Kirkelig fornyelse 6

Den oprindelige grundtvigianisme

Et af kildevældene til den højkirkelige fornyelse af den danske kirke er den oprindelige grundtvigianisme. I andre lande f.eks. England har den tilsvarende fornyelse oftest ladet sig inspirere af oldkirken. Vi har ikke i nogen særlig høj grad behøvet at gå så langt tilbage. I dette blad er det flere gange blevet nævnt, hvorledes bekendelser og kirkeordninger fra den evangelisk-lutherske kirkes første tid har lært os noget om, hvad sand kristendom er. Vi kan blot tænke på Confessio Augustana og Den danske kirkeordinants. Det er også blevet nævnt, hvor inspirerende den ofte kritiserede lutherske ortodoksi har været, fordi vi der så det meste af den gamle kirkelige arv bevaret på luthersk grund. Vi kan blot tænke på Kingo og på Kirkeritualet af 1685.

Men vi behøver altså ikke gå så langt tilbage. Vi kan nøjes med at gå til den oprindelige grundtvigianisme.

Men hermed er vi inde i noget absolut gådefuldt i øjeblikkets kirkelige situation herhjemme. For det er jo en kendsgerning, at til højkirkelighedens mest fanatiske modstandere hører de fleste af dem, der kalder sig med Grundtvigs navn. Dertil tror jeg ikke, der er noget andet at sige end, at de fleste moderne „grundtvigianere” er aldeles u-grundtvigske, ja, ofte anti-grundtvigske. Der er desværre ikke plads til at dokumentere dette udførligt her. Jeg må nøjes med at tage nogle enkelte punkter frem. Det er jo en endeløs opgave at bevise noget, som man med Grundtvigs yndlingsudtryk kun kan betegne som en „soleklar” sandhed. Vi er f.eks. overbevist om, at vor kirke fornyes, når vi gør, som prof. Prenter siger i sin bog om protestantismen i vor tid s. 109: „ … protestantisk kristendom sætter kultus i kristenlivets centrum”. Men dette har flere af os ikke lært af Prenter. Carl Hermansens påstand om, at faderskabet til den nye højkirkelighed skulle søges i Aarhus, er ganske grebet ud af luften. Derfor er der dog få herhjemme vi hellere lytter til end Prenter. Nej, flere af os har først og fremmest lært det af Grundtvig. Blot hans salmer er for os at se uforlignelige til at skildre en ret kultisk gudstjeneste.

Det er en stor tilfredsstillelse at se, at professor Hal Koch i sin store kirkehistorie bind 6 giver os fuldkommen ret. Allerede ved sin omtale side 80 af Grundtvigs lille skrift fra 1807 „Om religion og liturgi” siger Hal Koch således: „Man aner … allerede noget af den forståelse af kristendommen som en dramatisk-kultisk religion, der senere kom til udfoldelse i den kirkelige anskuelse.” I omtalen side 227 af „Kirkens genmæle” (1825) siges der: „Kristendommen er atter — på tværs af hele tiden og dens teologi — blevet til kult og drama.” Hvert eneste ord i denne sætning kan siges om den nye højkirkelighed. På tværs af hele vor tid og den teologi hævder vi i dag nøjagtigt det samme. Men med disse ord karakteriserer Hal Koch selve centrum i „den kirkelige anskuelse”. Altså det, som den kirkehistoriske professor, der selv er anti-højkirkelig, betegner som centrum i den oprindelige grundtvigianisme, er lige præcist højkirkelighedens centrum.

Side 257 fortæller Hal Koch, at dette ikke blot var centrum for Grundtvig selv, men at det var centrum i selve den grundtvigske vækkelse, der så lyset i det følgende år. Han understreger særligt der, at „vækkelsen blev kirkelig og udpræget sakramental.” Men i dag lyder der helt andre toner fra de fleste såkaldte grundtvigske ordførere. Selve ordet „kirkelig” er ofte for dem et uartigt ord, der skal bekæmpes. De kan ikke fordrage det ord. Ikke blot det „udpræget sakramentale” er man fanatiske modstandere af (trods de berømte grundtvigske linier: „Kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os.”) Men man kan fra den side møde en stadigt stærkere nedvurdering af sakramenterne — i hvert fald af den hellige nadver, — og man kan være en lige så god „grundtvigianer” for det!

Evindelig tales der derimod om „forkyndelsen” som det afgørende. I alle debatter mellem højkirkelige og moderne grundtvigianere er det de første, der må forsvare sakramenterne, medens de andre snakker om forkyndelsen. Ja, der kan fra det hold tales så totalt antigrundtvigiansk om, at sakramenterne er afhængige af forkyndelsen, medens vi andre hævder noget så selvfølgeligt grundtvigsk, at det er kirkens sakramenter, der skal retlede forkyndelsen. Netop fordi vi har kirken og den sakramenter som det givne, så har vi altid noget at forkynde. Det „eksegeternes pavedømme” som Grundtvig med al sand kirkelig teologi ville befri os fra, vil moderne „grundtvigske” præster lægge os ind under igen. Vi kan nemlig ikke undvære „eksegeterne” til at hjælpe os med at skelne mellem sandt og falskt evangelium i skriften!

De moderne grundtvigianeres hovedangreb på højkirkeligheden gælder næsten altid det kultiske. Men hvornår bliver dog disse angreb rettet det rigtige sted hen? Hvornår bliver det sagt åbent fra den side: „Vi tager afstand fra Grundtvig. Han fordærvede „evangeliet” ved sit syn på det kultiske og det sakramentalt-dramatiske i kristendommen.”

Eller den anden mulighed: Hvornår bliver angrebet rettet imod Hal Koch? Hvornår siges det rent ud, at det er en skandale, at en kirkehistorisk professor i den nyeste og største danske kirkehistorie kan give en så totalt forkert skildring af Grundtvigs kirkelige anskuelse og den oprindelige grundtvigske bevægelse?

Jeg er overbevist om, at man vælger den første mulighed. Det er lettere at forkaste den døde Grundtvig end at slås med den levende Hal Koch. Venligt overbærende vil man blot sige, at også i Grundtvigs liv stod kampen mellem det sande og det falske evangelium — eller mellem religion og evangelium (for at citere Lindhardt). Sådan var det i Bibelen — sådan var det i Jesu forkyndelse — hos apostlene — kirkehistorien igennem — sådan var det hos Luther. Hvorfor skulle det ikke også være sådan hos Grundtvig? Med et overbærende smil betragter man disse skavanker. — I denne blindgyde dør i disse år den teologiske samtale — ja til syvende og sidst al virkelig teologi. Ethvert citat fra henholdsvis Bibelen, Luther eller Grundtvig — ethvert vidnesbyrd fra kirkehistorien kan afvises med dette aldeles subjektive argument: Her er der desværre atter et lille tilbagefald til „religionen” eller det falske evangelium.

Højkirkeligheden er i dag en arvtager af den oprindelige grundtvigianisme, selv om „sproget” ofte — og selvfølgelig — lyder noget anderledes. Det egentlige i Grundtvigs „mageløse opdagelse” gjaldt noget gammelt — i ret forstand „katolsk”, d.v.s. fælles kirkeligt arvegods. Når noget af den gamle kirkelige arv atter kommer i levende brug, sker der altid vækkelse. Det gjorde der efter Grundtvigs „opdagelse” i 1825. Det er vi overbeviste om også sker i dag, hvis vi ret kommer til at leve af alle kirkens gamle, rige skatte.

I et følgende nummer vil jeg belyse forholdet mellem den oprindelige grundtvigianisme og højkirkeligheden på andre punkter. Jeg vil sige lidt om synet på kirken — og vise, hvorfor dette syn dengang var forbundet med en selvfølgelig kirkelig forståelse af det særlige præsteembedes nødvendighed.

Poul Ulsdal
2. årgang nr. 1 — Pinse 1959