Spørgsmål til Indre Mission

I min forrige artikel understregedes det glædelige i Indre Missions principielle kirkelige indstilling. Der var oprindelig en virkelig fastholden ved så fundamentale ting som: kirke, sakramenter, dogmer, embede. Hvor dette er tilfældet, er man i forbindelse med kristen-livets ægte kilder, hvorfra enhver sand fornyelse og vækkelse kommer.

Jeg vil nu nævne nogle punkter, hvor det, der ellers særligt har karakteriseret I.M. kommer frem. Jeg vil prøve at undersøge, i hvilken grad de højkirkelige synspunkter kan forliges dermed — og hvor vejene eventuelt må skilles.

I — Omvendelsesforkyndelsen

Vi må være absolut enige med I.M. i, at der skal prædikes omvendelse. Ellers forkyndes ikke den hele, fulde kristendom. Der skal ganske vist også prædikes meget andet end omvendelse på årets ca. 60 søn- og helligdage — og alle de andre gange, den kristne sandhed forkyndes, hvad I.M. undertiden synes at have glemt. Men der skal i hvert fald lyde et kald til omvendelse til de mange vantro og ligegyldige i vort land, der lever uden Gud i verden. Og til alle kirkelige og troende skal det samme kald lyde, for de er også ofte på vej bort fra Gud, så de igen må vende om til ham. Det har I.M. også ofte været ved at glemme.

Vil vi være sandt katolske, d.v.s. se os som et led i hele kirkens historie, er vi dermed færdig med en vis tids mærkelige diskussion om eengang-omvendelse og daglig omvendelse. Vi tror da på begge dele. Omvendelse er på en måde noget meget forskelligt, hvad I.M. også ofte har glemt. Det fælles i al slags omvendelse er blot den, man omvender sig til, Gud. Der er omvendelser, der sker som sjælelige jordrystelser, der er nogle, der har præg af lang udvikling, hvor de enkelte trin ikke altid erindres, men de fører til samme mål. Der er omvendelser, der er præget af følelser. Der er andre, hvor viljens overgivelse synes at være dominerende. Og der er atter andre, der helt er præget af erkendelsens voksende klarhed og sindets og tankens oplysning. Ja, så forskelligt ser det ud fra vor side. Men alt sammen er det blot forskellige udtryk for Guds virken i os. — Og endelig er der mennesker, hvis hele bevidste liv fra barndommen har været ført på den vej, der vendte mod Gud. De må høre ordet om omvendelse som et kald til en stadig overgiven sig til Guds nåde påny og påny.

Den oprindelige I.M. førte en klar kirkelig omvendelsestale — den samme som de første grundtvigianere førte. Vilhelm Beck prædikede således helt evangelisk omvendelse til dåbens nåde. Senere blev betoningen ofte ganske langsomt flyttet andet steds hen, og omvendelsesforkyndelsen blev delvis falsk. Undertiden blev det den moralske forbedring, der fik hovedvægten. Allerværst: Det blev oplevelsen af omvendelsen, der blev centrum. Ja, frelsesvisheden blev salighedsbetegnelse.

Domprovst Aastrup udtalte for nogle år siden, at da skete I.M.’s afgørende syndefald fra det lutherske. Jeg er 100 % enig med Tidehverv her. Men jeg kan ikke lade være med at tilføje, at i den norske kirke lærer man endnu, at det, Luther bragte, netop var frelsesvisheden — forstået på afsporet indremissionsk måde. Så diametralt forskelligt kan selve hovedsagen i det lutherske altså forstås! — Jeg er også enig med Aastrup i, at med denne lære om frelsesvisheden som betingelse gik den vækkende kraft i I.M. tabt. Gud kan ikke bruge en bevægelse, hvor hans evangelium forvanskes sådan. Straffen over I.M. har været meget hård: Mange af dens børnebørn blev Tidehvervsfolk, foruden de utallige som tabte troen.

Jeg tror de højkirkelige står helt udenfor den reaktion i dag. Derfor står vi altid i et godt forhold og samarbejde med den kirkelige I.M. — Ganske ulidenskabeligt konstaterer vi blot, som vi konstaterer andre kirkehistoriske fænomener, at i en periode blev I.M.’s omvendelsesforkyndelse delvis ødelagt. Vi har slet ikke spor imod religiøse oplevelser og moralske sejre, — bare de ikke bliver betingelser. Dem tager vi imod i tilgift og med tak, hvis vi får lov at smage noget deraf.

Jeg tror ikke, der er mange præster fra I.M., der hylder dette kætteri mere. Derimod har jeg hørt missionærer, der ikke er kommet helt ud af det endnu. Men principielt er dette kætteri vist overvundet. Det er måske netop det enestående ved denne bevægelse, at den kan overvinde sine afsporinger og begynde igen og nu snart blive 100 år. Skyldes det mon ikke, at dens mål egentligt er ægte kirkeligt og grundkristeligt: at gå ud til mennesker og kalde dem til Gud! Er kirken sand kirke, vil der altid være en „indre mission” til. Fordi denne forening, der blev stiftet dengang i Stenlille stadig har kunnet komme ud af sine kætterier og holdt sit egentlige mål fast, har Gud stadig kunnet bruge den til „indre mission” i den danske kirke. — Hvorfor er det gået modsat med grundtvigianismen, der jo havde en meget „finere” teologi oprindelig? Den synes at være gået fra det ene kætteri til det andet. Allerede Anders Nørgaard undrede sig over dette — og så slap han dog for at se de sidste par stykker.

Men glemmer I.M., hvad den er sendt fra (mission betyder jo sendelse) — glemmer, at den er sendt fra kirken — og skal kalde til kirken, hvor Kristus er i ord og sakrament, så dør den, hvad den er i færd med mange steder i vort land — og netop af den grund.

Men en god del af I.M. lever endnu og er måske den betydeligste levende kristne kærne i vort folk. Den anden del af I.M. synes at være tomme skaller i dag. Den er lige så ukirkelig som mange andre. Tilbage synes ofte kun at være visse adfærdsmønstre, som vi andre kigger undrende på. Ja, en farisæisme er også ofte tilbage, der virker ekstra besynderlig, når den kun synes at have tommer skaller at prale af. Når højkirkelige præster i dag fører en realistisk omvendelsesforkyndelse og kalder mennesker til den levende Kristus i kirken — i skriftemålet — i nadveren, så går disse „missionsfolk” i lige åg med de vantro og bliver vrede på præsten. Der er mange af den slags missionsfolk i dag, det må ses i øjnene. De vil ikke omvende sig, derfor bliver de vrede. Da den unge Vilhelm Beck forkyndte omvendelse, var der også mange, der blev vrede.

Poul Ulsdal
2. årgang nr. 4 — jul 1959