en negativ klang. Det har givet indtryk af først og fremmest at betyde at gøre indsigelse imod noget — protestere imod noget.

Men ordet er ingenlunde blot et negativt ord, siger Prenter. Han peger på ordets oprindelige betydning: at vidne for — at træde i skranken for noget som man tror på eller er overbevist om. Da navnet første gang brugtes i 1529 skulle det være klart, at det dækkede noget negativt og noget positivt: indsigelsen udsprunget af dette, at der er en bestemt tro man træder i skranken for.

Sådan vil vi også løfte den gamle protestantiske fane højt. Vi vil protestere, gøre indsigelse så kraftigt, vi kan, fordi vi netop har noget, vi står fast på. Protestantisme i dens negative form har redet vor kirke som en mare i det sidste slægtled.

Vi kender alle stilen: prædiken, foredraget, artiklen, hvis hovedindhold var protest:

  • protest imod pietisme
  • mod religiøse oplevelser
  • mod moral
  • mod kirkelæren
  • mod dogmerne
  • mod kirkens orden og gamle traditioner
  • mod menighedsarbejde
  • mod fromhed
  • mod religion
  • ja, protest mod de troende og kirkelige, —

og hvor det positive var et eller andet tåget, der hed „evangeliet” og „ordet”.

Vi vil bestræbe os på at være rette protestanter i modsætning til disse ny-protestanter eller snarere pseudo-protestanter. Vi vil protestere først og fremmest mod alle disse ofte helt selvmodsigende „protester”, vor tid er præget af. Vi vil protestere imod „mode-teologiernes rædselsherredømme” for at citere Prenters bog. Vi vil protestere imod vor tids fortvivlede religiøse subjektivisme, der viser sig i, at snart hveranden præst ganske tilfældigt og principløst udvælger sig, hvad han nu synes, er „evangeliet” og derefter docerer denne private opfindelse som kristendom.

Men vi vil først og fremmest være rette protestanter ved at gå ind for noget — træde i skranken for noget. Denne form for protestantisme står det særdeles sløjt til med i vores tid. Går man ind for noget, er det oftest noget, man selv udvælger sig — og oftest noget nyt hvert tiende år — i bedste fald noget temmelig stivnet noget, man har arvet fra det bestemte miljø, hvor man er vokset op.

Indvendinger fra nogles side, som siger om sig selv, at „vi da går ind for Luther” — eller „vi løfter da Luthers arv” — har vi forlængst indset tomheden i. For det bliver jo blot den bestemte Luther — eller rettere de bestemte Luther-citater, der bekræfter ens egne subjektive positioner. Et typisk eksempel derpå er det næste pudsige værk „Luthers arv og Danmarks kirke” fra reformationsjubilæet i 1936. Der blev det bevist, at kort sagt alt i vor kirke var ægte luthersk — lige fra pietisme til Tidehverv. Kirkehistorien skulle have vist, at der er mindst 17 forskellige slags Luther, man kan gå ind for.

Vi vil prøve at gå ind for — at træde i skranken for noget helt andet — nemlig det, som reformationen blev til, — som den udkrystalliserede sig i. Og igen nævner jeg som eksempler derpå „Confessio Augustana” og „Den danske kirkeordinants”. — Men gør man det, så kan man i dag ikke undgå at få betegnelsen „højkirkelig” heftet på sig. Og så vil vi bære det med glæde. Det kan være en konsekvens af at være protestant i dag med dette ords både negative og positive betydning.

Poul Ulsdal
1. Årgang nr. 3 — Allehelgen 1958

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.